Bakkehussamlingen

Kjøbenhavn den 8 Jan 1836.

Kjære Ven!

Uagtet De med saa megen Mildhed har omtalt i ”Dagen”, min Text til ”Festen paa Kenilworth”, er der dog skeet mig Uret, men, som hverken De eller Publicum drømmer om. Dette Brev er ikke en Tale til Offentligheden, men mit Hjertes naturlige Trang til at meddele mig for Dem; en lille venskabelig Fortælling, som jeg kun i Fortrolighed lader gaae gjennem Deres Øre. – De skal kjende Syngestykkets Historie. Det er nu snart fire Aar siden, Bruden fra Lammermoor første Gang kom paa Scenen. Alt da følte jeg det Vanskelige iat [sic] sammentrænge en Roman i et Aftenstykke, især, naar Ordene skulde synges. Jeg besluttede halvveis ikke at gjøre det mere. Da kom Weyse til mig, yttrede Tilfredshed med Bruden f. L. og fortalte, han i et Par Aar havde følt stor Lyst til, paa en lignende Maade, at faae Kenilworth behandlet; han vilde, at Heiberg skulde // gjøre det, de havde talt sammen, men der var intet Resultat blevet, hvorfor han nu anmodede mig derom, dette Sujet havde hele hans Interesse. Det smigrede mig at Weyse ønskede et Arbeide af mig og jeg besluttede da at vove det, maaskee kunde vi her faae et udødeligt Værk, da det saa ganske opfyldte ham. Han forlangte nu, at Stykket maatte ende godt, og De og De Characterer fremtræde. Jeg skrev det. Lod ham læse det og gjorte nu Forandringer, ja omskrev tre Gange Finalen i anden Act, uagtet han altid strax ved Modtagelsen var tilfreds med den; men efterhaanden fik han den Idee, som maatte anbringes, og jeg havde nu fuldt og fast bestemt ganske at føie ham i Alt, for her var han Mesteren, jeg kun Svenden, som byggede Stilladset. Siden reiste jeg udenlands. Da var han midt i anden Act. De nye Ideer han imidlertid fik, de Forandringer han ønskede igjen, kunde jeg, saa langt borte, ikke gjøre, han gjordte dem[rettet fra: det] da selv, fik F.J. Hansen til at her sætte her to, der fire Linier til, osv // eller forandre mine to Stavelser til Eenstavelser. Andet Vers af de harniskklædte Riddere, troer jeg er af Weyse selv. – Da jeg kom hjem, var jeg slet ikke tilfreds med Stykket selv, men nu var Musikken næsten færdig. Forandringerne hist og her i Syngetexten, var af den Beskaffenhed at den ikke i en trykt Bog vilde lade sig udpege. Saaledes har jeg eet Sted:

Fra disse dunkle Gange
Snoer sig Dødens Slange.

Nu staaer der:

Fra denne skumle Krog
Snoer sig Dødens Snog;

See det er jo mit og dog ikke mit. Jeg Jeg anfører Dem dette for at vise at Musikken slet ikke er blevet til for Textens Skyld, men Texten er skabt for Musikken. Jeg har saa fuldkommen i Alt føiet mig efter Weyse at naar hans Musik, som billig er, fortjener stor Ære, er det lidt ubillig, naar man nu veed det, at sige Texten er slet. Jeg kan næsten sige, den er bestilt Arbeide, saaledes skulde den være til denne ypperlige Musik. – At jeg aldrig oftere, om selv vor Herre bad mig vil gjøre en heel Roman om til // en Opera, kan De være overtydet om. Naar jeg fortalte Publicum hvad jeg her siger Dem, da vilde vist nok de Billige sige: men saa bør vi dog være tilfreds med Andersen! men jeg det kunde ogsaa synes, som jeg forlangte for meget, eller talte mod Weyse, som jeg beundrer og elsker. Nu veed De, som har talt om mig, at jeg ikke er saa skyldig og det er mig nok. Gid jeg med min nye Vaudeville, maa vise at, efter min Reise, ogsaa mit dramatiske Talent har udviklet sig. Glæd mig med et Par Ord, tillader Tiden Dem det.

af ganske Hjerte
Deres hengivne
H.C. Andersen.

Min Bolig er Nyhavn Charlot:Side 280.