Bakkehussamlingen

Herr Rosenkilde!

Uagtet det Brev De har behaget at tilsende mig er heelt igiennem i en Tone saa uartigt, at intet billigt-tænkende Menneske kunde fortænke mig i at jeg lod det blive ubesvaret, vil jeg dog sende Dem et par Linier, deels som Beviis for Deres Brevs Modtagelse, men især for alvorligt, skiøndt i Korthed, at giendrive Deres usandfærdige Beskyldning nemlig: at jeg i mit Huus har tilføyet Dem en Behandling saaledes, ”at De ikke af nogen Slagterfamilie paa hele vor Kartoffelkyst kunde risqvere en lignende.”
Herr Rosenkilde giorde os ved et Besøg i Søndags Formiddags i en saa irritabel Stemning, at De strax ved min Indtrædelse i Stuen blev heftig imod mig, fordi jeg ikke istemte Deres Klage-Tale imod Justitsraad Molbeck; dog Deres Heftighed imod mig, tog jeg Dem ikke videre ilde op, heller ikke at De haardt frakiendte min Datter Syngetalent, uden at have hørt hende // synge i de sidste fire Aar, skiøndt det io neppe kan kaldes venskabeligt, at ville nedslaae hendes Mod, især da hun virkelig er meget beskeden i saa Henseende; heller ikke kan jeg tro, at Deres Mening var, at hun efter Deres Advarsel skulde opgive et Forsæt, som hun af Lyst havde fattet, og som Professor Siboni efter en Tid lang at have underviist hende i Sang, havde billiget; heller ikke var det rimeligt at hun skulde have mere Tillid til Deres Dom, end til hendes tilkommende Mands, der selv er Sanger og Skuespiller, og som kiender hendes nuværende Syngestemme men naar De om Oehlenschläger taler saaledes: ”Jeg har ikke den allerringeste Agtelse for Oehlenschlägers Dom om Skuespiller Talent Evner” og ledsager disse Ord med de haanligste Gestus, da fortiente jeg virkelig Foragt, dersom jeg ikke misbilligede denne Opførsel. Jeg yttrede Dem min Misforfornøielse // paa den moderateste Maade ved at sige med en næsten ubegribelig Fatning: Naar dette er Deres Mening veed jeg ikke hvorfor De vil træde inden for Oehlenschlägers Dør da foer De som en Rasende ud af Dørende; dengang, H ^r Rosenkilde! skulde De, som ”Ejer af Deres Fod”, have forhindret dens overilede Skridt. Dette kalder De nu ”at jeg har viist Dem min Dør” ogsaa ”at jeg har jaget Dem paa Døren” videre ”at jeg selv har traadt Deres Fod ud af min Dør” fremdeles ”at jeg har kastet Dem paa Døren”[.] Deres Brev vrimler desuden af ærerørende Beskyldninger, er skrevet i en saa stor Forbittrelse, at De deri erklærer at 1000 Sibonier ikke kunde forandre Deres Mening, ja endog latterligt spotter over den siællandske Kartoffelavl; men dog vil jeg, da jeg forud har havt Agtelse og Yndest for Deres Talent, nu da jeg formoder Stormen begynder at lægge sig, // give Dem min Erklæring i denne Sag.
Men endnu eet: De fordrer en Retfærdiggiørelse for at Oehlenschlägers Datter gaaer til Theatret; den ligger deri at hun elsker Phister og vil ægte ham, og at hun har en afgiort Lyst og Tilbøielighed til at blive Skuespillerinde. Udfaldet vil Tiden vise, dog troer jeg neppe at vi behøve at oppebie den, for at see et uheldigt, hvis mange Venner vilde vise hende deres Venskab paa samme Maade som H ^r Rosenkilde.

Kiøbenhavn den 10 Oktober 1832.

Christiane Oehlenschläger