Bakkehussamlingen

[Tilføjet med anden håndskrift:]1819
Fredag Morgen.[efter22.3.1819]

Kiæreste Hanne!

Endskiøndt jeg i dette Øieblik egentlig slet ikke har Tid til at skrive, maae jeg dog i det Mindste sige Dig, at det giør mig inderlig ondt, at Veie og Føre saaledes modsætte sig vore Ønsker; men at jeg dog haaber Veiret snart vil faae udraset, og at det da ikke vil vare mange Dage, inden Du med nogenlunde Behagelighed kan gaae herud. I Gaar kunde vi saa omtrent temmelig sikkert beregne, at Føret ikke var for et Grevebarn, og dog stod jeg, og fornemmelig Rahbek, en forfærdelig Tid i Vinduet og stirrede ud i Alleen efter Dig; thi han længes ogsaa meget efter at høre fra Dig og efter at vide om Din Moder er noget roeligere fattet. Men kunne vi end ikke i disse Dage saa let sees, saa kunne vi dog i det Mindste ved Breve lette os den kiedsommelig[e] Venten, og derfor beder jeg Dig ogsaa endelig snart at lade mig høre lidt fra Dig. Stine gaaer Dit Huus hver Dag forbi, og jeg kan altsaa let sende hende op i Morgen, for at hente et Par Ord fra Dig, hvilke Du sikkert til den Tid vil kunde faae Leilighed til at skrive. Troe imidlertid, bedste Hanne! at jeg og Rahbek ret hiertelig deeler Dine Bekymringer, og at vi for Øieblikket ikke have noget inderlige[re] Ønske, end at Alt maae vende sig til det Gode for Dig, som sandelig fortiener det. Du fortiener ogsaa vor særdeles Deeltagelse, da Du alt fra Din Barndom har bidraget til vor Glæde, og Du kan ogsaa være overbeviist om, at jeg taknemmelig // bevare Erindringen om al den Godhed Du har vist imod mig, lige fra den Tid, da Du saa tit kom op og bragte mig Tulipaner af Din Have. Dette er nok nu omtrent 18 Aar siden; og at Du i denne lange Række af Aar har bevaret den samme Tilbøielighed til med alt, hvad Du kunde, at giøre mig Fornøielse, er Noget, jeg vist nok skylder Dig Taknemlighed for.
Nu maae jeg slutte. Rahbek hilser Dig mange mange Gange. Kys Vergissmeinnichterne fra mig, og hils Din Fader og Moder ret hierteligt. Vil Du sige Din Fader, at naar han gaaer saa sildig fra sin Gaard, som i Aftes, saa kan han og Emil nok giøre mig den Ære og Fornøielse, at komme over at drikke Thee med mig, da de altid ville være mig inderlig velkomne. Vil Du ogsaa hilse Molbech ret hiertelig, og takke ham for det sidste Brev, som jeg leed bedre, end det første.

Din
uforanderlig hengivne K:M: Rahbek.

[På konvolutten:]
S: T:
Frøken Hanne Langberg.