Bakkehussamlingen

Frederiksværk den 25 November [1874]

Min kjæreste Frue!

Jeg ved ikke om De i Verdensstaden med alt det Store omkring Dem kan mindes den lille Plet i Danmark, som bærer ovenskrevne Navn? Det er for Nærværende Stedet, hvor jeg har slaaet mig ned for at tage Hvile efter de stærke Livs- og Dødsrystelser, som i det forløbne Aar, fra forskjellige Hold er gaaet gjennem mit Sind. – Jeg fandt mellem mine Papirer et fuldskrevet Ark – et paabegyndt Brev til Dem, da jeg i Stokholm var ferdig med mine Foredrag, og jeg ser nu ved at gjennemlæse dette Brudstykke, at jeg dengang, som altid under enhver stærk Sindsrystelse, hvor det har gjaldt om Kamp for Ideen, har behøvet at sige Dem Noget derom. Mange-//artede Adspredelser drog mig hid og did, og ved disse droges jeg bort fra Fortsættelsen af det omtalte Brev. – Saa kom jeg efter en Maaneds Ophold i Tellemarken og to Maaneders Hvile hos min Datter i Kristiania, endelig herned til Kjøbenhavn. Jeg vidste jo nok iforvejen, at De var draget til Schweitz, De havde jo været saa elskværdig at se ind til min Datter, før De drog afsted, – jeg vidste ogsaa en hel Del om den sørgelige Begivenhed, at De paa denne Rejse var bleven syg, – men desuagtet begav jeg mig meget snart ind til den kjære Minister for at høre lidt nærmere Besked. Han var da, som sædvanlig – og paa sin noble Maade – opmærksom imod mig og gav mig en detailleret Skildring af baade Deres Rejse – Deres Sygdom og Deres Plan for Vinteren. Dengang var De endnu – under Engelens Beskyttelse! // men da De saa hurtigt skiftede Ophold, er det rimeligt, at denne Beskyttelse har været mere katholsk end protestantisk. – Jeg gav mig nu selv det Løfte, at jeg den 11^te November vilde sætte mig hen og ret fra Sjælens Grund tale til Dem, og sætte Dem ind i al denne begivenhedsfulde Tid jeg havde oplevet siden forrige 11^te November, der dog egentlig kun har faaet sin Betydning i mit Minde, som det Tal, der ved sin Fordobling pegede hen paa Deres Fødselsdag. Jeg ved ikke om De endnu husker, at da jeg forrige Aar 22 November havde den Glæde at være hos Dem, og til min Skam og Ærgelse havde glemt Dagens Betydning, – da kom kom Minister Krieger med denne Bemærkning: ”husk to Gange elleve, saa husker De ogsaa toogtyve.” – Og han havde Ret, to Gange elleve har jeg fastholdt – toogtyve vilde jeg have glemt. // Men min elskede Frue – jeg fik Andet at bestille den 11^te end at skrive Brev. Jeg vilde have fortalt Dem om Livet og dets strømmende friske Bevægelser i mit Sind, men Mindet om dette sank just paa denne Dag tilbage i en dyb Forglemmelse, og siden er det som det aldrig var oplevet men kun læst i en Bog; thi den 11te om Aftenen døde min elskelige Steddatter Marie, som De ved var hos Drewsens, efter en haard, haard Dødskamp, paa Kommunehospitalet. Vi vidste jo nok at Døden skulde komme, og skjønt det var en gruelig Sorg at tænke derpaa, saa blev dog selve Dødens Akt saa gribende for mit Hjerte, at det var som jeg ikke alligevel havde fæstet Lid til Lægens Udsang , og først nu ved Dødens Vold og Blegnen fik Troen derpaa. Og da hun saa laa der saa huldt og stille, og ligesom overskinnet af // Guds Velsignelse, da tog dette Syn mine Tanker fangen, og jeg kunde nesten ikke se det Levende omkring mig – kan knapnok se det rigtigt endnu. Man følger den Døde et godt Stykke paa Vej; og naar man da skal tilbage til Livets Krav igjen, tager man helt kejtet fat paa dem. – Marie laa syg i to Maaneder paa Hospitalet – og den trofaste Sara plejede sin kjære Søster. Men da Lægen tog det sidste Haab fra os, og vi skrev dette til Fru Ibsen, kom hun nogle Dage efter for at overtage den hele Pleje, ved at indskrive sig selv paa Hospitalet. Saa vaagede hun Dag og Nat hos Marie – med storartet Hengivelse og Troskab – til endelig hun lukkede hendes Øjne. Men selv da forlod hun hende ikke, selv da vaagede hun over den stille Døde. Hun har imidlertid en Kæmpenatur, thi Intet vistes paa hende; medens // hun stod frisk og ligesom et blomsterklædt Fjeld, [sig?] Sara sammen som en frossen Blomsterstængel. Jeg kom derved til en vis Formodning – at Sorgen og Ulykken kan tage to Veje, en indad til uafladelig Overvejelse og Bekymring, en udad i Foretagender og Beviser; men Begge to kræver Arbejde i lige høj Grad. – Nu, og jeg selv, min elskede Frue; ja Hjertet kan være baade ærligt og godt, og Handlingen kan følge deraf, – men en Stedmor har alligevel mange bittre Stunder at opleve, thi Verden blander sig bestandig ind i dette Forhold – og Instinktet giver ikke sin huldende Vejledning, – men det ved jeg, at da jeg i denne mørke Afgjørelsens Tid, var overflødig – havde igrunden Intet at giøre uden at sørge – da Søsteren – Helsøsteren i Kraft af Blodets Baand tog sin Ret, og jeg følte, at min tilslut dog kun var // en Skue-Ret, da tror jeg nok, at jeg har havt min bittreste Prøvelse i den Sag. – Men Susannah Ibsen er en stor Natur, og Gud give hver lidende Sjæl i Dødens Vaande en saadan trofast Hjælper. –
Men Fødselsdagen, min kjæreste Frue! Jeg vilde jo dog egentlig have lykønsket med den, og uagtet jeg har nølet med at skrive for ikke at skrive ud af min Sorg, har jeg nu alligevel fyldt mit Brev dermed. Men saa vilde vel Tilfældet blive om jeg end havde ventet endnu længere. Tag da tiltakke med hvad her staar. Det skal blive bedre en anden Gang. – Jeg var med min Tanker levende tilstede hos Dem isøndags, og det var mig en velgjørende Fornemmelse at vide Dem i Rom – og med Blomster og solrig Himmel omkring Dem, medens jeg her gik med kolde Hænder og rød Næsetip og frøs i Frosten. // Det sidste dejlige Blomstersyn jeg saa var Maries kransede Kiste – Gud ved om jeg skal opleve at [se] dem levende spire frem i Vaaren. Min Søn Aksel forbereder det dog saa godt han kan; thi han gaar just nu i sin Fristund, og under et kort Tøvejr, herudenfor mine Vinduer og graver ned Krokus og Zwibler. – Jeg bor her i en liden Huslænge, lav til Loftet, og med Jorden lige for Synet; det er en underlig Følelse, naar man i de store Byer i længere Tid har været saa højt tilvejrs, – men det det er dog en hyggelig Bolig; baade Loft og Vægge lukke sig om mine Tanker, som Buret om en Fugl, – jeg haaber til Gud, de ikke glemmer Flugtens Evne! – Nu min altid højtærede, altid kjære Frue, beder jeg til Gud, at han vil holde sin Haand over Dem og gjøre Dem frisk og glad. Jeg hilser kjærligt Deres Smaapiger, og beder Dem selv modtage en Hilsen fra mit taknemmelige trofaste Hjerte.

Magdalena Thoresen