Bakkehussamlingen

4 [Tilføjet med blyant og med anden hånd]
Tordenveiret.

Staa op, Annette! – Barn, det tordner
Med Storm og Lynild Slag i Slag! –
Forskrækket under Kappen ordner
Hun Haarets rige, gyldne Lag,
Og sidder i den hvide Trøie
Søvndrukken der paa Sengens Bræt,
Og kan, med halv tillukket Øie,
Ei finde Skjørtets Bændel ret.

               ___

Den altfor pludselige Vækken
Har farvet hendes fine Kind
Langt blegere, end ellers Skrækken, –
Der kommer hun i Stuen ind!
Hun vakler, kan ei Søvnen glemme,
Og stirrer mat paa Lampens Skjær,
Og siger med en søvnig Stemme:
“Min Gud og Fader! hvilket Veir!”

               ___

Hun segner ned paa Canapeen,
Og strækker lidt sin høire Arm;
Hvor hun er blændende som Sneen,
Og blød og bøielig og varm!
Med Øiet skjult i hvide Hænder
Halv slumrende hun synker hen,
Men farer op, naar Tordnen render
Med Bulder over Himmelen.

               ___
//

Og stundom Tanker der opstige,
Men næppe kommer Ordet frem,
Før hun, hvad Smukt hun vilde sige,
Har holdt i Hjertets sikkre Gjem;
Retsom dengang, da vi blev viet,
Da Præstens Hjerte bange slog,
Saa han var næsten standset i’et,
Og maatte kigge i sin Bog.

               ___

Canarifuglen hist i Buret
I Søvne pipper gandske smaat,
Og vaagen er kun Taffeluhret,
Man hører Perpendiklen godt.
I Haugen suse Regnens Strømme,
Og Stormen slaaer mod Træ og Tag,
Og Sødt Blomsten vugger som i Drømme,
Og dier ret med Velbehag.

               ___

Den sidste Skye i Vest sig dukker,
Og Stormen har til Ro sig lagt;
Mod Haugen Vinduet op jeg lukker,
Kom hid, Annette! og giv Agt,
Hvor Bladene Draaberne saa sælsomt rende
Fra Bladene! Hvor frisk en Luft!
Hvor Blomsterne taknemligt sende
Fra Bægrene en Offerduft!

               ___

//

Ak! seer du Stjernen i det Høie
Som Ædelsteene, blank blaae og blaa blank?
Den har poleret klart sit Øie,
At see, hvor du er hvid og rank!
Du leer, Annette? – var jeg Stjerne,
Den Bedste i det hele Chor, –
Du troer mig dog? – da steeg jeg gjerne
Til dig paa denne skjønne Jord!

               ___

I Morgen er der smukt i Skove, –
Men du er søvning? – “Ja, og træt!” –
Saa kom dog ind igjen at sove!
“Ja, tro mig, jeg skal sove tæt!”
- God Nat! – “God Nat!” – Saa begge tause, –
Hvad siger du? – men intet Svar!–
Thi Søvnen i den lille Pause
Min Elsktes Læber kysset har.

               ______