Bakkehussamlingen

Sange
til
”Favoriten” eller ”Hofsorgen.”
________

Chor.
Mel. Krambambuli, das ist der Titel.

1.
Krambambuli! Cousin til Solen,
Til hver en Stjerne, hver Planet
I Ele Eiliptik, Æquator, Solen,
Dig hilser Hjerternes Trompet.
Dig og din Slægt besynger vi:
Hil være dig, Krambambuli!
Kram-bim-bam-bambuli!

2.
Krambambuli! naar Folket mukker,
Saa stiller du det op i Rad,
Og Hovedet af Hvermand hugger,
Men derfor er han ligeglad.
Ei større Lyst begjære vi,
End flaaes af dig, Krambambuli!
Kram-bim-bam-bambuli!

3//

3.
Krambambuli! du Store, Gode!
Du gjør saa deilig kort Proces.
Du veed, det gjør os vel tilmode
At staae paa Spid som Mortensgjæs.
Ja selv paa Spiddet juble vi:
Hil være dig, Krambambuli!
Kram-bam-bam-bambuli! //

Slutnings-Sang.
Mel. af Ungdom og Galskab: hvis et godt Raad I kjende vil.

/: Begge Bjørne træde frem, hver med sit hoved und Armen,
og bukke for Publicum.:/

1.
Den sorte Bjørn.
Før denne Stads er ude, dog jeg vil
Complimentere vort Publicum, og takke.

Den hvide Bjørn.
Pak dig, du Sorte! lad mig komme til
Lad den hvide med Publicum snakke!

Den sorte.
Husk, du er her ei paa Pont-neuf;
Siig ingen Compliment de boeuf!

Chor.
Hus &c

2.
Den hvide.
Nei, ingen Boeuf! En Bjørne Compliment
Vover jeg ydmygst for Eder frem at stamme.
Bjørnen har tolv Mands Styrke, som bekjendt;
Den har tolv Mands Forstand med det samme.

Den sorte.
Det man hos dig ei mærker til;
Gaae bort! jeg ene tale vil.

Chor.
Det man hos dig ei mærker til;
Gaae bort! den Sorte tale vil.

3//

3.
Den sorte.
Vist nok om Sanct Patricius De veed,
at han sit fraskilte Hoved tog i Hænder,
Førte det saa til Munden op, og beed,
Og saa holdt han det i sine Tænder.
Sligt er os Bjørne mere let,
End Vittighed og hiint Couplet.

Chor.
Sligt er for Bjørne mere let &c.

4.
Den hvide.
Muligt, naar Skjæbnen kalder os herfra,
At os i Glancha[?] man vil canonisere,
Si Siden vi staae med Hov’det chapeau bas,
Og endda kunne smukt perorere.
Dog, det er nok, om denne Kreds
Os applauderer veltilfreds.

Chor.
Dog &c