Bakkehussamlingen

1863 d 14 Maj

Kiære gode Andersen!

Tak for Deres venlige Brev! og tak for det smukke Photographie-Billede efter Scheffer. Jo jeg kiender de Billeder af ham De nævner, især staaer Augusstinus og hans Moder, hvor Udtrykket i Sønnens og især i Modere[n]s Aasyn er ganske dejligt levende for mig[;] ogsaa det begeistrede Udtryk i Beatrisias Blik, staaer levende i min Erindring; i et lille Billede jeg har i Litographie af ham ”Christus, som lader Syge og sorgfulde komme til sig”, er der megen Sandhed i Følelsen. I dette Billede hvor Jesus bliver overvældet af smerte, trøstet af en kiærlig Engel, er der uendelig megen Sandhed. Scheffer har følt hvad Smerte havde at betyde! og det, at Frelseren har villet giennemgaae, og har følt, denne Smertens Overvælden for hvad der her i Livet forestaaer, bærer i // sig et Pant paa hans Medfølelse for vore Lidelser, naar vi som han dog villig bøjer os under Guds Villie. Hos os Mennesker gientager denne Proces sig ofte, det kan ej være andet i Smertens-Tider.
Det var meget naturlig, at De maatte gribe et hvert Øjeblik, medens Alt stod levende for Dem, til at nedskrive det seete. Jeg glæder mig til dette Skrift. Tak for nedskrivningen af det smukke Digt det skal ende med. Den Begeistring og Taknemmelighed De udtaler er sand og dejlig; men den næstsidste Linie kan jeg ikke samstemme i. Det er vistnok syndigt, naar vi ikke takke baade for det Største og det Mindste, hvori Guds Godhed afspeiler sig, og Udtrykket af den jublende Glæde der over, meddeler sig paa en velsignet Maade; men et Yttring af Muligheden om at Livet kun var en ”flygtig Stund”, // kan misforstaaes, som om De, lig Valdemar Atterdag, kunde undvære et evigt Liv. Det veed jeg jo nok, ikke er Deres Mening, for hvad Værd havde, selv det herligste Liv her, naar det ikke bar spiren til det Kommende i sig. Det er kun, som Noget der kan mistydes, at jeg anfører dette. Sophie er meget taknemmelig for Deres Hilsen, for Øjeblikket er jeg eene, saa jeg giemmer de andre Hilsener.
Det vil naturligvis glæde mig, at see Dem, kunde De være nogle Dage hos mig, vilde det jo være mig kiært; men er det Dem for piinligt, saa er jeg og taknemmelig for et mindre Besøg.
Nu Gud velsigne Dem!

Lucie Marie Ingemann
fød Mandix