Knud Lyne Rahbek

Ungdom, uddannelse og etablering i det danske litterære miljø
Knud Lyne Rahbek voksede op i et borgerligt miljø i København, hvor faren, Jacob Rahbek, var toldinspektør. Fra 5-års alderen fik Rahbek privatundervisning i latin, senere også i tysk og fransk. Allerede i barndommen begyndte han at interessere sig for litteratur, og især Ludvig Holbergs og Johannes Ewalds forfatterskaber optog ham meget.
I 1775 blev han student fra Herlufholm Kostskole og herefter begyndte han at studere i København, hvor han afsluttede den filologiske eksamen i 1777. Udover studierne optog byens teaterliv ham, og han blev medlem af amatørforeningen ”Det Skiønnes muntre Dyrkere”, hvor man spillede og reciterede blandt andet Holbergs værker for hinanden. Rahbek omsatte sine erfaringer herfra i sit første værk om dramaturgi Breve fra en gammel Skuespiller til hans Søn (1778-80). Kort efter skrev han selv to skuespil i tidens følsomme stil, Den unge Darby (1780) og Sophie von Brauneck (trykt 1785), hvoraf det første opførtes på Det Kgl. Teater. Samtidig indledte han et nært venskab med det berømte skuespilpar Michael og Johanne Rosing.

I 1782 blev Rahbek sendt på studierejse til Tyskland, hvor han startede med at studere ved universitetet i Kiel. Efter et år afbrød han studierne og rejste sammen med digtervennen Ole Johan Samsøe videre til Leipzig, Prag, Wien, München, Mannheim og Paris. Undervejs fortsatte han sine skriverier og studerede det lokale teatermiljø, indtil han i 1784 vendte tilbage til København. Her påbegyndte han sin lange karriere som tidsskriftredaktør, anmelder og kritiker.

I 1785 blev han medstifter af månedskriftet Minerva, der blev et af oplysningstidens toneangivende tidsskrifter. Hertil bidrog Rahbek med analyser og anmeldelser fra litteraturens og teatrets verden. 1789-90 rejste Rahbek atter til Tyskland for at hente ny inspiration, og efter hjemkomsten stiftede han i 1791 sit eget tidsskrift Den danske Tilskuer. Artiklerne i Den danske Tilskuer var for størstedelens vedkommende skrevet af Rahbek under forskellige fiktive navne og de havde et både ræsonnerende, belærende og satirisk præg. Den danske Tilskuer var imidlertid også et litterært tidsskrift, som publicerede viser og digte af forskellige samtidige forfattere.

Undervisning og æstetik
I 1790 blev Rahbek udnævnt til professor ved Københavns Universitet i faget æstetik, og hans undervisning var først og fremmest domineret af litteraturhistoriske studier. I årene 1798-1800 forelæste han sammen med Rasmus Nyerup i den ældre danske litteraturhistorie, og disse forelæsninger dannede grundlaget for deres udgivelse af den første danske litteraturhistorie Bidrag til den danske Digtekunsts Historie (1800-08). Senere udgav Rahbek blandt andet Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen (1812-14) sammen med vennen W.H. Abrahamson, og på opfordring udarbejdede han Dansk Læsebog og Exempelsamling til de forandrede lærde Skolers Brug (1799-1804).
Efter at have modtaget en kraftig irettesættelse fra de danske myndigheder på grund af politisk indblanding besluttede Rahbek i 1799 at fratræde sit professorembede. I stedet begyndte han at undervise i dansk og historie på C.J.R. Christiani Skole.

Fra 1805 underviste han på en nystiftet skole for unge skuespillere, Den kongelige dramatiske Skole, og han skrev i den forbindelse en lang række skuespil, som eleverne opførte på Hofteatret. Erfaringerne fra det pædagogiske arbejde på teatret omsatte Rahbek til værket Om Skuespillerkunsten (1809). Hans tilknytning til teatret fortsatte, idet han i perioden 1809-30 fungerede som censor og medlem af direktionen ved Det Kgl. Teater.
Fra 1816 blev han atter udnævnt til professor ved Københavns Universitet, hvor han varetog undervisningen i dansk sprog og litteratur.

Rahbeks æstetiske idealer var først og fremmest knyttet til det sene 1700-tal. Han mente, at skuespil og litteratur skulle vække tilskuernes sind i moralsk forstand og dermed have en opdragende virkning. Dette grundsynspunkt bevarede Rahbek livet igennem, og det var blandt andet det, der gjorde, at man senere i 1800-tallet fandt ham gammeldags. Han foretrak livet igennem det borgerlige, moralske skuespil og havde derfor svært ved at acceptere blandt andet J.L. Heibergs vaudeviller.

Bakkehuset som litterært mødested
Rahbek kendte i kraft af sine personlige interesser og sit professionelle virke størstedelen af samtidens danske kulturmiljø. Han stiftede nære venskaber med fremtrædende oplysningsforfattere som Christen Pram og Peter Andreas Heiberg, og fik stor betydning for den unge generation af forfattere efter år 1800 med personer som N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, Adam Oehlenschläger, H.C. Andersen, Poul Martin Møller og Christian Winther i spidsen.
I 1798 giftede Rahbek sig med Kamma Heger og sammen skabte ægteparret et litterært mødested på Bakkehuset, hvor tidens toneangivende personer havde deres gang frem til ægtefællernes død i henholdsvis 1829 og 1830.

Værker og virke
Udover lærebøger, litteraturhistoriske værker og oversættelser fra fransk, tysk og engelsk har Rahbek skrevet romaner, digte, skuespil, lejlighedssange, drikkeviser samt udgivet et hav af artikler om teater, litteratur, filosofi, ytringsfrihed og samfund. Hans berømmelse skyldes imidlertid ikke kun hans eget store forfatterskab, men i høj grad den betydning han har haft som tidsskriftsredaktør, kritiker og udgiver for unge forfatterspirer. Han har derudover som teaterdirektør og professor spillet en afgørende rolle for udviklingen af dansk litteratur og teater i slutningen af 1700-tallet og første del af 1800-tallet.

Referencer

Dansk Biografisk Leksikon, bind 11, København, 1982
Jensen, Anne E.: Rahbek og de danske Digtere, København, 1960
Møller, P.L.: Rahbek og Bakkehuset, København, 1984