Bakkehussamlingen

Hægdehougen den 26^de October [1866]

Kjæreste Fru Heiberg!

Min Sjæl blev inderlig gjennemtrængt af taknemlig Glæde over Deres Brev, at jeg ikke strax besvarede det forekommer mig nu lidt underligt, den Gang ved jeg, at jeg mente, jeg maatte slutte et lidet Arbeide før jeg skrev, og siden kom en stærk Forkølelse og endelig Flytningen imellem. Nu er jeg kommen i god og hyggelig Orden i min nye Bolig, som er der hvor Fru Munch boede paa Hægdehougen i Omejers Gaard. Jeg har en herlig Udsigt over hele Christiania-Dalen med Fjorden og de omkringliggende Fjeldaase, det er lættende for Sindet og opløftende for Tanken, maatte det tillige være styrkende for min Heldbred, saa kunde jo endnu Alting blive taaleligt om ikke fuld godt. // Jeg er jo ikke kommen hid for at skaffe mig gode Dage uden forsaavidt som jeg tilvisse ingensteds kunde have fundet dem bedre, saalænge jeg var mig bevidst at kunne virke Noget for det Land, der var bleven min Hjemstavn, og som var mine Børns Fødeland. Men at have det fuldt ud godt, ja, det er jo relativt og ofte illusorisk; men jeg kunde virkelig paa Grund af min Aands Beskaffenhed have naaet det i disse mine selvtagne Forhold, thi jeg vilde hvad jeg gjorde, og tog selvfølgelig ikke Klynk og Misnøie med mig paa min Færd, dersom ikke der havde mødt mig en Modstand her, som har saaret mig dybt, og som ikke ophører at pirre ved Saaret hver Dag – derpaa var jeg ikke forberedt, og naar jeg nu arbeider paa at bøie mit Sind ind // under denne Nødvendighed, da tager det haardt paa mine Kræfter. Dette er – ja De ved det allerede! De har selv alt i Tanken nævnt Bjørnsons Navn, og De behøver ikke at høre det for at vide, at min værste Nød kommer fra den Kant. Var det nu ikke saa, at De forstaar hele den Sag fra Grunden og ud i alle dens Konsekvenser, da skulde jeg vel vogte mig for at udtale mig derom, men De ved, at her maa jeg lade Modstand og Føielighed give hinanden Haanden, med en af Delene gaar jeg paa Grund i disse vanskelige Farvande. Nu maa De ikke tro, at han ikke er god mod mig, han er meget god – jeg forstaar jo ogsaa at vige tilsiden for det, som kunde hidføre det Onde – men der, hvor han kunde være bedst, der er han ikke god – der er han selvgod. – // Jeg takker da Gud inderligt for, at jeg trods dette kan elske Bjørnson, hans Bestræbelser og Alt, hvad som vedgaar hans Sag lige høit. Kunde jeg ikke dette, vilde det jo ogsaa skade mig selv mest. Værst er det naar de vrange Meninger udkastes mod mit stakkels Fødeland, det magter jeg mindst af Alt. At Bjørnson oftest udtaler Anskuelser, som ikke gaar an for en dansk Mand eller Kvinde at lade hengaa upaatalte, absurde, bornerede Forestillinger, det tror jeg nu har sin Grund i Mangel paa Form og Mangel paa Besindighed; thi til andre Tider roser han overmaade, ja mere end jeg bryder mig om, og dog tror jeg nok han mener det. Men her er en slem aandelig Tone i denne gode By. Selvgodheden er Dommer i alle Ting. Dette kan naturligvis drive Arbeidskraften op til en vis Høide, men der frygter jeg for det bliver som med Frøen, der sprak. Imidlertid ere disse Feil Stadiets og ikke egentlig Folkets. // Men tro ikke, min inderlig Kjære! at jeg sidder sløv og overvældet, betænksom og forsigtig og lader de onde Ord gaa hen over mit elskede Fødeland i Taushed – nei tilforladelig, jeg giver hver Yttring tilbage med Protest. Jeg har sagt Dem, at jeg ansaa Norge-Sverig for Danmarks væ[r]ste Fjende: Tydskland har berøvet det Teritorium, men disse vil-le- berøve det sin Ære. Men lad mig slutte med dette, det kan ikke være Dem glædeligt at høre – ak! om jeg havde noget Glædeligt at mælde Dem! Det har jeg nok ikke. Jeg er flyttet, som jeg før sagde, og denne Opbrydning har lagt en Del Ufred omkring mig. Jeg har det meget skjønnere hvor jeg nu er, men min hele Sands skal dog vænne sig til det før jeg i fuld Forstand kan tage det i Besiddelse. Mine Stemninger maa være voxede ud af Omgivelserne, og maa have fæstet sig i Billeder; mine Længsler maa fundet sig Veie // min erotiske Trang en liden Plads, hvor den kan drømme om det evigt Ønskede – det aldrig Opnaaede. Da først er jeg hjemme skjønt langt borte fra Danmark, ja og fra Dem, hvis dybe Kjærlighedsblik berører mig med baade himmelsk og jordisk Ild. Ja kjæreste Fru Heiberg! De har en stor uberørt Herlighed i Deres Væsen – den er et Barn af Eros – - han er ikke blot: min Gud! han er ogsaa Deres; thi medens jeg rider ham som min Kjæphest, dufter Ambra og Myrha ham imøde fra Deres Hjertes Løndom. Ak! hvad er der dog for en Rovfuglenatur i mig! hvorledes har jeg ikke med graadig Higen slaaet ned over Alt – Modent eller Umodent, Øieblikkets Hunger var for stærk til at levne Noget – Hensynet var et Græsstraa under Løvens Fod, Længselen som en Ilds-//lue i en Savannah. Men se, Sligt maa jo betales med Ensomhed og Savn – og jeg betaler hver Dag og Time. Ja var jeg en Mand, jeg skulde vise Verden, hvad Forsagelsen kan ville. Nu er Forsagelsen mig saa ringe, at jeg ikke kan regne mig en Stunds Arbeide tilgode i dens Tjeneste. At give Slip paa Verden og paa enhver Ting, der kan drage mig bort fra Omsorgen for min Evigheds Sag, forekommer mig blot at være en Lindring, at kæmpe med min Sygdom er mit sværeste Dagarbeide. Ak! der synes jeg jo nok [er] Noget, der kan kaldes en Modstand. Jeg synes, at jeg kunne virke mere for baade mig selv og Andre, dersom jeg var blot taalelig rask. Og det er jo svært nok, kjæreste Frue, naar man paa Grund af Forholdene, skal præstere et uafbrudt Arbeide og ikke kan for Smerte. Men godt! Jeg ved min Gjæld er stor, jeg bør ikke krympe mig ved Afbetalingen. ”Det er bedre at lide her end hisset, Far!” trøstede en Capitain i Bergen en stakkels Soldat, som fik Stokkeprygl. //
Har Heierdal bragt Dem min Hilsen! Han kom hen til mig i Theateret og udbad sig min Tilladelse til at hilse Dem, hvilken jeg da med Glæde gav ham. Det var første Gang vi mødtes. Hans Fysionomi var lidt uædelt – eller vel snarere: uvant. Jeg saa tydeligt for mig denne veltildækkede Brutalitet, som jeg henfører til Typerne heroppe. Men, elskede Frue! Det var et flygtigt Syn, det skuffer saa tit, og Manden er selv med dette til Forudsætning, en kjæk og brav Mand. Jeg har ogsaa været sammen med Monrad – Professoren. Hvad Indtryk fik De af ham? Mig smagte han som et Stykke Sod i en Kop grumset Kaffe. Jeg havde længtes efter et Møde med ham; man længes dog efter at maale Omfanget og Marven af de Løftestænger, som skulle bære Ungdommen op mod Stjernerne i et Samfund, hvor Veiene endnu ere saa ujevne og brydsomme, at Hveranden gaar krum og Hveranden gaar paa Skjæve. // Men jeg har aldrig talt med Nogen, som i den Grad har forkvaklet Ideen. Tænk Dem! Jeg anførte for ham, at en stor Del af den Henrykkelse og Glæde vi føle over Havet, ligger, os selv ubevidst, i den Viden, at det er vort halve Forraadskammer. Dette var en Fornemmelse, som han mente, at kun Bergenserne kunne have. Jeg blev lidt flad paa hans Vegne. Saa spurgte jeg ham, om han ikke havde fornummet den dybe, hemmelighedsfulde Tiltrækningskraft, som Naturens store Tilvirkning af vor Livsensnæring havde paa os – jeg undtog paa det eftertrykkeligste det af Mennesket tilberedte – dertil svarede han: at Blomsten interesserede os langt mere, men det var jo godt at spise ”god Mad” – Jeg var hundrede Mile borte fra ham i samme Stund, og det trods min store // Kjærlighed til Blomster. Siden mødtes vi paa et lidet Streiftog, hvor han beklagede sig over, at Guttene havde stjolet alle hans deilige Æbler om Natten. Jeg mente, at Professoren jo havde havt Blomsterne, saa kunde han lettere overlade Æblerne til Tyvene. – Dertil kom en total Mangel paa Personlighed. Ak! Jeg tænkte paa min henrivende og vidtskuende R Nielsen – jeg skulde ikke længe have givet Tonen an, før den fulde Gjenlyd var strømmet mig imøde. Jeg tænker ogsaa denne Stund paa Biskop Martensen. Hvorledes lyste han ikke op over den uklare Tanke! Det vil dog sige: med Undtagelse af Scharlings. Men det kom vist af, at den unge Mand ingen Tanker har. Det vil sige, jeg maa reservere mig mod Deres misbilligende Hovedrysten; ingen af disse // blodvarme Tanker, som fødes af vort eget Væsen. Og dog! Gid jeg bare havde Sharling for en liden Stund, jeg tror det var morsomt at disputere med ham – i Mangel af e.c.t. – Jeg trænger til en Samtale – ja ubeskriveligt! Men den kan jeg ikke ret faa her efter mit Forlangende. Bjørnson, det velsignede Geni med sine store Syner! Han taler blot, min flinke Søn disputerer blot, og min kjære Venindes Mand, Professor Daae, sidder og hører efter og siger: Aaja. – Nei, Samfundslivets skjønneste Frugt, Samtale, er ikke modnet i disse Egne endnu, og, naar den er modnet, er jeg død. Jeg maa da holde mig til mine Breve. Gud ske Tak! der har jeg megen Glæde. Et Brev kommer til mig, som om Guds Finger rørte mit stakkels tunge Sind og gav det en ny Livstanke. Af Deres Brev kunde leves godt og længe – Skriv mig da til igjen i en god Stund, naar Evnen og Villien mødes; thi sandelig! Vore Aander mødes med det Samme. // Fra min kloge og aandrige Mathilde Reinhardt har jeg ofte Brev, fra Hanna Viehe ogsaa. Med min yndige unge Ven, Georg Brandes, skifter jeg ofte Breve. Hos ham ligger Poesiens Sødme over Sjælen ligesom Blomsterfnug over den voxende Frugt. Han ved ikke selv af det og vil aldrig komme til at give det Form. Desto sikkrere er jeg paa min Del af hans Væsen. Undertiden tager jeg, og til andre Tider tigger jeg, men det Tiggede kan jeg give tilbage, det Tagne aldrig; thi min Sjæl tog det, og den eier i al Evighed hvad den faar. Er De nu træt af mig? Javist, javist! Lad mig da sige Farvel saalænge. – Der skulde egentlig staa en Rose i mit Segl! Jeg skriver altid sub rosa. Altid fra En til En. Og denne Gang mere end nogensinde før, thi dette Brev er fra Deres varmeste, kjærligste Veninde

Magdalene Thoresen.

Den venligste Hilsen til Etatsraad Krieger. Og har jeg, som De siger, Venner dernede: da min taknemmelige Hilsen til dem Alle Sammen.