Bakkehussamlingen

[Tilføjet med blyant og med anden hånd:] 3

Hjemreisen.

“Din Moder mener selv, at bedst
Det anstaaer sig og egner,
At fjernt vi falde vor Bryllupsfest, –
Vi finde nok en vakker Præst,
Som os vort Pas paategner.
___

Vi slippe for Stads og Compliment,
For Tanter og Cousiner,
For lange Viser, Sang og Klang,
For Gallabord, mauvais plaisans,
Og for andægtige Miner; –
___

Ei sandt? vi reise, før Himlens Tind
Sig farver i Morgenrøden?” –
Da lagde hun Haanden paa min Kind,
Og hviskede mig i Øret ind:
”Jeg følger dig – selv i Døden!” –
___
//

Knap dæmred Morgenhimlen graa,
Saa tage vi ømt i favnen
Mama, som end i Sengen laae, –
Ak, der var fast ei Ende paa
Den Kyssen og den Favnen!
___

Saa kjørde vi langs Søens Rand,
Den kjølige, den stille;
Den hvide Taage laae om Land,
Kun høit i Luften hørte man
Den eensomme Lærkes Trille.
___

Hvor Veien steil op mod Skoven gik,
Der sendte vi tilbage
Til dalen lange Veemodsblik, –
I Taagen skimted vi som en Prik
Den lille Boligs Tage.
___

“Annette! græd kun rigtig ud,
Med Taarer dæmp kun Sorgen!”
Da græd min unge, deilige Brud,
Med hende græd hvert Blomsterskud
I den friske Sommermorgen.
___
//

Hun dulgde bag sit grønne Flor
De vaade Øine og Kinder;
Mens Vognen vugged i dybe Spor,
Os tyst igjennem Hjertet foer
Saa mange Længselsminder.
___

Alt Morgentaagen løfted sit Slør,
Da slog hun og sit tilside;
Da aabned Himlen sin gyldne Dør,
Saa hver en Blomst, der sørged før,
Til Jord lod Taarerne glide.
___

Og smilende hun saae sig om
I Skovens grønne Dybe.
Paa Hjorten, som med Anstand kom,
Paa Sommerfulen, paa Snogen, som
I Busken hørdes krybe. –
___

Da pludselig fra en Bivei saae
En lille Mand vi fremtrave;
Han havde sin Præstekjole paa,
Med grønne Qvist sin Skimmel graa
Han ivrigt holdt i Ave.
___
//

Og da han hilsde, blev vi vaer
Hans Isse var lidt skaldet;
Hans Øie skjelmsk, hans Pande klar,
Og kraftigt han sin Alder bar, –
Han kom, som han var kaldet.
___

Jeg hurtigt sprang af Vognen ud,
Og hjalp ham ned af Hesten:
”Pastor! du kommer som sendt af Gud,
Thi jeg er Brudgom, hun er Brud, –
De gjætter Dem vel til Resten?"
___

Den Kirke her saa høi og grøn
For Marmortempel at bytte
Det var jo Synd! – Her Jordens Søn
Tør sende Himlen frit sin Bøn, –
Her skal De Lænken knytte!
___

Frygt ikke for Bispen! – Seer De her,
Papirerne ere i Orden;
Til Vidner have vi Hans og Peer
Og Fugle, Blomster, Kilder, Træ’r
Og Himmelen og Jorden!”
___
//

Den lille Pastor han stod og loe
Med begge Næver i Siden:
“Saa I vil giftes strax, I to?
Det maa jeg lide” – I kan mig troe,
I angre det ei med Tiden!”
___

Lidt inde i Skov, hvor Egen stod
Med Løv og krogede Grene,
Der knæled vi ned ved Træets Rod,
Der talde han sit Ord, og lod
Os Haand i Haand forene.
___

Men undrende jeg paa Præsten saae,
Thi han var blevet en Anden:
Livsalig Alvor paa Panden laae,
Som Solglimt gjennem Skyen gaae,
Saa prægtigt talede Manden.
___

Han standsed ikkun een Gang lidt;
Jeg troer, jeg anede Grunden.
Jeg veed, det hænder sig saa tidt,
At Præsten seer paa Bruden med blidt
Vemodigt Smil om Munden.
___
//

Annette græd, og Hans og Peer og Hans, –
Jeg selv blev lidt bevæget;
Fra Ordets rige Perlekrands
Han havde laant sin Tales Glands,
Og fra sin Mester Præget.
___

Nu Alt var endt; min unge Viv
Han kyssed paa Haand og Pande:
”Gud styrke dig i Død og Liv,
Støt dig til ham, du svage Siv!
Da skal du trofast stande!”
___

Han gav min Haand et venligt Tryk,
Og hviskede: “glem nu Præsten!
Den lange Rørelse er saa styg!” –
Og paa min Tjeners brede Ryg
Han hurtigt skrev Attesten. –
___

Ved Kilden, hvor de blanke Fisk
I Bølgen spillede glade,
Hvor Bøgen skyggende, kølig, frisk,
Der bredte Peer vor Dug og Disk
Paa Græssets bløde Flade.
___
//

Og al den rige Reise-Kost,
Som Mama i Kurven lagde:
Den xxx røgede Tunge, den gule Ost,
Den brune And, den rhinske Most,
Han frem for Dagen bragte.
___

Vi alle Tre om Dugen sad,
Annette var Værtinde;
Hun rakte om det lille Fad;
Ak! hvor hun bar sig siirligt ad,
Min yndige Veninde!
___

Bogfinken ned fra Træet saae,
Den syndes nok, det var Løier.
Ved Busken kneised den slanke Raa,
Ei kunde den i sit Hoved faae,
Hvad dette var for Optøier.
___

Af slebne Bæger jeg Vinen klar
Lod Præstemanden smage:
Og knap han det til Læben bar,
Før hele det runde Ansigt var
Eet Smiil fra Pande til Hage.
___
//

”Ah! nu er mit Hjerte vel tilpas,
See, her er jo godt at være!”
Han løftede høit sit fulde Glas,
Og Sang med rund og kraftig Bas
Et Qvad til Vinens Ære:
___

“I Vaar stod Jomfru Frøken Ranke kold,
Med Lemmer spæde, grønne;
Da kom H^r. Sol, en Beiler bold,
Med gylden Harnisk, Hjelm og Skjold,
Og førde Hjem den Skjønne.
___

Hun blev en Frue, faur og fiin,
Saa fiin og faur en Frue;
Og efter lovlig, ret Termin
Hun fødte paa et Slot ved Rhin
Sin Søn, den gyldne Drue.
___

Han arvet har sin Vælde stor
Fra begge Fædrestammer:
En Jordens Datter er hans Moer,
Hans Fader høit i Himlen boer, –
Af dobbelt Ild han flammer.
___
//

Naar tidt jeg troer, ved Druens Saft
At jeg en Gud er vorden,
Da har kun Solen Magten havt, –
Sidst kommer Støvets tunge Kraft,
Og styrter mig til Jorden!”
___

“Og derfor”, blev han ved, ”jeg vil
mig reise, før jeg falder.
Encore un coup ! – eet Ønske til:
Staaer fast i Livets Vexelspil,
Til Aftenklokken kalder!”
___

Han svøbde sin lange Kjole op,
Og greeb til Pilevaanden;
Paa Skimlen med behændigt Hop
Han svang sin lille, trinde Krop,
Og viftede med Haanden:
___

“Farvel! og glem nu ei jer Præst,
Naar smukt I vandre sammen;
Glem ei den Text, jeg har jer læst,
Reis saa med Herren! – missa est,
Et pax vobiscum, amen!”
___
//

Han travede rask i Skoven ind,
Og vi forlode Pletten;
Jeg kyssede ømt min Hustrus Kind,
Og Hestene drog os som en Vind
Fra Skoven over Sletten.
___

Den Vei gik lige som en Snor,
Og Huse, Byer, Banker
Og Mark og Eng forbi os foer,
Vi talde næsten ei et Ord,
Men sad i dybe Tanker.
___

I Vest svandt Solens Rosenblod,
Og mørk blev Aftenstunden;
Da naaede vi Hjemmet, Fod for Fod,
Med Lys i Døren Kathrine stod,
Og Balder, Puddelhunden.
____________________