No. 361 af 584
Dokumentstatus
Manuskript
Ophavsmand/nøgleperson Dato
Christian Winther November 1833
Værktitel

Hjemreisen

Original
Dokumentindhold

Christian Winthers manuskript til digtet Hjemreisen, som var en del af digtcyklen Annette, udgivet 1835, som man kan se indholdsfortegnelsen på her.


[Tilføjet med blyant og med anden hånd:] 3

Hjemreisen.

“Din Moder mener selv, at bedst
Det anstaaer sig og egner,
At fjernt vi falde vor Bryllupsfest, –
Vi finde nok en vakker Præst,
Som os vort Pas paategner.
___

Vi slippe for Stads og Compliment,
For Tanter og Cousiner,
For lange Viser, Sang og Klang,
For Gallabord, mauvais plaisans,
Og for andægtige Miner; –
___

Ei sandt? vi reise, før Himlens Tind
Sig farver i Morgenrøden?” –
Da lagde hun Haanden paa min Kind,
Og hviskede mig i Øret ind:
”Jeg følger dig – selv i Døden!” –
___
//

Knap dæmred Morgenhimlen graa,
Saa tage vi ømt i favnen
Mama, som end i Sengen laae, –
Ak, der var fast ei Ende paa
Den Kyssen og den Favnen!
___

Saa kjørde vi langs Søens Rand,
Den kjølige, den stille;
Den hvide Taage laae om Land,
Kun høit i Luften hørte man
Den eensomme Lærkes Trille.
___

Hvor Veien steil op mod Skoven gik,
Der sendte vi tilbage
Til dalen lange Veemodsblik, –
I Taagen skimted vi som en Prik
Den lille Boligs Tage.
___

“Annette! græd kun rigtig ud,
Med Taarer dæmp kun Sorgen!”
Da græd min unge, deilige Brud,
Med hende græd hvert Blomsterskud
I den friske Sommermorgen.
___
//

Hun dulgde bag sit grønne Flor
De vaade Øine og Kinder;
Mens Vognen vugged i dybe Spor,
Os tyst igjennem Hjertet foer
Saa mange Længselsminder.
___

Alt Morgentaagen løfted sit Slør,
Da slog hun og sit tilside;
Da aabned Himlen sin gyldne Dør,
Saa hver en Blomst, der sørged før,
Til Jord lod Taarerne glide.
___

Og smilende hun saae sig om
I Skovens grønne Dybe.
Paa Hjorten, som med Anstand kom,
Paa Sommerfulen, paa Snogen, som
I Busken hørdes krybe. –
___

Da pludselig fra en Bivei saae
En lille Mand vi fremtrave;
Han havde sin Præstekjole paa,
Med grønne Qvist sin Skimmel graa
Han ivrigt holdt i Ave.
___
//

Og da han hilsde, blev vi vaer
Hans Isse var lidt skaldet;
Hans Øie skjelmsk, hans Pande klar,
Og kraftigt han sin Alder bar, –
Han kom, som han var kaldet.
___

Jeg hurtigt sprang af Vognen ud,
Og hjalp ham ned af Hesten:
”Pastor! du kommer som sendt af Gud,
Thi jeg er Brudgom, hun er Brud, –
De gjætter Dem vel til Resten?"
___

Den Kirke her saa høi og grøn
For Marmortempel at bytte
Det var jo Synd! – Her Jordens Søn
Tør sende Himlen frit sin Bøn, –
Her skal De Lænken knytte!
___

Frygt ikke for Bispen! – Seer De her,
Papirerne ere i Orden;
Til Vidner have vi Hans og Peer
Og Fugle, Blomster, Kilder, Træ’r
Og Himmelen og Jorden!”
___
//

Den lille Pastor han stod og loe
Med begge Næver i Siden:
“Saa I vil giftes strax, I to?
Det maa jeg lide” – I kan mig troe,
I angre det ei med Tiden!”
___

Lidt inde i Skov, hvor Egen stod
Med Løv og krogede Grene,
Der knæled vi ned ved Træets Rod,
Der talde han sit Ord, og lod
Os Haand i Haand forene.
___

Men undrende jeg paa Præsten saae,
Thi han var blevet en Anden:
Livsalig Alvor paa Panden laae,
Som Solglimt gjennem Skyen gaae,
Saa prægtigt talede Manden.
___

Han standsed ikkun een Gang lidt;
Jeg troer, jeg anede Grunden.
Jeg veed, det hænder sig saa tidt,
At Præsten seer paa Bruden med blidt
Vemodigt Smil om Munden.
___
//

Annette græd, og Hans og Peer og Hans, –
Jeg selv blev lidt bevæget;
Fra Ordets rige Perlekrands
Han havde laant sin Tales Glands,
Og fra sin Mester Præget.
___

Nu Alt var endt; min unge Viv
Han kyssed paa Haand og Pande:
”Gud styrke dig i Død og Liv,
Støt dig til ham, du svage Siv!
Da skal du trofast stande!”
___

Han gav min Haand et venligt Tryk,
Og hviskede: “glem nu Præsten!
Den lange Rørelse er saa styg!” –
Og paa min Tjeners brede Ryg
Han hurtigt skrev Attesten. –
___

Ved Kilden, hvor de blanke Fisk
I Bølgen spillede glade,
Hvor Bøgen skyggende, kølig, frisk,
Der bredte Peer vor Dug og Disk
Paa Græssets bløde Flade.
___
//

Og al den rige Reise-Kost,
Som Mama i Kurven lagde:
Den xxx røgede Tunge, den gule Ost,
Den brune And, den rhinske Most,
Han frem for Dagen bragte.
___

Vi alle Tre om Dugen sad,
Annette var Værtinde;
Hun rakte om det lille Fad;
Ak! hvor hun bar sig siirligt ad,
Min yndige Veninde!
___

Bogfinken ned fra Træet saae,
Den syndes nok, det var Løier.
Ved Busken kneised den slanke Raa,
Ei kunde den i sit Hoved faae,
Hvad dette var for Optøier.
___

Af slebne Bæger jeg Vinen klar
Lod Præstemanden smage:
Og knap han det til Læben bar,
Før hele det runde Ansigt var
Eet Smiil fra Pande til Hage.
___
//

”Ah! nu er mit Hjerte vel tilpas,
See, her er jo godt at være!”
Han løftede høit sit fulde Glas,
Og Sang med rund og kraftig Bas
Et Qvad til Vinens Ære:
___

“I Vaar stod Jomfru Frøken Ranke kold,
Med Lemmer spæde, grønne;
Da kom Hr. Sol, en Beiler bold,
Med gylden Harnisk, Hjelm og Skjold,
Og førde Hjem den Skjønne.
___

Hun blev en Frue, faur og fiin,
Saa fiin og faur en Frue;
Og efter lovlig, ret Termin
Hun fødte paa et Slot ved Rhin
Sin Søn, den gyldne Drue.
___

Han arvet har sin Vælde stor
Fra begge Fædrestammer:
En Jordens Datter er hans Moer,
Hans Fader høit i Himlen boer, –
Af dobbelt Ild han flammer.
___
//

Naar tidt jeg troer, ved Druens Saft
At jeg en Gud er vorden,
Da har kun Solen Magten havt, –
Sidst kommer Støvets tunge Kraft,
Og styrter mig til Jorden!”
___

“Og derfor”, blev han ved, ”jeg vil
mig reise, før jeg falder.
Encore un coup ! – eet Ønske til:
Staaer fast i Livets Vexelspil,
Til Aftenklokken kalder!”
___

Han svøbde sin lange Kjole op,
Og greeb til Pilevaanden;
Paa Skimlen med behændigt Hop
Han svang sin lille, trinde Krop,
Og viftede med Haanden:
___

“Farvel! og glem nu ei jer Præst,
Naar smukt I vandre sammen;
Glem ei den Text, jeg har jer læst,
Reis saa med Herren! – missa est,
Et pax vobiscum, amen!”
___
//

Han travede rask i Skoven ind,
Og vi forlode Pletten;
Jeg kyssede ømt min Hustrus Kind,
Og Hestene drog os som en Vind
Fra Skoven over Sletten.
___

Den Vei gik lige som en Snor,
Og Huse, Byer, Banker
Og Mark og Eng forbi os foer,
Vi talde næsten ei et Ord,
Men sad i dybe Tanker.
___

I Vest svandt Solens Rosenblod,
Og mørk blev Aftenstunden;
Da naaede vi Hjemmet, Fod for Fod,
Med Lys i Døren Kathrine stod,
Og Balder, Puddelhunden.
____________________

Kommentarer

Hejmreisen var en del af digtcyklen Annette, som Christian Winther udgav i samlingen Nogle Digte (1835).

Emneord
Christian Winthers forfatterskab
Personer
Christian Winther
Sidst opdateret 12.06.2018 Print