No. 377 af 573
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Adam Oehlenschläger [+]

Afsendersted

Wien

1.7.1844 Johannes Oehlenschläger
Marie Louise Oehlenschläger
Original
Dokumentindhold

Adam Oehlenschläger fortæller sine børn Marie og Johannes om sit ophold i Wien sammen med sønnen William. Han klager over varmen og priserne. Han har besøgt kurbyen Baden uden for Wien, beretter om et middagsselskab hos den østrigske udenrigsminister fyrst Metternich, hos ærkehertug Karl af Østrig i Baden og et selskab, der er givet til hans ære, hvor digteren Grillparzer overrakte ham en laurbærkrans.


Wien, den lste Juli 1844.

Mine kiære Børn!

Nu har jeg været en otte Dages Tid i ”det tydske Paris” og kunde gierne – hvad mig angaaer, reise videre; men William er mere solid og ønsker at giøre noget længer Bekiendtskab med denne Verdens Herlighed. Aarsagen, hvorfor jeg ikke fængsles her er, deels at Borgtheatret ophører, at her er saa forfærdelig varmt, at her er saa forfærdelig dyrt, især Vognleien, og gaae langt tilfods kan jeg ikke i den trykkende Hede. Deraf var Følgen, at jeg har siddet hele Formiddage i mit Værelse, efter at have manøvreret paa alle mulige er med Vinduers og Døres Aabning, Rullegardiners Nedladelse, Vand- og Eau de Cologne-Stænk paa Gulvet – og læst i Bøger fra et Leiebibliothek. ”Das haben wir nun zwar Alles besser und bequemer zu Hause.” Men I maae dog heller ikke forestille Jer, at jeg, – som salig Prof: Mynster i sin Ungdom, har ligget her i Wien i Sengen i 14 Dage for at læse Jean Poul. Jeg har været dygtig omkring aligevel. ”Jeg vil ikke ”kortelig opregne Monsør Prisen paa Madvare” her i Wien, men kun som et Exempel anføre, at vi hidtil for 2 Skaale Thee med lidt Smør og Brød gave henved 2 Rblr dansk. Nu drikke vi Øl. Tydskland er et Ølland; og selv i Viinlandene har Øllet grebet saadan om sig, at man næsten ingen Viin drikker[.] Øllet er Mode nuomstunder; det udtrykker Tidens Begeistring og Smag: det er Dagens Hippokrene.//
I Borgtheatret spilles godt Comødie og er der en god Tone. Vi have ogsaa seet Nestroi i Theater an der Wien og hørt det der brugelige Patois. Wienersproget forstaaer jeg godt, men der tales ogsaa et bøhmisk Plattydsk, som er mig meget vanskeligt. Synderligt nok, jeg troe William forstaaer det bedre end jeg, og det kommer nok af at han hører bedre. Grev Dietrichstein, som er utrættelig med at vise mig venlig Forekommenhed, har bragt mig i Bibliotheket og Musæet. Jeg har seet sieldne Haandskrifter og Miniaturbilleder, herlige antike Billeder, skaarne i kostbare Stene. Her er Arneth Directeur; han vilde saa gierne bragt mig til sin Kone (: forrige Mamde. Adamberger), som spillede Adams Valborg for 28 Aar siden; men saa vilde Dietrichstein have os sammen en Aften, og saa døde der en Paarørende hos Greven – og saa blev der intet af; thi Arneth reiser. De fleste Bekiendte her reise bort. Løvensterns (Fruen er alerede i Töplitz) Deinhardstein o. s. v. Deinhardstein havde igaaer inviteret mig og William til Baden (4 Miil fra Wien). Vi reiste paa Jernbanen, og det koster ikke saa meget mere at reise disse 4 Miil til Baden, end i Wien at giøre en Tour med en Fiacre. Baden er et Paradis, og den gode Deinhardstein (Forfatter til Hans Sachs og lang Tid Theaterdirecteur her, men nu ikke meer) viste os al [evig?] Godhed; hans Kone ligesaa. Vi spadserede med dem paa Biergene, og Skyerne viste mig den Forekommenhed// ofte at skiule den altfor majestætiske Sol, og at kaste Skygger i det deilige Landskab. Thi det skiønneste Landskab i Middagsglød, seer ikke meget bedre ud, end det røde Hav, malet af Till Uglspeil. Om Middagen bleve vi kosteligt ”accommoderede” i den prægtige høie Restaurationssal. Vi kigede ogsaa ind i Badekamrene, hvor jeg neppe en Minut kunde holde det ud, for Hede og Salpeter Svovllugt. Om Eftermiddagen saae vi en Folkecomoedie i et Theater under aaben Himmel. Derpaa kiørte de gode Deinhardsteins os ud i den Badenske Herlighed; hvor jeg kom til at tænke paa det kiære Norge, ligesom, ved at see Fru Deinhardstein med to nydelige Smaapiger, paa min kiære Maria med sine Drenge. Drenge er sku’ ligesaa gode som Piger; disse to Canailleunger havde rigtignok to forbistret smukke Ansigter med krøllede Sorthaar under brede Solhatte, med smaa Blomster paa. Men jeg er vis paa Hosall Haarfaver og Agø heller ikke ere tabte bag af en Vogn – dersom jeg i Afstanden kunde see det Hvide og det Blaa i Øinene paa dem.
Jeg er idag indbudt til at spise til Middag hos Fyrst Metternich, og skal nu giøre mig Umage for at tale høit nok; gid det maatte blive ligesaa dybt og fornuftigt.

d: 4de

Jeg har været der og Tonen ved Middagsbordet var mere munter og ugeneert end Aftentonen. Fyrstinden var meget venlig. Før Bordet viste hun mig en Popegøie fra Nyholland med lyse, rosenrøde Fiær paa Brystet – som kunde giøre Kunster, ligge som død paa Bordet, hænge ved Næbbet i hendes Haand, dingle, naar hun tog den ved Benene etc. Hun er en meget smuk Kone (: Metternichs fierde) og denne Exercits med Fuglen // havde givet et fortræffeligt Genrebillede. Efter Bordet spadserede vi i Haugen. Fyrsten var meget venlig og blid, men det kom ikke til nogen egenlig Samtale mellem os; jeg fortalte om Norge og et Par Anecdoter, som morede ham. I Haugen kom vi til et af Hækken indfattet Stykket Land, hvor der laae Jorddynger som Bierge, store Stene som Klipper, og der var gravet en lille Sø med en Canal. Her gik hans Børn og trillede Jord paa Hiulbøre og Gartneren hialp dem med at skabe en lille Verden. Det var mig en besynderlig Følelse, at see den store Politiker, der havde virket saameget i Europa, staae i denne lille Barneverden og meget ivrig sige til Gartneren: ”Sie müssen ihnen (die Kinder) da noch einen Wasserfall machen! Einen Wasserfall müssen sie durchaus noch haben!”. Han bliver gammel nu; men det er et herligt, betydningsfuldt Ansigt; man see, han har været meget smuk. Han lagde meget venligt sin Haand paa min Skulder, og smilede, naar jeg fortalte ham Et og Andet.
Falsens ere komne her til Byen; vi have tilbragt en Dag meget behageligt sammen. Vi saae det store Billedgaleri, hvor der er en stor Mængde af Titian og Rubens, etc herlige Ting. Vi spiste sammen i Forstaden og vare om Aftenen paa Leopoldstheatret, hvor vi beundrede Nestrois store burleske Talent.
Jeg har i dette Øieblik faaet dit Brev, min gode Johannes! og det glæder mig at I alle leve saa godt; Tak ogsaa for de Linier til dig fra vor søde Maria, Du sendte mig, hvoraf jeg seer hun og Hendes have det alle godt. Nu vil Dahls snart fortælle hende om vort Samliv i Dresden.
Der bliver altsaa sandsynligviis ingen Forfremmelse af denne, men næste Gang! A´la bonheur. Hvis det kun da skeer godt og vidt, saa maa man trøste sig. Du foreslaaer os selv at blive i Paris i Vinter og jeg har selv tænkt derpaa. Der kunde være adskillige Fordele ved. Eet taber jeg rigtignok, som er Meget! Samlivet med Dig, min gode, kiære Søn! en Vinter endnu i min Vinterlevetid. Men – hvor man har vant sig til at flakke saaledes om som jeg i den sidste Tid, som er en Afstand som Ring- eller en anden Kiøbing fra Kiøbenhavn – ingen. William øver sig derved godt i Fransken – jeg skriver i min Ro – (: thi jeg reiser altid til Paris for at faae Ro) et Stykke, som jeg sender Eder, og oppebier, hvad Frugt […?] af min [Reise?] i Tydskland vil have. – Men da alt dette er uvist, saa maa jeg muligviis have nogle Penge hiemmefra, naar det kommer saavidt. Bliver jeg i Paris i Vinter, saa er min Mening, at det er bedst at opsige Værelserne hos Treschows saa at j vi blot betale ham for Sommerhalvaaret. Du kan da giøre, hvad jeg og William havde i sinde, naar vi komme hiem, at leie os ind i Vinterhalvaaret i Hotel du Nord, ligesom Holcks. Derved spares jo – i det mindste et halvt Aars Huusleie, og Fløtningen, hermed […?] Meublerne tilsidst […?]. Henrik kunde vi da heller ikke saaledes beholde; det er dog for meget. Trine maatte blive paa Fasangaarden og passe Huset. Eller, skulle vi heller beholde Henrik end Trine? Send mig dine Tanker herom. //
Din Regning af 350 Rdl preusisk kiære Johannes maa være en Distraction; en Rixdaler preussisk er 8 Mk dansk. – Men hvordan vi nu regne eller ikke, saa er disse Penge for en stor Deel brugte til Klæder for William og mig, Hoser […?], Hatte etc. 1400 Mark Banko have vi optaget af Creditbrevet; deraf har jeg 300 Gylden i min Brevtaske; men – naar vi reise paa Onsdag fra Wien maa vi nok betale en 50 Gylden til Værten endnu, noget har han faaet. Jeg vil gierne leve oeconomisk, men her i Wien er det umueligt, og derfor længes jeg efter at komme bort. Hvorledes gaaer det med Høst? Sælger han noget? Er han til freds med Kiøbet? – Dersom Max i Breslau vilde lade høre fra sig, var det godt – Jeg haaber det, men af de blotte Haab kunne vi ikke leve; man maa have noget [in maribus?].

d 12 Juli.

Jeg har været til Middag med William hos den gode Grev Dietrichstein – Der var kun Grevens Familie. William spurgte Dietrichsteins Søn sagte om hvor Fyrst Dietrichsten var? Da sitzt er!, sagde han og pegede paa en venlig, gammel, hvidhaaret Mand. ”Ich habe die Ehre, es zu seyn, sagde han bukkende over til William, aber ich bilde mich nichts ein, deswegen.” Hos den lærde Orientalist, Baron Hammer vare vi ogsaa til Middag. Jeg forelæste dem min Dina. Han havde for kort Tid siden mistet sin Kone og var meget bedrøvet. ”Da ist der erste frohen Tag, den unser Vater seit dem Tode unserer Mutter gehabt,” sagde Sønnen. Hos en Grosserer Wertheim vare vi ogsaa [til] et prægtig Diner, hvor min Skaal – (ligesom hos Hammer) blev drukken. En prægtig Iis-Pegasus blev offret ved den [Leilighed?].// Digteren Grillparzer var der, en elskværdig Personlighed. Hos Ærkehertug Carl var jeg buden til Middag i Baden; han og Prindsen og Prindsessen vare høist elskværdige og simple. Jeg sad hos ham, og vi talede uophørligt sammen under Maaltidet. Da han hørte, at jeg havde en Søn med, sagde han: ”Ach, warum haben Sie ihn nicht mitgenommen?” Han boer i et Feeslot i et Paradis. Jeg gik en lang Vei med en af Hofherrerne, der var min Cicerone, for at besøge Skuespiller Korn, men han var ikke hiemme. Jeg har været i Skatkammeret og seet Karl den Stores og Napoleons Kroner og Sceptre etc. Den afdøde Konge af Roms – Vugge! – En meget god Maler Amerling har malet mig; jeg har kun siddet to Gange for ham. Vi have været i Blunks Malerstue og fornøiet os over hans genialske Fremstilling af de allegoriske Billeder de 4 Menneskealdre – maaske lidt for allegoriske. Italienske og tydske Operaer have vi hørt, hvori Mad. Heinefetter skraalede af alle Livets Kræfter. Forleden vare vi ude paa et høit Bierg en Eftermiddag og besøgte Fru Liebenberg, som tracterede os med Kaffe i et afsides Værtshuus. Man forlangte (: Falsens vare med), at jeg skulde beundre Udsigten over Wien. Jeg tørrede Sveden af min Pande og sukkede: Ja her er virkelig deiligt. Jeg kan aldrig lade være at tænke paa de Ord af Evangeliet, ved slige Leiligheder: ”Da tog Dievelen hannem med sig paa et høit Bierg og viste ham alverdens Herlighed etc”. Vi have besluttet at reise paa Søndag (: d 14) paa Donau til Ischel, Linz og Salzburg; derfra enten lige til München, eller høist til Nürnberg. I maa sende Svaret paa dette Brev til München, abzugeben beim Herrn Commisionsrath Waagen; skulde vi være reiste, inden det kommer, saa besørger han det til hvor vi ere.

I Aften vil et Selskab, der har indbudt mig, vise mig Hæder og Ære til Afsked. Jeg skal ende dette Brev med at skrive et Par Linier derom, naar jeg kommer derfra.
Æren var rigtignok saa stor som mulig. En stor Sal og to Værelser vare fulde af Giester. Skuespiller Anschütz, som sad lige over for mig, reciterede med høi Røst 5-6 smukke Digte til mig, hvorved hvergang min Skaal blev drukket med stærkt Haandklap. Digtene faaer jeg, og skal ved Leilighed sende. En Laurbærkrands blev rakt mig af Digteren Grillparzer, som sad ved min Side, og min venlige Beundrer – jeg kan sige, sande Ven, Grev Dietrichstein sad paa den anden Side. Et Billed af mig, som Maleren Amerling havde giort, var opstillet i Salen. Kort, det var al mulig Hæder. Og nu, kiære Maria og Johannes! slutter jeg for dennegang, idet jeg ligger et Par Lapper i Brevet af Omtale i Tidenderne, men der vil komme, og er alt kommen langt mere. Gud velsigne Eder Alle mine Venner! Vi skulle reise imorgen tidlig; i dag vil vi pakke ind, giøre nogle Afskedsvisiter, og saa – farvel Wien! for dennesinde og formodenlig for evig!

Eders kærlige Fader
A Oehlenschläger

William hilser kiærligst og vil snart skrive Eder til[.] Tusinde Hilsener til min søde Marie, samt Mand og Børn! Det er mig umuligt at faae Tid til selv at skrive, da jeg fik Brevet nys og det skal bort inden ½ Time. Din kjærlige Broer

Johannes.

Kommentarer

Trykt med udeladelser i Adam Oehlenschläger: Erindringer IV, Kbh. 1851, 200-208.

Arkivplacering
Arkiv 1. Oehlenschläger, Adam ???.
Personer
O.H. Mynster · William Oehlenschläger
Sidst opdateret 19.06.2014 Print