No. 544 af 604
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Nicolai Bøgh [+]

Afsendersted

Gamtofte, Assens

31.7.1873 H.C. Andersen
Original
Dokumentindhold

Nicolai Bøgh takker H.C. Andersen for deres rejse sammen og for de bekendtskaber som H.C. Andersen har skaffet ham. Han skriver desuden at hans bror er meget syg.


Gamtofte pr Aarup-Thuerup 31de Juli 1873.

Kjære Etatsraad Andersen!

Nu sidder jeg atter i mit kjære Hjem paa Fyen, og de sidste Tiders Begivenheder gaae som Billeder forbi min Erindring. Saa takker jeg Dem da meget, først fordi De viste mig den Tillid og det Venskab at tage mig med paa Reisen og dernæst for de deilige Steder, De har viist mig, Steder, som har glædet mit Sind og fyldt mig med Indtryk, jeg altid vil bevare, og som forhaabentlig ville bære Frugt i // mig. Og dernæst Tak for de Menneskers Bekjendtskab, som De forskaffede mig, meest for Kaulbachs og Reuters, men tillige for mange Andres. Naarsomhelst i mit Liv jeg føler Glæde og Udbytte af denne Reise, vil jeg med Tak huske paa, at det var Dem, der tog mig med paa den. Meget ondt gjorde det mig, at jeg ikke kunde see Dem komme raskere til Danmark; men jeg haaber paa, at Ro og kjærlig Pleie, som jeg veed bliver Dem forundt hos Deres udmærkede Venner paa ”Rolighed”, snart skal bringe // Dem fornyede Kræfter. – Min Broder traf jeg meget svag, han seer lidende og afmagret ud, har ingen Livslyst eller Glæde og ønsker kun at døe. Hans nye Læge, Doctor Lange, har dog erklæret, at han ikke anseer hans Tilstand for at være aldeles haabløs. Herhjemme traf jeg alt godt, og jeg glæder mig nu til at være her en Maaned; saa længe har jeg endnu Ferie. Tante Lotte takker Dem meget for Deres Hilsener, ligesom min Broder og min Forældre gjøre det Samme og sende Dem venlige tilbage. Det gjør dem Alle saa ondt at høre, at De // kom saa svag hertil. Jeg fortæller Tante Lotte Meget om Reisen, hun har seet Stereoskopbillederne og er henrykt, hun siger, at jeg ”igrunden har oplevet det Utrolige” og at jeg ”for Tiden nok er værd at tale med.” See det er dog virkelig Noget! – Vil De takke Grosserer Melchior meget for hans store Venlighed, at han lod mig vide, hvorledes De havde det Dagen efter Reisen; det var jo heldigviis lidt bedre. Gid De maa føle Glæde og have Ro! Gid Kræfterne maae voxe og Sundheden tage til! Og saa endnu engang Tak for hvad Godt De har givet mig!

Deres hengivne
Nicolai Bøgh.

Personer
H.C. Andersen · Nicolai Bøgh · Dorothea Melchior · Moritz Gerson Melchior
Sidst opdateret 17.07.2014 Print