Bakkehussamlingen

Christiania den 21 August [1866]

Min elskede Frue!

Nu har De mig igjen med et Brev, men jeg lover Dem, at det skal blive det Sidste paa lange Tider. Jeg er nu kommet saa dybt ind i mit store Arbeide, at det nok, fremover en Stund, vil blive i Tankerne alene, jeg nærmer mig til mine Venner. Men det vil ikke gjøre Dem Noget, De er for nær Olympen, til at savne Kjærlighed – de høie Guder toge Kjærlighedens Offere som duftende Virak paa deres Altere, men Kjærligheden selv lode de blive paa Jorden, den havde de intet Brug for i deres stolte Salighed; thi den forlanger Gjengjæld. Dog dette skal nu ikke tages for ordret, min kjære Frue! Det er en løs Allegori, møntet paa // Deres Styrke til at opdrage Deres Hjerte, saa det ikke giver mere end det kan svare til, og ikke løber sig fast i et ubesindigt Valg. Ak ja min Frue! Det er nu Deres Styrke – min ligger maaske i netop det Omvendte; thi relativt er Alt i denne Verden. Jeg har vist ofte teet mig helt ubesindigt overfor Dem, og mit Hjerte har vist ofte bestormet Dem som en paatrængende Tiggerske, og fordi det fik Guld, har det forlangt Diamanter. Men om jeg nu lovede Dem, at stænge Tiggersken inde, mon jeg kunde? Mon ikke den, lig uartige Børn, vilde springe op i Vindueskarmen og slaa en Rude ud for idetmindste at følge den forbudne Vei med Øinene – ja kan man gaa ud af sit Skind? De vil vist svare: nei for Guds Skyld! Lad hver blive i sit, hvad enten det er en // Løves eller et Æsels. Og det er jo det Rette. Vi faa blive hvad vi ere, og ikke stødes eller forarges over Modsætningen, saameget mere, som det netop er Betingelsen for hele vort aandelige Liv. –
Jeg vil da vedblive at sende Dem mit Hjerte og nøies med Deres Tak – endda det gamle Ord siger: at elske uden at blive elsket er Tidstab, og jeg føier til: at Tidstab er Evighedstab – jeg vil dog følge en anden Lov, med mindre De skulde foretrække min Tak for mit Hjerte – ja da lemper man sig efter Fordringen, det skal man gjøre her i Verden. – Og Bjørnson er da vendt tilbage med sin lille blege Hustru! Selv er han stærk og freidig. Han har været saa lykkelig at kunne arbeide meget denne Sommer, og blandt disse Arbeider er en Omskrivning af sidste Act i Marie Stuart. // Jeg tror, Frue, at han ikke føler sig ret vel ved Tanken om Dem – jeg tror han har en Fornemmelse af, at hans Væsen ikke altid var som det burde, og at han ligesom ikke ret magtede at give sin Optræden, ligeoverfor Dem, den Form, som maatte være Dem behagelig – Jeg tror alt Dette og fortæller Dem min Tro; thi min Viden er i saahenseende begrændset. Jeg har imidlertid ladt ham vide, at jeg, fra mit personlige Skjøn, var vis paa, at De maatte føle Dem saaret af hans Væsen, ligesaa fuldt som jeg var det. Ak ja, Frue! han har endnu et Barn i Ærmet, og jeg tror aldrig, han faar det rystet ud. Vi have begyndt med en Disput om Handledygtigheden i det danske Folk, og jeg lader mig slæt ikke slaa af Marken med store Ord. // Men det er ikke begyndt eller endt med denne Strid imellem os. Bjørnson er i aandelig Forstand min Broder, vi arbeide sammen til et fælleds Maal, og vi kunne vel skjendes og puffes lidt paa Veien, men vi skilles ikke derfor. – De maa tro mig, elskede Frue! naar man er med at bryde Land, selv i æsthetisk Forstaaelse, da bliver Ømfindtligheden et Tosseri. Jeg har Noget af en Mands Evne, jeg maa ogsaa kunne tage Tørn i Forhold til den. Det som gjør mig saa ondt hos denne Digter, det er al denne aandelige Umodenhed, som findes hos ham; thi med hans skjønne, høie Begavelse burde der ikke følge dette ulidelige Ordbram, som saa let faar et Skjær af Humbug. Hvilket Grundfond af ædle, stærke Kundskaber trængte ikke en slig Begavelse! Nu har // han jo samlet sig en Del gjennem Samtale og Erfaring, men i Grunden er der aligevel Noget, som svigter, og det er denne Svigten, der bliver erstattet ved Overdrivelsen og Hensynsløsheden, begge Dele usvigelige Tegn paa Umodenhed. Imidlertid er han endnu i Udvikling, og hvert Aar kan bringe ham en ny Lære. – Jeg har i den seneste Tid talt med Velhaven og Hustru. Sidste har været meget, og betænkeligt syg. Nu siger hun sig bedre – jeg tror det er en liden Frist, ligesom med hendes Mand; det er Hustruen har [?] Sygdommen hos dem begge. Mig tyktes Velhaven mildere og dybere end før; hun var den Samme. Saa besynderlig fuldfærdig end enhver Tanke, saa overtalende som det trykte Ord og ligesaa upersonligt som det, // thi hun taler midt i sin Klogskab fra en Bog og ikke fra et sandt Tankeindhold. Men saa har hun jo en stærk og herlig Charakter og et ædelt, kvindelig Hjerte. –
Jeg har nu sendt til min Forlægger to Sagn, som jeg har skrevet og en Fortælling, der er et Billede fra en af de frugtbareste Egne i vort Land, men dog befolket med en vild, utæmmelig Race. Gid jeg maa have truffet det Rette! Hvad jeg nu er begyndt med i en større Fortælling, kan finde sine store Vanskeligheder i Forstaaelsen; thi det er en Samling af Culturbilleder, som jo slætikke have den Interesse som eller Styrke i Farveskiftning, som Billeder fra en ucultiveret Periode i Folkets Liv. Det hører imidlertid med i min Virksomhed og skal om Gud vil, gjøres færdig til Julen. // Jeg føler mig vel her; thi de Savn jeg fornemmer, komme mig ikke uventet, jeg vidste, hvad der ventede mig. Jeg tror det vil holde haardt for mig at vinde mig frem til Anerkjendelse; men det skræmmer mig ikke tilbage fra en Ting, at Arbeidet er stort og Lønnen uvis, paa denne Betingelse har jeg arbeidet mit halve Liv – og den Anerkjendelse jeg ikke naar, har jeg maaske ikke fortjent. I Guds Navn vil jeg gaa paa, der hvor jeg taber have Tusinder tabt før mig; men hvis jeg vinder, deler jeg Gevinsten med Faa. Og nu, min elskede Frue, Farvel! Mit Hjertes kjærligste Hilsen og Tak til Deres Godhed og Troskab! Gid jeg maa forundes den Lykke at se Dem endnu en Gang i mit Liv – naar Hviledagen kommer! De har efterladt Dem et lysende Spor heroppe, i det kan jeg endnu fæste en skjælvende Fod og finde et Fæste. Saa lev vel! Hils Alferne!

Deres hengivne
Magdalena Thoresen.

Hilsen fra mine Børn.