Bakkehussamlingen

Bakkehuset d 3 Febr: 1797.

Hilsen og inderlig Kiærlighed! Jeg har udfundet, at jeg for ikke at give Slip paa mine republikanske Hilsens Formularer, som du lader til at synes om (fy! det var dumt sagt af mig, du lader aldrig til noget, duer det, eller andet ikke – altsaa – som du synes om:) giorde jeg vel: at begynde med dem, og slutte paa ærlig dansk Maneer, den du siden vil finde.
Du fik saa kort en Lap i Gaar, da jeg var i Angreb mod at transpirere, og derfor saare lad, at jeg vil i Dag see at fylde dig disse fire Sider, for at holde dig skadesløs. Jeg vil altsaa begynde med at sige dig, at jeg i Dag, saa vidt det er mig tilladt at forstaae mig paa sligt, tror at befinde mig ret vel paa Legeme og Siæl; at min Stemme vel endnu ikke er saa stærk, som Mangaards, eller saa melodisk som Dyveke Schmidts; men at den dog altiid er saadan, at jeg haaber, Dreyers Klub i Morgen Aften skal kunde komme efter, at jeg har talt, om da just ikke saa lige skulde faae at vide, hvad jeg har talt. Hvad i øvrigt [Broder?] Lind, naar han i Formiddag kommer ud til mig, behager at foretage med mit syndige Legeme, hvorom han endnu i Dag men ikke eet Øieblik Længere – har fuld Raadighed, indseer du selv, jeg endnu ikke kan give dig Underretning om.
I Gaar Formiddags var jeg tilmode, som en Patient bør være, svedte, og sov, og tænkte aldeles intet. I Gaar Eftermiddags var jeg i god Stand, og begyndte at tænke; og siden den Tiid har jeg tænkt, tænkt saa meget paa – hvorpaa? meener du vel? paa dig, min gode kiære, inderlig elskede Pige! paa vore nærværende, vore kommende Dage, paa hiine mørk henrundne Tider; de tre Døgn, jeg har tilbragt fra dig, tilbringer jeg derfor ikke uden dig;

[Brevet er ufuldendt!]