Bakkehussamlingen

Christiania den 21 Juni 1867

Kjæreste Veninde!

Mangfoldig Tak for Deres sidste Brev! Ja jeg har nok samme Mening som De, og som De siger: hvad der ikke fra dybeste Grund kan holde sammen bør brydes. Men jeg har ligeoverfor Dorothea adskillige Bemærkninger at gjøre, som nok ogsaa vilde give Dem Skrupler. Dersom det blot gjaldt hendes Forlovelse – sandelig, hvis hun var ulykkelig paa Grund af den, da skulde den brydes, hvad der end fulgte efter; men jeg kunde jo, paa den Vis hun har det med sig selv – gjerne faa 20 Forlovelser at bryde, og heri ligger egentlig, som Tydsken siger: der Hund begraben! Hun har samme svulmende Væld af Erotik i sin Natur som Bjørnson, der – som De saa slaaende bemærker,// trænger en Aareladning hvert Øjeblik; og hvor skal jeg da hen med hende? Hun forelsker sig og en Anden forelsker sig i hende, saa kommer maaske en Forlovelse istand; men saa er Tvangen der, og hun sukker under Forholdet. Dette kan væxle saa tit det skal være, derfor staar jeg tung og raadløs ligeoverfor den hele Sag; maa jeg da ikke hellere lade Tiden afgjøre for mig? Er da ikke en saadan Natur til Slut aligevel henvist til et Fornuftgiftermaal? Ja til Kunsten kan en saadan Kvinde ty, om hun har Talent og Lyst, i Kunsten finder hun den evig unge, evigt væxlende Brudgom, som kan mætte hendes Natur, men jeg gyser for blot i Tanken at opstille det andet Alternativ; thi ligesom hin Vej kan føre mod Stjernerne, saaledes fører denne mod Afgrunden. – Der gaar ingen Dag hen for mig uden Smerte, og jeg vilde dog // saagjerne være glad, jeg vilde saa gjerne kunne slippe mit Embede en liden Stund og tænke for mig selv, drømme en Drøm om mig selv; men Gud vil ikke det, jeg har vel været altfor meget Drømmerske, nu vil han jeg skal holde mig vaagen og bede. –
Ak jeg har jo et Ærinde til Dem fra en anden bedrøvet Sjæl! Det er Fru Collet. Hun er nu ofte hos mig for at lette lidt paa sin Livssmerte, og uagtet jeg saamæn har nok selv, synes jeg dog hun skal have Lov til at bruge mig som sin en Slags Afleder. Nu har hun faaet den Ide, at De maaske kunde skaffe hende et Ophold som Selskabsdame eller Rejsefølge for en alvorlig dannet Person, en Enke eller ældre ugift Kvinde, som hun kunde være Noget for og derved selv faa sig en Hvile og en Smule Pleje, som hun saa højlig tiltrænger. Hun maatte jo have sin Underholdning frit, men ellers ingen Godtgjørelse. Jeg tror nemlig, at hun i pecuniær Henseende er lidt paa Knæerne, og et Ophold her i Byen er, saa vidt jeg skjønner[,] hende, en Umulighed, her forgaar hun. Hun er jo en fin ejendommelig Kvinde, som Forholdene have taget lidt for haardt paa, og nu trænger hun til Kjærlighed og Pleje. // Kan nu De være Noget for hende, og vil De være det? Derom spørger jeg Dem for hende og beder Dem af min hele Sjæl; thi jeg tror hun er meget ulykkelig. Hun har nu havt den store Krænkelse, at Hegel har sendt hende et Manuskript tilbage og vil ikke forlægge det. Det er haardt for hende – hvorvidt det er fortjent skal jeg ikke kunne afgjøre. Fejlen maa da ligge i Stoffet – i Valget af det – thi hvad Form angaar, da er hun, synes mig over de fleste kvindelige Skribenter. Nu har hun en meget lovende Samling af Skrifter, Digte og Breve af sin afdøde Mand, som var en begavet og fin Personlighed, det vil hun udgive, men kan heroppe ikke finde en Forlægger, og dog vil Bogen sikkerlig vinde Anerkjendelse og Læsere, efter hvad Hartvig Lassen erklærer, og det er da tilmed saa tungt, at jeg rent maa glemme min egen Smerte for hendes store Ulykke. Se denne Gang blot om disse to Ting! Næste Gang, hvad da om? Maaske blot om det, som trætter Dem. Men vær overbærende mod Deres hengivneste Veninde.

M Thoresen