Bakkehussamlingen

Min inderlig elskede Hiertesveninde

Hvorvel du har ladet Jørgensen gaae ud til mig uden andet, end den mundtlige gientagne Regvisision af medfølgende Frak, vil jeg dog ikke giøre dig Giengield, uagtet jeg ikke har i sig selv videre at sige dig, end blot, hvad du af Jørgensen mundtlig kunde erfare, at det med min Moder er som det var i Gaar. Alt, hvad jeg i øvrigt kan have at sige dig, veed du, gode Pige!, eller hører i det mindste tit nok, skiøndt du saa ofte vil tante dig fra det. Men om du endog vil see til Siden, ved at læse det her, saa gaaer dog ikke noget fra Brevet derved, og du skal altsaa atter her døie min Tak for hver glad Time, hver lykkeligt Øieblik, du giver mig, fordi din milde Aande har bortviftet enhver af de tunge sorte Skyer, der hang over mig, fordi du – min heele Simplicismus til Trods – har […?], hvad man saa ofte har sagt om mig, at jeg var fød til Glæde; og – gode Pige! troe, at dertil ikke hørte saalidet, ligesom jeg veed, at du sætter for stor Priis paa mig til at ansee det for lidet i sig selv.
Du kunde dog gierne med et Par Ord have ladet mig vide, hvordan dit Befindende var; jeg behøver ikke mere at bede dig vaage over din Helbred, nu, da du veed, hvor ulastelig min Glæde og Lykke er forbundet dermed.
Hils din – vor Moder, vilde jeg sige; havde jeg vidst i Gaar Aftes, at Klokken ikke var slaaet tre Qvarteer, da jeg mødte hende, havde jeg dog kundet have den Fornøyelse at tale længere med hende; men du veed selv, I havde bildt mig ind, jeg maatte haste. Hils hende saa flittig, ligeledes din Fader, som takkes for laante Frak; og Christiane. Klokken syv agter jeg at komme til dig, at vi i vor Beqvemmelighed kunne faae gaaet vor rette Vei, og dog seet til Moder.

Din Rahbek.

[På konvolutten:]
Jfr
KMHeger.