Bakkehussamlingen

Tirsdag Aften [11.4.1871]

Kjæreste Fru Hejberg!

Mit Hjerte er ligefrem overfyldt af Nydelsens Glæde over denne velsignede Forestilling, og jeg trænger til at takke Nogen; ak desværre hviler han i Graven, som Takken tilkom! Men en Hilsen fra min Stemning kan jeg vel sende Dem, saavidt kan De nok tage imod for den Døde xxx. Ja, kjære kjære Fru Hejberg, ”Valgerda” slaar ned som Lyn mellem alt det Smaapilleri som har de store Fordringer, og viser // tilrette i Smagen. Det er den levende Poesi i hvert Ord, ikke Ord med poetisk Form og Sving, store Ord, som mene saalidt. Her mener hvert Ord saameget. Jeg forsikkrer Dem, min altid Kjære! at det er for mig som min Sjæl var bleven udluftet efter megen Kvalm og en frisk Blomst var sat ind, der bredte sin Duft i Renheden. Jeg har lært Meget denne yndige Aften, det er ligesom jeg skammer mig // over alle mine skarpe Kanter og grelle Yderligheder og min Aand lover Bedring, maatte det lykkes mig!
Jeg længes efter en stille Samtale med Dem, og den kommer jeg snart og tiltrodser mig – Gud bevars! i beskeden Form; men tale med Dem maa jeg. – Godnat skjønne gode Frue og hav Tak for iaften.

Deres hengivne
Magdalena Thoresen