Bakkehussamlingen

Frederiksberg d 2 A[u]gust 1806.

Nei, kjere gode Adam! Det er dog virkelig for haardt at [t]roe om mig, at jeg ikke skriver Dig til fordi jeg slethen mangler Lyst, og det har Du ikke heller for Alvor kunnet meene, men det var dog Synd at skrive det. O dersom Du havde kunnet seet mig, hvor inderlig rørt og bedrøvet, jeg blev, da jeg læste Dit sidste Brev til Christiane, og hvor det glædede mig, at Du dog erindrede min Fødselsdag, omendskjøndt Du var vreed paa mig, o min beste velsignede Broder, jeg maatte græde, det trængte sig saa underligt sammen om mit Hierte, jeg følte, at Du maatte miskjende mig, og dog har jeg aldrig elsket Dig, aldrig saaledes hengt ved Dig som jeg nu giør, og nu den Følelse til, at jeg, naar jeg skrev, dog ei kunde udtrykke det allermindste af det, der saaledes giennemtrængte mit heele Væsen, det var græsseligt. Min Gud, hvor jeg ønskede kun et Øieblik at være hos Dig! det sviede i mit Bryst, som om der havde sat en kold Kniv, og den Tanke, at Du kun et eneste Øieblik havde troet, at jeg ikke holdt saaledes af Dig, som jeg giør, piinte mig usigelig, og nu ere Taarerne mig igien i Øinene. For Gudsskyld kjere Adam, dersom Du nogensinde oftere skulde mangle Brev fra mig, saa troe dog heller alt andet hvad Du kan om mig end at jeg ikke holder af Dig. Desuden maae jeg dog ogsaa fortælle Dig, at jeg har begyndt 2 Breve til // Dig, men at jeg var saa utilfreds med dem at jeg rev dem i Stykker, hvilket jeg ogsaa gierne gjorde ved dette, thi jeg er aldrig for-nøiet med hvad jeg skriver, der staaer aldrig hvad der skulde staae, og kort jeg kan saa daarligt skrive. – - Nue vil jeg dog fortælle Dig noget om, hvordan jeg lever. Denne Sommer gaaer ret underlig hen for mig. Seer Du! Vi har ei Værelser paa Frederiksberg, men derimod har Fader overladt mig et af sine Værelser, og jeg er hos Fatter. Ørsted kommer ud hver Aften og gaaer ind om Morgenen til Byen, jeg har det saa godt, jeg lever ret som da jeg var hiemme, jeg sidder i den lille Have og syer, gaaer i Søndermarken, og kommer kun til Byen 2 gange om Ugen, naar jeg har min Spillermester. Hver Søndagformiddag er Anders hos mig og læser for mig i Fichte. Vi sidde da gierne i Haven, for ret at have Roe, og saa forklarer han mig, hvad der er uforstaaeligt for mig, og jeg kan aldrig sige Dig hvor lykkelig jeg er naar jeg ret tydelig fatter og forstaaer det, det forekommer mig som om jeg havde en Aabenbaring; jeg kan ikke beskrive det, men det er mine saligste Øieblikke her paa Jorden. –
Jeg har ogsaa endnu havt nok en Glæde. Jeg skrev Dig sidst at jeg læste Winckelman, at det naturlig maatte forstærke min altid følte Længsel efter at see Kunstværker kan Du nok vide, og det mærkede Gierlev, og han har virkelig giort alt hvad der var muligt for at forskaffe mig al den her mulige Kunstnydelse. Først saae jeg en rigtig nok kun svag Copie af Raphaels atheniensiske Skole; siden fik Gierlev // en heel Hoben Tegninger af Maler Cabot, alle efter Raphael, lutter herlige Hoveder; hos samme Cabot har jeg været og seet en Copie efter Raphaels Christi Jordefærd, og tillige en lille Madonna, som han paastod var virkelig af Raphael, een af hans første Arbeider. – Hos en Maler Hansen, der for noget siden er kommet hertil fra Rom, har jeg været, og seet en Tegning, af den himmelske Madonna som er i Dresden, ligeledes af den herlige Niobe, samt en af ham selv taget Copie af Coreggios velsignede Magdalene, hun ligger i en Skov og læser, det var en god Copie, og jeg blev ganske henrykt over det fortryllende Spil af Lys og Skygge. Alt dette, kjere Adam, maae jeg nød-vendig fortælle Dig; thi det er Ting af stor Værdi for mig, rigtignok er det intet i Sammenligning med hvad Du kan see i 2 Minutter, men det har giort mig saa megen Glæde og indgydet mig saa mangen en Ahnelse, saa mangen en Vished, aldrig glemmer jeg, hvordan jeg var tilmode da jeg stod for Copien af Raphaels atheniensiske Skole, jeg følte det Store det Underfulde der af, og selv i de svage af Tiden og Solen halv afblege[de] Træk skuede jeg klart hans guddommelige Aand. – O maatte det dog være bestemt i min Skiebne her paa Jorden, kun at see et eneste sandt Kunstværk, dog skee Guds Villie. Og Du min beste Broder, der nu lever iblandt de Udødelige, hvor jeg er lykkelig ved at vide Dig der. O naar Du engang ret giennemtrængt staaer for Raphaels Madonna saa tænk paa Din Sophie, der her hiemme nær havde // siunket i Knæe for en Tegning deraf, og tak Gud for Din Lod.
Jeg har endnu ikke takket Dig for Hakon Jarl, hvor kan jeg det, eller hvorledes kan jeg sige Dig noget derom? Jeg har i al Stilhed takket Gud fordi Du har skrevet den. Jeg taler kun med Enkelte om den, thi mig syntes, at de fleste ikke bør understaae sig at snakke om den, thi deres Roes forekommer mig den uværdig, kort jeg meener de skal tie. Jeg har nu hørt den 4 gange og kan den nu temmelig udenad. – Jeg har endnu mange Ting at fortælle Dig, kjæreste Adam. Vi har i denne Sommer ret reist omkring; jeg har for første gang lært nogle af Siellands skjønne Egne at kjende. Vi har været i Helsingøer, Fredensborg, Frederiksborg, Hirschholm, Frederiksdall, og det var mig alt nydt, jeg kjendte jo intet andet end Frederiksberg, og omendskjøndt dette alletider forrekommer mig at være vel saa kjønt som noget andet Sted, saa har dog Forskelligheeden af Situationerne inderlig glædet mig. Det er vel herligt fra vores Frederiksberg at skue ned paa alt hvad der omgiver os, men det er ogsaa usigeligt behageligt i det rolige Fredensborg at føle sig lige som omfauvnet af den heele Natur; og da Frederiksborg pludselig traate frem af Skoven, faldt det Sted mig ind, en herlig gammel Helt er Hakon Jarl, han kneiser høit osv. Du maae troe, jeg har aldrig havt saa megen Livskraft og Lyst som paa den Reise, jeg var ret lykkelig, og jeg tænkte saa ofte paa Dig, lever jeg til Du kommer hiem, saa vil vi giøre den samme Tour sammen. Nu intet videre for denne Gang. Du hilses kjerligst fra alle Dine Venner her. Lev vel skriv mig snart til gode Adam. Gud velsigne Dig.
                                                                            Sophie Ørsted.