Bakkehussamlingen

Christianshavn d. 5 ^te April 1826.

Kjæreste Camma! Hvor er det længe siden jeg saae dig! Vilde det dog engang blive Foraar at din lille Tilbeder og jeg kunde vandre ud til det kjære Bakkehuus! – I Dag kommer jeg med en Bøn til dig, som det maaskee ikke er muligt at bønhøre: – Du veed da vist nok, at vor Ven Howitz dog har maattet bukke under for den fiendtlige kolde Luft og Storm, der har udblæst hans svage og dog saa klare Livslys? – Jeg troer han skal begraves paa Mandag. – Nu ville jeg bede dig, som er Blomsternes Dronning, og saa ofte med disse dine smaa Undersaater har forskjønnet baade Livet og Døden, om du ikke til Trods for den ugunstige Aarstid kunde med din kunstfærdige Haand, flette mig en Krands der kunde smykke min tabte Vens Kiste og som det sidste jordiske Venskabspant, følge ham ned i Jorden, som et Minde om de Timer hans blomsterrige Omgang har forskjønnet, og om den Trøst at den Rod hvoraf Blomsten udsprang levr lever og kan frembringe flere og skjønnere med det skjøndt Blomsten selv er visnet. – Kan du det min bedste Camma? saa gjør du mig en stor vel[…?]dig Glæde, som jeg altid siden vil tænke paa med Taknemmelighed mod dig, / som jeg alt skylder saamangen Trøst og Glæde.

Hav Tak for den sidste gode Aften paa Bakkehuset. Ludvig og jeg nød den lang Tid efter i Erindringen. Saadanne Aftener have vi sjeldent. – Ludvig har været ret daarlig siden og slet ikke gaaet ud, blot kjørt herind hver Middag Kl: 4 og blevet her til Kl: 10. Paa nogle Dage er han d ellers bedre. – Georg har ogsaa været noget upasselig i nogle Dage. Dog gaaer han i sine Læretimer, hvor han nu for Øjeblikket er. Jeg hudsker nu at han lige siden hiin Aften har talt om at vilde skrive dig til, angaaende noget der laae ham paa Hjerte. – Jeg vilde ønske du havde seet ham den Aften da vi kom Hjem! da fik først hans Glæde over Æsken Ord. Han sagde det kunde ikke hjælpe han gik til-sengs, thi han var alt for glad til at kunde sove. Imidlertid faldt han dog snart i Søvn, men stod op den næste Morgen før Lærken og kunde intet andet foretage sig den hele Dag, ende end at betragte sin Skat, der ogsaa har været en Gjenstand for Beundring og Misundelse hos alle der have seet den.
Jeg vil ikke forsegle denne Seddel førend han kommer hjem, paa det han kan have den Glæde at skrive et Par Linier herpaa. – Ludvig og jeg hilser tusinde Gange og omfavner i Tankerne vor elskværdige Veninde og den gode Rahbek, som jeg beder dig erindre om min stakkels Protegé / et løierligt Ord i min Mund /.
Nu tilgive min søde Camma, at jeg altid har noget at bede gode dig med og hold derfor alligevel af Din hengivne

Thomasine

Kjære Fru Rahbek!

Jeg takker mange Gange for sidst og for den deilige Æske jeg fik. Du maae ikke troe at jeg ikke var glad over den, men jeg var saa stum af Glæde at[rettet fra af] jeg ikke kunde udtrykke hvor glad jeg var; derfor maa du ikke troe at jeg ikke bryder mig om den, men jeg holder saa meget af den at jeg knap nænner at nogen rører ved den, og den næste Dag sad jeg næsten den hele Dag (i mine Fritimer at sige) og betragtede den, og Doctor Syntaxes Reise forneiede mig noget umaneerligt. Jeg har da faaet det Futteral som du gav Tante. Tante hun har l[hul i papiret]vet mig at gaae ud med mig til dig en Dag n[hul i papiret] det bliver godt Veir. Jeg beder dig hilse Rahbe[hul i papiret] og nu levvel og tænk paa din gode Ven:

Georg Buntzen.

[På konvolutten:]
Til Frue K: M: Rahbek