Bakkehussamlingen

Kjbhn d. 14^de Juli 1874.

Kjære Conferensraad Andersen!

Jeg blev ganske rød i Hovedet af Undseelse, da jeg modtog Deres Brev; det kom af, at jeg saa godt følte, at det var mig, der burde skrive til Dem, ikke omvendt. Jeg har ogsaa i Tankerne været ifærd med det, men de mange Examensforretninger have hindret mig deri. Det er en reen Fornøjelse at modtage Brev fra Dem. De tegner Deres eget Portrait i hver Linie, og jeg kjender det gode Humeur, de unge, friske Følelser og de digteriske Billeder, som i Deres Eventyr fryder Alverden. De maa ikke sige, at Deres Muse har forladt Dem, hun er Dem evig tro, og hendes Hjerteslag banker i Ordene, De skriver. De kan ikke faae hende til at tale rigtigt, saa Folket kan høre det; men De veed // jo dog, at den Elskede tidt sidder stille ved sin Brudgoms Side og siger Intet; men han forstaaer hende og veed, at hun er ikke borte og ikke elsker ham mindre, fordi hun ikke taler tier.
Jeg har i flere Dage været i Hellebæk hos Puggaards; William Bloch var med, og vi havde det udmærket. Havet lige under vore Vinduer var Nat og Dag meddeelsomt og afvexlende i sit Tonesprog, Viinløvet hang skyggende op over Taget, Roserne sprang ud omkring os, og Stilheden bar Fuglenes Sang fra Skovene tilbage til os. Den ene Dag vare vi paa et langt Besøg hos Carl Blochs og fik en overordentlig hyggelig Kaffedrikning istand i et Lysthuus nede ved Stranden, hvor Børnene – selv de to pragtfulde Tvillingedrenge – færdedes mellem // Fiskerdrenge og vare i een Forbauselse over den unge Steen Bille, som havde smøget sine Beenklæder saa højt op som muligt og flere Timer i Træk færdedes i Vandet, som om han var født og opdraget til det Samme. Bloch nyder Livet derude, saae rask ud, maler flittigt flere smaae Billeder og tog sig forresten indtagende ud midt mellem Børnene og ved sin smukke, yndige Hustrues Side, hun hvid fra Top til Taa, han sommerlig i et hyggeligt dolce far niente. Hans langvarige Snue er næsten ovre, deels ved Søbade, deels derved, at hans Broder Oscar, Lægen, har sprøjtet penslet ham med Helvedessteen i Næsen. Hver Gang jeg seer Bloch midt i hans Familie og med hans udmærkede Kunst in mente, synes han mig næsten det lykkeligste Menneske, // jeg kjender, og altid føler jeg, hvor kjær han er mig baade som Kunstner og som Menneske. De Brødre vilde jeg i det Hele taget paa ingen Maade undvære. William har ingenlunde glemt Dem, men han ligger paa Landet, gaaer om Morgenen tidlig til Klampenborg, tager saa ind paa Contoiret og kommer hjem henad 6, saa er han træt.
Puggaard vare meget bedrøvede over Emil Hartmann. De veed vel, at han af sig selv er taget til Oringe Sindssygehospital; han er ikke Sindsforvirret, men meget nerveus og har aldrig Ro paa sig. Jeg beklager hans Hustru, som om 6 Uger skal føde et lille Barn og ikke er i Stand til at udholde store Sindsbevægelser.
Hos Melchiors var jeg forleden Aften, men traf dem [først skrevet: Dem]// ikke meget raske. Frøken Harriet laae, og Fru Melchior huede mig ikke; hendes Bryst er afficeret, og hun taaler ikke at tale; hun trænger i det Hele til Ro. Jeg troer, hun paatager sig for Meget.
Deres Billeder gjøre megen Lykke. Jeg hører Folk staae ved Vinduerne og conversere om dem; idag bleve to Damer enige om, at De var taget i 3 forskjellige Stuer og at De maatte have en meget stor Lejlighed. ”Mathilde, see, hvor nydeligt han har det, det er vist en Præst, han har paa Væggen, det er smukt af ham.” Svar: [”]Hvor? Det er ved Gud ingen Præst, men nydeligt er der; jeg har tidt ønsket at komme derop, men nu kan man da see det, det er dog Noget.” Den Første: [”]Han er vist mageløs rar; men jeg kan ikke see nogen // Meloner, som jeg har hørt, han har, og saa skal der være saa mange Puder.” o.s.v. o.s.v. – Jeg anmeldte i Søndags med et Par Linier Billederne i ”Illustreret Tidende”.
Paa Fredag rejser jeg til mit kjære hjem i Fyen og bliver der en Maaned, saa det varer noget, inden jeg faaer Dem at see. Jeg ønsker, De vilde blive nogen Tid paa Bregentved eller i en anden god Landluft hos gode Mennesker, som værne om Dem og kan berede for Dem Alt, hvad der gavner Dem. Har De seet, at der er under Pressen to Lystspil af Bjørnstjerne-Bjørnson: ”Fallitten” og ”Redacteuren”; det bliver Noget, han ikke tidligere har beskjæftiget sig med; man venter dog altid Sligt med Længsel. //
Jeg besøgte idag Professor Gade, som spurgte meget til Dem og sender Dem mange Hilsener.
Magnus og andre Velunderrettede fortælle, at Robert Watt bliver i Paris som Correspondent for et fransk Selskab til amerikanske Blade.
Nu vil jeg sige Dem Godnat, det er allerede noget siden Klokken er slaaet Tolv paa Nyboders Vagt, og jeg har dog oplevet de Tider, da Vægteren gik som en levende Moral gjennem Gaden og raabte: ”Nu er det paa det Tider, man føjer sig til Sengs”[.] Det var allerede Kl 10, og jeg demoraliserede Menneske sidder endnu her, og tilmed uhyre træt; jeg var nemlig paa Folehavegaard, og derfra kjørte jeg med Hejses til Stokkerup kl 10½ og var // der Kl 12; men saa maatte jeg gaae derfra til Kjøbenhavn, da der ikke var Vogn at opdrive. Heldigviis var William Bloch med som en god Ledsager, og som to frejdige Haandværkssvende vandrede vi Arm i Arm fremad, og vilde Modet svigte, søgte vi Oplivelse ved en Sang, der var underlig, fordi Ingen af os kan synge. I Slukefter smagte vi paa ”Øl med en Pind i”, og Morgenen dæmrede allerede ud over Sundet, da vi forlod de [først skrevet: den] Steder, hvor man havde Udsigt over det; først Kl 2½ laae jeg i min Seng og var oppe Kl 7. Maa jeg saa ikke med god Ret hilse Godnat? Ja, et godt Godnat sendes Dem og Ønsker om alt det Bedste fra Deres

taknemmeligt hengivne
Nicolaj Bøgh.