Bakkehussamlingen

Høistærede Frue!

Jeg maatte være det utaknemmeligste Menneske, om jeg ikke, i det Øieblik jeg sender Dem Deres blomsterkronede Fad tilbage, lagde min oprigtige Taksigelse derpaa, og bad det om at overbringe Dem samme med [uklar overstregning] ikke mindre Ynde, end det overbragte mig de fortræffelige Frugter. Jeg spørger mig selv, hvorved jeg kan have gjort mig fortjent til en saa stor Godhed fra Deres Side, og det glæder mig usigeligt, at jeg kan svare mig selv: Ved Intet. Thi at erholde hvad man har fortjent og følgelig har Krav paa, er jo kun en Rettighed, men alle Rettigheder ere kjedsommelige. Derimod at modtage hvad man aldeles ikke har fortjent, det er først, virkelig at modtage; kun Det er en virkelig Gave. Og om Gaverne hedder det jo: ”Sie kommen von ob en herab in ihren eignen Gestalten.” // At modtage ufortjente, men just derfor sande Gaver, er desuden at leve af Naade, men intet Levebrød er behageligere end dette, naar det uddeles af en elskværdig Dame.
Tillad mig denne skriftlige E[x]pectoration, som var bleven mig nødvendig, fordi min invalide Tilstand forhindrer mig fra at overbringe den mundtligt. Snart haaber jeg dog at kunne træde for Deres Øine med tilbørlig Anstand, det vil sige: uden at støtte mig paa den fæle Stok, som har opvakt russiske Idee-Associationer hos Dem. Ifald Synet af den gjorde samme Virkning paa Etatsraad Bang, da kunde den maaskee blive foreviget i en ny Udgave af ”Sars-Koje- Selo”.
Med de forbindtligte Hilsener fra min Kone og min Moder har jeg den Ære at undertegne mig

Deres ærbødigste
J. L. Heiberg.

Nye Bakkehuus, 2 October 1844.

I Hast

S.T.
Fru Werliin