Bakkehussamlingen

Søndag Morgen.

Kiære god’ Søster!

Jeg blev rigtig nok lidt forplumret da Lisbeth kom hiem i Aftes, og sagde, at Tøyet var paa Toldboden; men da jeg besindede mig lidt, forsvandt al Frygt; thi jeg erindrede da, at dette er den almindelige Benævnelse paa Stedet, hvor meget bliver, som ikke er kommet af Skibet endnu. Nu har Lisbeth faaet et gl galant Brev med til Monsieur Patauct, og jeg har ikke mindste Frygt for, at Du nok skal faae Tøyet, og af Kiøbmandens Brev vil Du ogsaa see, at vi modtage Varerne fra ham toldfrit. Men nu er her en anden Omstændighed, som ængster mig lidt. Du seer nemlig af dette lange, vidtløftige Kiøbmands Brev, at han desværre nok ikke har havt nok af det brune, som Du har valgt, og at han uden mine Ordrer har taget sig den Frihed, at sende et andet Stykke, som afviger noget i Farve fra det første, og holder 2 Al dansk mere end Du h behøver; men hvilke 2 Al han forresten ikke tager Betalning for. Dersom det nu ikke behager // Dig, saa maae det saasnart Du som mueligt efter at Du har faaet det, sendes indpakket tilbage til Patauct, at ham kan tage det med sig paa Tirsdag, og Du maae endelig ikke giøre Complimenter i denne Sag, thi det vilde være mig høist ubehageligt, om Du for at forskaane mig for Uleilighed tog noget Tøy, Du ikke skiøttede om. Du seer at han har – eller i det mindste havde – 21½ Al dansk af det brune Du havde valgt; maaskee da dette kunde være nok, og Du kunde da for de øvrige Penge faae noget andet, Du vist altid kunde anvende til Børnene. Betænk denne Sag vel; thi jeg veed af Erfaring, at man gierne troer, at behøve mere, end man virkelig behøver.
Af det blaae skal Lisbeth have 12 Al; men jeg har ikke beregnet hvormange Skilling Lisbeth mueligen kan komme til at give til, til de 4 Specier hun har givet, og heller ikke veed jeg, om Du eller Tante // Klie skal have disse Skillinger. Alt dette maae Du, med Din Hvor Justesanske Regnekunst, selv udfinde; thi jeg befatter mig ikke gierne med deslige Beregninger, naar jeg ikke er høiligen nødt dertil. Skulde nu – imod Formodning – Lisbeth ikke strax kunde bringe Dig Tøyet, saa vær alligevel roelig; thi der er sikkert ingen Ulykke paa Færde, og desuden kan jeg til Din Trøst sige Dig, at Christian Bille i Aftes fortalte mig, at hans Fader i Gaar længe havde maatte vente inden han fik sit Tøy. Det er ogsaa høist rimeligt, at saa stor en Pakke maa bringes ind ved Leilighed, og ikke paa den Tid da alle Passagerer gaae i Land.
Gid nu blot Tøyet maae være Dig til Behag! Det giør mig inderlig ondt, at jeg ikke har kunnet skaffe Dig det ringere; men Du seer selv, hvor vidtløftig han demonstrerer, at der ingen Fordeel var om jeg lod Varerne komme fra Hamborg, // fordi jeg saa maatte betale saameget i Told, at Fordeelen gik overstyr.
Jeg ønsker inderlig, at Du ikke maa tabe Tilliden til mig, som Commissionær, da det virkelig er mig en Fornøielse at være det for Dig. Men uagtet Kiøbmand Witte er bekiendt for at være en overordentlig honet Mand, der er almindelig agtet i Kiel, saa fortryder jeg dog, at jeg henvendte mig til ham, og ikke skrev til en af mine mange Kiøbmænd i Hamborg; thi han maae sige, hvad han vil, saa troer jeg dog, at der vilde være Fordeel ved at lade de Varerne komme derfra.
Lev nu vel, Du kiære gode Søster og inderlig Tak for Dit lille Besøg og mange mange Hilsner til alle Dine, fra

Din
hengivne K:M:

Rahbek hilser hjerligt.

[Tilføjelse i marginen:]
E.Skr. Du maae endelig hilse Tante Klie, at dersom hun er fornøiet med sit Tøy, haaber jeg, at jeg ogsaa for Fremtiden beæres med hendes Commissioner.