Bakkehussamlingen

Den vakkre unge H^r Paalecompot,
Opvoxte heel snorrig paa Kongens Slot;
Der spøgte han glad med sin Syster lille,
Og ventelig lærte" Adagio":/fodnoter/444 spille;
I Skole hans Fader ham tidlig sendte
Og tidlig hand ogsaa af den rendte.
Nu lysted’ han Skuespiller at være;
Dog længe han ei det Aag mon bære;
Han følte sig skabt til større Hæder.
Meer værdig for ham en Digters Glæder!
Til Göthe og Schiller hans Aand sig svinger
Paa Phantasiens de lette Vinger;
Han øiner ei Jorden, og flux hans Hierne
Forrykket nu blev, ved Glands af en Stierne.
Den Stierne af første Størrelse var
Og Ørnen fra Arrilds Tid prydet har.
Om den at tale, just ikke jeg lyster,
Da hændelsesviis det er min god’ Syster,
Kun siger jeg her, og det paa min Sand!
At goslig hun er og af stor Forstand.
Men at jeg nu ikke skal blive svimmel,
Jeg iiler igien fra Stierne og Himmel,
Om Helten fortæller, hvad mere jeg veed,
Som og om de Ting, hvoraf han blev kied. //
Hvor ivrig han var i Exsercering,
Saa længe som nye var hans Mundering;
Hvor sveiet han gik som Fanejunker,
Hvorlunde han sig i Nakken dunker;
Hvor grusomt han sine Fingre radbrækker
Og, hvor pudseerligt Weise til Qval, med Munden han smækker,
Hvor ofte en Ting man gientage maae
før han kan den i sin Hierne faae
Hvorledes han ikke ta’er sin Examen
Endskiøndt Hvortil hans Fader jo dog vist ei siger Amen,
Endskiøndt han er Degn paa Frederikssperre,
Som Nyerup fortæller, den lærde Herre!
I sit Register til den lange Bog,
Hvori og staaer, at Fanden ham tog.
Dog da om den unge Hr Paalecompot
Kan siges langt mindre ondt end godt
Og jeg ham ikkun vil satirisere,
Saa er det vel best, jeg ei skriver mere,
Men undertegner mig dennesinde
Hans skyldige Ven- og Tiener-inde.

K.M.R

.