Bakkehussamlingen

Gamtofte pr. Assens d. 8^9de Aug 1874

Kjære Conferensraad Andersen!

De er en Mand af den Beskaffenhed, at man, naar man er saa heldig at kjende Dem, stadigt kommer til at tænke paa Dem. Jeg behøver altsaa ikke at sige Dem, at jeg ikke glemmer Dem og stadigt med Interesse følger Deres hele Befindende. Og dette er lettere med Dem end med – jeg tør vel sige – alle Andre; thi hvem uden Dem skulde jeg kunde nævne, som stadigt er Gjenstand for Avisernes Meddelelser, ikke alene i Hovedstaden, men hele Landet over. Saaledes har netop i disse Dage Assens Avis fortalt, at De har det saa godt og har været saa fornøjet over Deres Ophold paa Bregentved og nu opholder // Dem hos den for sin Gjæstfrihed og Elskværdighed bekjendte Familie Melchior; jeg veed altsaa, at jeg kan sende dette Brev til ”Rolighed”, og jeg lægger derfor indeni en Mængde Hilsener til Stedets kjære Beboere, som desværre sidste Gang, jeg var der, ikke vare synderlig raske; jeg haaber, det er Alt godt igjen.
Min Sommerferie har været meget urolig paa Grund af det store Sølvbryllup hos min Onkel og Tante Blædel paa Vilhelmsborg, ¼ Miil herfra. De havde i Festdagene over 60 liggende Gjæster og paa selve Højtidsdagen var der 122 tilbords og om Aftenen en Deel Flere til Bal, som fortsattes den næste Aften. Det Hele var meget storartet og særdeles vellykket.
Jeg har flere Hilsener at bringe Dem; først fra en Frøken Emilie Schmidt, som har været vorLærerinde, da vi vare Smaae, og som ogsaa har været // i samme Stilling hos Grev Holsteins paa Holsteinsborg; hun kunde ikke blive træt af at lovprise Dem, fordi De altid, naar hun i sin underordnede Stilling blev tilsidesat, navnlig i Selskaber, søgte at drage hende frem og gjorde Deres til, at hun ikke skulde føle sig negligeret og kuet; hun bad mig sige Dem, at hun ligesaa lidt vilde glemme at være Dem taknemmelig herfor som for den rige Nydelse, De gjennem Deres Digtning har forskaffet hende.
De andre Hilsener, jeg har at bringe Dem, ere fra amerikanske Børn, som ere dem ganske ubekjendte, nemlig min Søster Fru Taaffes Stedbørn, som ere saa inde i Deres Eventyr, at de ved alle Lejlighed[er] citerer dem og ofte seer paa Tingene i Verden gjennem Deres Eventyr som Briller. De have med største Interesse seet Billederne af ”Hans Christian Andersen” i hans Værel-//se, og De har været Bindeleddet mellem dem og det Tiltalende i Danmark. Dette er nu sagt Dem saa ofte, at det er Dem en Trivialitet, men jeg har dog ikke kunnet holde det tilbage. Disse Børn ere blevne mig meget kjære og ere baade dygtige og elskværdige. Den mindste Dreng paa 5 Aar morer os meget med sit Sprog, navnlig klæder det ham kosteligt, naar han til Alting siger: ”Jeg vil min Sæl gjøre det”; han troer jo, det betyder: ”Jeg vil selv gjøre det.”
Min gamle Tante Lotte bragte jeg den Hilsen, De i Deres sidste Brev var saa elskværdig at sende hende; hun svarede: ”Du kjære Barn, jeg kan af mit ganske Hjerte sige, jeg paaskjønner den Ære og Venlighed, den Mand viser mig; men om jeg er Menneske for at fatte, hvorledes den berømte Digter har fundet paa at udvælge mig Uberømte til denne hæderlige Stilling; men jeg har i Sandhed Grund til at // være stolt i min høje Alderdom; for – skulde Du troe det, jeg har aldrig havde haft Tanke om det i mine yngre Tider, naar jeg studerede hans Værker.”
Fra Johan Krohn havde jeg et stemningsfuldt, friskt Brev, skrevet paa en Hotelaltan i Bellagio; han var aldeles henrykt over Alpetouren og ved sine Ord vakte han mit Hjerteslag, og Mindets Syner drog sommerstraalende og sydligt blaanende forbi mit Øje, medens mine Rejselængsler hævede sig som unge Fugle fra Rederne ved Foraarstide; da takkede jeg i mit stille Sind Dem, som forskaffede mig den Nydelse at see Alpeegnene, og jeg mindes nu xxx Øjeblik det uforglemmelige Øjeblik, da De ved Vinduet ud til Floden i Chur kom og sagde mig den Glæde, De vilde berede mig; i den Maade, hvorpaa De sagde mig det, mærkede jeg Deres varme Hjerte, som jeg altid skal vide // at paaskjønne.
Jeg sidder og skriver dette med aabne Vinduer ud til det blankeste, frodigste Løvhang med stille Fuglesang og ellers melodisk Lyd af en velgjørende Dagsregn, der saa roligt og sommerligt drypper fra Blad til Blad og Green til Green. Der er en Vellyst og Grøde i Luften og over Markerne og Haven, som stemmer og vinker landligt og velsignet.
Det er Dem, der har kaldet Fyen ”Danmarks Have”. En Hilsen til Dem fra bugnende Grøfter og Gjærder, knejsende Tidsler, der staaer som Konger langs Vejene, kurrende Skovduer i de bregnefyldte Skove, skræppekransede Enge, gyldne Marker og endelig – en fr Storkefaer og Storkemoer paa Præstegaardstaget med 4 Unger i Reden; til Syvende og Sidst en Hilsen fra en Præstefamilie, som, skjøndt den ikke kjender Dem personligt, ynder Dem særligt og i hvis Midte befinder sig

Deres hengivne
Nicolaj Bøgh.