Bakkehussamlingen

Kiæreste Kone!

Her er jeg da igien, uden at finde dig her, og jeg kan ikke sige dig, hvor tomt og flaut her er. Paa Fredensborg var der heller ikke alt for rart. Der var overalt saameget at jeg slet intet Fredensborg fandt. Tante, Ophelia, Pauline vare der med Tilbehør for at giøre en Lysttour paa den virkelig deilige Canal, hvilket ogsaa blev udført i Søndags, jeg veed ikke, om nogen af os til særdeles Opbyggelse, thi den sande Fornøyelses Aand var ikke over os, og skiøndt Ophelia virkelig udvikklede et stort Talent til at være moersom. Hakon sad paa Hlade, og pleiede sin Gigt og sine Griller, og har overalt dette hele […?] og været usigelig spændt; især kom han op til mig i Gaar Middags paa en Tordensky, men udentvivl mere i Forventning af, hvad jeg vilde eller kunde sige; og da jeg intet havde, men var aldeles eulardisk, blev han og igien meget mild og venlig. Snaus er […?] den hele Stemning, og saaledes kan det ikke blive. Ogsaa Thora, skiøndt hun øvrigt efter Sædvane fornemmerlig[?] var Opvartningspige, […?] dem, var ikke saa aaben og blid, som hun pleier. Gudrun har i øvrigt paa Hlade megen Lykke giort idetmindste hos Ungdommen, selv en Ane, som dog meget tog sig af hende, […?]hende ikke. Om det er en Følge af Hladetouren, at jeg ved min Hiemkomst finder hende og hvad vil du med det, min Søn! fuldkommen spændte, veed jeg ikke. Det vil midlertid vel gaae over.
Tante skal jeg hilse dig meget fra; jeg tog i Gaar over Strandm. og Springf. hvor dit Brev endnu ikke var kommet, ligesom jeg, formodenlig fordi jeg intet Bud[?] i Dag har faaet fra […?], heller intet har hørt fra dig endnu. Jeg haaber dog, at du lykkeligen har fuldbragt din første Reise, og den fra Snærperup til Wemmeltofte er da ikke saa lang. Faar du dette Brev saa betids, kunde du dog nok med et Par Ord lade mig vide, hvad Tid du paa Løverdag kommer. Jeg vil tælle Timerne til dit Komme, thi her er ubeskrivelig kiedsomt og tomt uden dig. Til med har jeg i disse Dage fortrudt, at jeg har ladet mig holde af // bedte Baand[?], og ikke heller er ilet med dig til vort kiære sydlige Siælland, og især til vort giæstmilde Wordingborg; din Reise vilde derved blevet dig usigelig behageligere og bedre, det veed jeg, og det jeg bliver her for, er sandelig ikke værdt, at jeg for det forsømmer eet eneste Øieblik hos dig. Lad mig gientage dig det, kiære velsignede Kone! aldrig har du været mig kiærere, aldrig elskeligere, og jeg seer vor ottende Bryllupsminde paa Søndag med usigelig Erkiændtlighed imøde. Vist nok have adskillige andre Dage i mit Liv været maaskee vel knappe mod mig; men sidste[?] August gav mig igien meere, end jeg kunde fordre, og fortiene. Dit Hierte, din Reenhed, dinTrofasthed bliver mig daglig, jo mere jeg i øvrigt væmmes ved denne sublunariske Verden, dyrebarere og ærværdigere. Det er mig usigelig glædeligt, at vi til den Dag giensamles; det havde været alt for galt ikke at være glade sammen paa den.
Om jeg kommer til at reise med Christiane, veed jeg ikke, men formodentlig ikke, da jeg hidtil intet har hørt derom. Tante var lidt spids over alle hendes nye Frøkenskaber; og fandt ikke uden Føye noget miøsisk deri. Saameget jeg kieder mig her, skulde det dog næsten være mig kiærest at blive hiemme, for at faae noget bestilt, at jeg kunde giøre mig klar til at reise med dig. Det hedder[?], vi skal først begynde at spille i October isaafald vilde jeg i Sex[…?] faae fortreffelig Tiid.
Hvorledes har du levet hos Job, og hvorledes levede Job?, jeg vil dog haabe, han ingen jobske Skrupler havde; dem vilde jeg sandelig aldrig tilgive ham. Fodposten maa nu komme og jeg skal paa Skole, altsaa maa jeg slutte. Carl og [?]søe hilser, og […?] de ikke er vel, har indlagt et Brev. Lev nu tusinde Gange vel, dyrebareste Kone! viid at du ikke […?] paa mig, men jeg og har mig for dig; hils din interessante Familie, du reiser med, især hende, som […?] sin Engel […?], og ser sig om[?] og vær selv tusinde Gange hilset og velsignet

fra
Din
Rahbek.