Thomasine Buntzen voksede op i et borgerligt miljø i København, hvor faren, Johan Buntzen, sørgede for at alle fem døtre fik undervisning i hjemmet. Komponisten C.E.F. Weyse underviste i musik og den allerede på det tidspunkt berømte forfatter og samfundsrevser Peter Andreas Heiberg underviste i moderne sprog; engelsk, fransk, tysk og italiensk.
Til trods for aldersforskellen friede Heiberg til sin ældste elev, og de blev gift i 1790, da Thomasine var 16 år gammel. Året efter fik ægteparret deres første og eneste barn, sønnen Johan Ludvig Heiberg.
Thomasines barndomshjem havde været fremskridtsvenligt både med hensyn til handel og politik, og samme åbenhed karakteriserede hendes og Heibergs hjem. Heiberg var optaget af tidens revolutionære tidsånd, og han åbnede i 1790’erne sit hjem for franskmænd, udsendt fra revolutionen i hjemlandet, og republikansk sindede skandinaver. Blandt de mange progressive besøgende i hjemmet var den svenske baron Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd. Heiberg tilbragte imidlertid størstedelen af sin tid udenfor hjemmet, hvilket med tiden affødte ensomhed, og der opstod et følelsesmæssigt tomrum hos Thomasine.
Da Heiberg blev landsforvist pga. sit politiske engagement og sin kritik af magthaverne i 1799, måtte han flygte til Paris i februar 1800. Han efterlod sig sin hustru og søn i København, og Thomasine bosatte sig hos familiemedlemmer. Thomasines forelskelse i den svenske baron udviklede sig i året herefter og i 1801 blev hun på egen opfordring skilt fra Heiberg. Kort efter giftede hun sig med C.F. Gyllembourg og flyttede ind på hans gård Ruhedal ved Sorø. Forbitret over skilsmissen forbød Heiberg sønnen at bo sammen med Thomasine, og Johan Ludvig blev i stedet sat i pleje hos hans venner, Kamma og Knud Lyne Rahbek på Bakkehuset. Johan Ludvig boede hos Rahbeks fra 1802-04, herefter to år hos Thomasines søster, Lise Jürgensen. Da Thomasine Gyllembourg i 1806 atter bosatte sig i København med sin mand, begyndte sønnen at komme i deres hjem, men først efter C.F. Gyllembourgs død i 1815, flyttede mor og søn officielt sammen. Fra 1822 holdt Thomasine hus for sin søn, og da Johan Ludvig Heiberg i 1831 giftede sig med skuespillerinden Johanne Luise Pätges skabte de tre et parnas for Københavns kulturelle og litterære liv i deres fælles hjem.
Kendskabet til Thomasine Gyllembourgs liv og kærlighedshistorie er central ikke alene for at kunne forstå hendes personlige skæbne, men også hendes forfatterskab.

Selvom Thomasine Gyllembourg var omgivet af forfattere og litterære diskussioner størstedelen af sit liv, debuterede hun først som 53-årig som forfatter. Debuten bestod af en række fiktive breve, hvoraf det første udkom i fjerde nummer af J.L. Heibergs nystartede tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post fra januar 1827. Brevene blev senere udgivet i bogform under titlen Familien Polonius (1834). Som Thomasines øvrige værker foregik debutværket i en virkelighedsnær og tidstypisk kontekst i København, som var let at identificere sig med for samtidens læsere. I 1828 udkom hendes mest populære værk, En Hverdags-Historie, der ligesom de senere prosaværker tematiserer kulturelle og sociale sammenstød med udgangspunkt i en ung kvinde fra middelklassen. Af værkets forside fremgik alene J.L. Heiberg som udgiver.
Udover en længere række af prosaværker skrev hun i årene 1830-33 fire skuespil, hvoraf Sproglæreren (1831) og Magt og List (1831) blev opført ved Det Kongelige Teater i J.L. Heibergs navn. Sønnen fik udgivet flere af hendes værker under pseudonymet ”Af Forf. til En Hverdags-Historie”, og først i 1862 blev Thomasine Gyllembourg officielt kendt som forfatter til hele forfatterskabet, da svigerdatteren Johanne Luise Heiberg udgav Fru Gyllembourg’s Litterære Testamente.
Årsagerne til Gyllembourgs forfatteranonymitet skyldes formentlig, at hendes navn var kendt fra den sladder, der huserede i forbindelse med skilsmissen fra P.A. Heiberg, og at hun som kvinde ikke var bestemt for det offentlige liv som forfatter. Anonymiteten betød, at værkerne blev frigjort fra forfatterens personlighed og samfundsmæssige placering. Derudover var det almindeligt, også blandt tidens mandlige forfattere, at lege med forfatter- og fortælleridentitet, og flere udgav således deres værker anonymt.
I 1845 udkom Gyllembourgs sidste værk, To Tidsaldre, der sammenligner kærlighedsopfattelse og etik i to perioder fra hendes egen levetid: 1790’ernes frihedsidealer, inspireret af Den franske Revolution, og borgerskabets demokratiske sindelag og victorianske moralisme i 1840’erne. Søren Kierkegaard udgav året efter et helt skrift kun om denne roman under titlen En Literair Anmeldelse.

Thomasine Gyllembourg kendte Kamma og Knud Lyne Rahbek fra sin ungdom, da hun giftede sig med P.A. Heiberg, men efter skilsmissen i 1801 stillede Rahbeks sig uforstående overfor hendes valg og i en længere periode tog de P.A. Heibergs parti. Senere genetableredes venskabet dog mellem dem, og af breve fremgår det, at Gyllembourg besøgte Kamma på Bakkehuset med jævne mellemrum.

Referencer

Busk-Jensen, Lise: Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Fenger, Henning: Familjen Heiberg, København, 1992
Mortensen, Birgit: “Forfatterportræt af Thomasine Gyllembourg”, i Arkiv for dansk litteratur
Mortensen, Klaus P.: Thomasines oprør, København, 1986
Nun, Katalin: Women of the Danish Golden Age, København, 2013

Sidst opdateret 30.09.2013