Bakkehussamlingen

Kiæreste Fru Aagaard!

Jeg skriver Dem her et ægte Kiøbmandsbrev, som ikke indeholder et Ord om andet end vore Affairer; tilgiv dette, det næste skal blive fra Veninden til Veninden og ikke som dette fra den Moderen til Moderen angaaende de kiære Sønners Garderobe; dog vil vist ingen af os have den honnette Ambition at nægte, at selv saadanne Underhandlinger medføre os en slags Morskab, ikke sandt, min bedste Fru Aagaard?
Warburgs, det vil da sige hans værdige Compagnong Herr Hamm har [opf?] sig til min største Satisfaction, jeg vil haabe ligeledes til Deres, hvilket er en hoben vigtigere. Da jeg igaar kom der hen, var Strømperne fix og færdige, og saa nøyagtige i Maal og alt, at jeg ikke kunde andet end i høyeste Grad at beundre Mandens Orden. Jeg havde beholdt den ene af hvert // af de tre par og han de de andre tre, og hvert 6 par laae indviklet i hans Prøve Strømpe og var ganske som Deres Forskrift, som da rigtig nok var let at følge, men De veed nok selv at det ikke er altid Tilfældet at man faaer sligt som man forlanger det; den mellemste sort er ganske nøyagtig imellem 2^den og 3^die efter Prøverne, og dette var ieg netop lidt bange for. De to Par hvide er det eneste ieg troer De kunde være misfornøyet med, thi jeg har egenraadig vovet at tage dem af finere Garn, deels fordi de grove saa ilde ud kostede ligeledes som de finere 8 […?] og var efter Hamm Sigen[…?], og som De vist har erfaret holder ikke saalænge rene som finere, dog vilde jeg blevet mit Forsæt tro, men de han havde ladet væve til mig, var ikke blevne saa gode som de burde være og han havde derfor ladet sætte to par andre i Væven, men som jeg ikke faaer før i Morgen og altsaa først kan sende idag // 8^te Dage, og kan De da vælge hvilke De synes bedst om og sende mig de andre tilbage.
Dette angaaende Strømperne. Nu til Habitten. Tilgiv at ieg sender Dem et par graa Buxer af Johannes’s som han tilforladelig har gaaet med et halvt Aar næsten uafladelig, men da de efter mit Skiønnende sidder bedre end de nyere, saa har jeg ikke taget i Betænkning at sende Dem de sletteste og ældste thi ieg veed at De kun seer paa Faconnen og at det ikke geraader min Dreng til Skam at disse Buxer er gamle og var det før han fik dem. Trøye og Vest følger ligesom Vesten kunde være lidt længer, men han har ingen større og har havt alle sine Veste […?] af det nye omtalte Lærred men har desværre alt faaet nogle Frugtpletter paa Strimlerne, hvilket De maae undskylde. Af Lærredet sender jeg indlagt en Prøve, det falder lidt penere end det medfølgende Skiorten er af, men De erindrer nok at ieg maatte tage af flere Stykker. Prisen er 3 […?] og det er lidt over 4½ Qvarteer bredt. – //
Nu, min bedste gode Fru Aagaard, vil ieg ønske at De maae blive saa vel tilfreds med mig som Commissionair, at De ret snart vil giøre mig den Fornøyelse at besørge noget for Dem igien! Paa den bedste Villie og Lyst dertil, skal det aldrig mangle mig.
Mange mange Hilsener til hele Deres elskværdige Familie fra min Broder, Oehlenschlæger, den lille, for ald Deres Godhed mod ham hiertelig taknemlige William og især fra mig selv. Jeg tænker daglig paa Dem og ønsker at ieg kunde komme til Dem i en Hast og tilbringe […?] Dags Tid mellem hos Dem, men Afstanden er alt for lang. Gudske lov for Dampskibet! ieg haaber dog at det engang igien skal hielpe til at hiemsøge De kiære Venner paa Iselingen.
Lev vel, bedste Frue Aagaard!

Deres hengivne Veninde
Christiane Oehlenschläger

den 26 August 1823.

[På konvolutten:]
S: T:
Fru Assessorinde Aagaard
til
Iselingen
pr Wordingborg
betalt.