Bakkehussamlingen

Pinieros ved Lissabon i Juli 1866.

Kjære Ven!

Tak, fordi De skrev mig til! Jeg blev overrasket ved at faae Brevet; jeg troede nok, at jeg var venligt i Deres Tanke; men at jeg skulde faae ”Sort paa Hvidt” derfor, stolede jeg ikke paa, uagtet Andres kjære Breve havde sagt mig det. Jeg troede ikke ret paa, at De lagde Penselen hen for at lade Pennen bringe mig Deres varme Hilsen. Derfor: inderlig Tak! De er jo mageløst flittig; hvor det er deiligt! I Frederik Bøghs Brev fik jeg en klar Gjengivelse ved Ord af Deres ”Niels Ebbesen og Grev Gert”; jeg glæder mig til at see dette og saa mange andre Billeder af Dem. Poesie og Kunst ere nu vort Dannevirke; De, saa ung og frisk, staaer allerede som en af de meest betydende! Gud bevare os Dem, som De jo virker til at bevare vort Lands Betydning! Jeg beundrer Dem som Kunstner, og jeg har faaet Dem kjær som Menneske. De vil forstaae mig uden flere rosende Ord.
Jeg er nu allerede paa tredie Maaned her i Portugal hos elskværdige Mennesker og i en riig og deilig Natur; her fra Pinieros har De vist læst et af Brevene til Fru Melchior og veed, hvilket Indtryk hele Egnen har gjort paa mig. Den var i Foraarstiden en forunderlig Sammensætning af den danske Natur og af Sydens Deilighed. Senere har jeg levet en heel Maaned nær ved Setubal paa et Landsted, som beboes af min Ven Carlos O’Neill. Her er den hele Dal saa godt som en eneste Skov af Citron- og Appelsintræer; eensomme, forladte Klostre ligge rundt om paa Bjergene. Hver Aften besøgte jeg et: Brancanas, tæt ved vort Landsted; det var mageløst deiligt at sidde i Eensomheden der og see de Millioner Ildfluer om sig, de Tusinder af Stjerner over sig og høre Dønningen af det store Verdenshav, der her breder sig ud. En Dag var jeg derude i en Baad, der blev roet af fire Karle; jeg skulde see den forunderlige Drypsteens-Hule i Serra Arrabida under det forladte Trappistkloster; Brændingen gik imidlertid saa stærkt, at vi maatte opgive Landgangen her; men saa blev der aflagt et Besøg paa Sandistmon, hvor man nu har begyndt at udgrave den gamle phoeniciske By Troja. Jeg tumlede mig en Deel her i Bjergene, red paa et ret skikkeligt Æsel, der vidste bedre at finde ud, hvad der var Vei og Sti, end jeg vidste det; tidt gik det afsted hen over Klippeskraaninger, der syntes aldrig at være betraadte. Næsten hver Aften brændte der Blus foran Gartnerhusene i Orangehaverne, hvor de unge Karle og Piger dandsede til Musik af en eneste Fløite. Jeg saae ogsaa i Setubal Tyrefægtning, der her til Lands ikke er saa blodig som i Spanien. Jeg er nu igjen i Pinieros, hvorfra jeg med to af Brødrene O’Neill en af Dagene gjør en større Udflugt, nemlig til den gamle Universitetsstad Coimbra, hvor Ines de Castro har levet. Senere tager jeg til det romantiske Cintra og haaber imidlertid, at det stiller sig bedre med Hjemreisen; thi endnu er jeg ved Urolighed og Krig jo som afskaaren hjemmefra. O’Neills holde imidlertid paa, at jeg skal blive her Vinteren over. I hvor godt jeg end har det, er det dog mit Ønske helst at komme til Danmark maaskee sidst i September; men det er høist uvist.
- – - Tag til Takke med dette hurtigt skrevne Brev, der skal sige Dem min Glæde over Deres Skrivelse, min Lyst til at tale med Dem og at forsikkre Dem, hvor kjær De er mig for Deres Aands Rigdom og Hjertelag! Gid jeg maa samles med Dem og vi altid maae være og blive mere og mere kjendte Venner!

Deres inderligt hengivne
H.C. Andersen.