No. 485 af 575
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Magdalene Thoresen [+]

Afsendersted

Christiania (Oslo)

7.11.1867 Johanne Luise Heiberg
Original
Dokumentindhold

Magdalene Thoresen skriver til Johanne Louise Heiberg, at hun længes efter hende. Efter A.F. Krigers besøg har Thoresen været bange for, at Heiberg ikke længere bryder sig om hende. Krieger berettede nemlig, at Johanne Luise Heiberg havde været i Norge uden at aflægge Thoresen besøg.
Bjørnstjerne Bjørnson er rejst til København, og han har derfor ikke kunnet støtte hende. Hun lider af nervesmerter, der lammer hendes arbejdsevne. Hun spørger på vegne af skuespilleren Laura Gundesen, om Heiberg kan anbefale hende til teatret i København.
Til slut beder hun Johanne Luise Heiberg om at hilse Krieger og takke ham for besøget.


Kristiania den 7de November [1867]

Min kjære Veninde!

Hvorledes lader Gud Dem leve i al Deres Arbejde og Kamp? Gandske uskadt og mageligt slipper De nok ikke igjennem, det ligger i Sagens Natur. Men jeg ved ogsaa nok, at skal Nogen Nulevende i Danmark drive denne Gjerning med et godt Resultat, da maa det være Dem. Jeg har altid ligeoverfor Dem følt en Smerte ved at fornemme, gjennem hele Deres Væsen, at De bar Evnen til et stort Arbejde i Dem, men nu sad hen i Stilhed og konsumerede denne mægtige Naturkraft ved Tanken alene. Derfor blev jeg glad over Deres Beslutning, skjønt jeg nok forstod, at den førte til mere Ufred end Fred – i det Ydre at sige; thi i Deres Sind afsætter Deres Gjerning dog Noget, hvorpaa De kan hvile Dem. // Jeg har længe følt en uhyggelig Sorg over ikke at faa tale med Dem – og istedenfor at bryde med den har jeg lukket mig inde med det Mismod og den Bebrejdelse, som den affødte. Jeg har et Hang i mig fra Barndommen af til at bøje mig ind under et uforskyldt Tryk – dengang var det naturligvis et Slags Martyrium for mig, som jeg bar med en skjult Tilfredshed over mig selv; en Følelse, som vistnok ethvert Martyrium opammer. Nu har jeg det ikke saaledes, thi jeg vil naturligvis ikke have det saa, men jeg er dog ofte hendragen til i sorgfuld Hengivenhed at staa paa Stranden og lade Baaden drage mig forbi, der skulde føre mig over til det forønskede Maal, uden at give Signal, og saa naar det er forsilde, synke under den Smerte jeg selv har forvoldt mig. Noget Lignende er det jeg i lang Tid nu har følt i mine Tanker ligeoverfor Dem – men lad dette ikke plage eller irritere // Dem, min velsignede Frue! Min Kjærlighed til et stort Menneske, maa altid være en Blanding af Smerte og Hengivenhed næsten unden Grændser – og det har sine mange og gode Grunde. Det begyndte hin Dag, da den elskværdige Krieger her i mit Hjem berettede mig, at De var i Norge – et Par Timers Rejse herifra. Da slog der en gammel kjendt Følelse ned over mig, en stille graadfuld Længsel efter Dem, som jeg troede ikke brød sig om mig, og saa var jeg overgivet til det Mørke, som fulgte med Sligt. – Saa rejste Bjørnson til Kjøbenhavn! Ja det var, og har vedblevet at være, en ejendommelig Følelse for mig, at vide Dem og ham sammen, ham som jeg sætter højest af alle Mænd, Dem, som jeg sætter den største Lid til blandt Kvinder. Jeg elsker Dem og ham med en saa stor Hengivenhed, at den næsten er Banghed, og altid Længsel. Ting, som jeg brændende har ønsket at aabne hans Øre og Hjerte // for, og som jeg altid her var for betagen af hans Personlighed til at vove mig frem med – har jeg ønsket De kunde sige ham; ak, De og jeg have jo saamange Tanker tilfælleds, at De altid vilde blive min Talsmand hos ham – men skrive Dem til, og sige: gjør ham til et ædlere Menneske, aabn i hans Sjæl en Indgang for de høje Sandheder, saa de ikke blot udsiges, men efterleves – nej! den samme Skyhed jeg har for at bede et Menneske om Hjælp mod Virkelighedens Tryk, den har jeg og, naar det gjælder en aandelig Forløsning. Men Bjørnson kommer ikke til at staa saalænge stille paa sin Vej, at han ret faar Øje paa mig, og paa hvad han og jeg kunde være for hinandens Udvikling – derfor bliver jeg den Givende og han aldrig den Modtagende, endsige den Gjengivende; og da giver man jo ud i Luften, og Sligt bærer kun golde Ax. // Men lad mig ikke føre dette videre nu; mødes vi en Gang personlig, da skal jeg bedre og fyndigere kunne udtale mig herom til Dem. Jeg har daglig at kæmpe med Sygdom. Mine Nervesmærter have sat sig fast i Ansigtet og herje forfærdeligt; hver Uge har jeg et Anfald af dem, som varer tre fulde Døgn. Dette tager Modet fra mig, som De vel kan tænke, og lammer min Arbejdsevne. Jeg skriver vel, men jeg skriver tungt. Saa er her endelig heller Intet i denne velsignede By, der ved Nogetsomhelst kan rive Tanken op fra den hensynkende, slappende Ensformighed, som Forholdene her lægge over os. Det Pludselige, det Overraskende kommer aldrig, det Glædelige, som bryder overtvært med Jevnheden – nej det kommer aldrig! Og Sligt er det just, som saamangen Gang har frelst mig fra at synke hen. Ja her maa jeg atter nævne Bjørnen; thi det ringede pludselig paa Klokken, saa Huset rystede, det er Bjørnson! her er jeg med // nyt Liv, ny Forventning, put alt det gamle Sumleri i Ovnen – op alle Mand, som Gud har skabt, hans Verden at beundre! Det var gjerne Programmet, som uudtalt bares frem med ham. Ja ja, man maa jo hjælpe sig alene; men det ved De selv, at Kunstnernaturen trænger en anden Næring – nu og da – end den jævnt spidsborgerlige. Derfor glæder jeg mig, saameget jeg formaar midt under Livets Møje, til Foraaret; thi da har jeg tænkt at komme ned til Kjøbenhavn til min elskede lille Sara, og bade mit stivnede Sind i de Unges Lykke. Og saa foruden denne Glæde, tale meget – o, over al Maade meget med Dem, og se og høre al den Herlighed, som er dernede i den skjønne By. – Men nu har jeg et Ærinde til Dem, som paa sin Vis smærter mig at udføre saa ærligt, som jeg har lovet. Fru Gundersen sender Dem gjennem mig et Spørgsmaal, om De, af det Lidet De saa hende udvikle af Kunst, da De var heroppe, har modtaget en saa god Mening om hendes Evner og Begavelse, at De vilde antage hende ved den danske Scene. Hun længes // efter noget Større – en større Udvikling og en større Ære. Det er derfor hendes højeste Ønske at kunne faa Lov til at debutere og siden modtage Engagement. Som De maaske erindrer, er hun jo nesten dialektfri, og at hun har en stor, varm og ædel Begavelse kan til visse ikke tvivles om. Hun vil lære, vil højere op – men kan ikke komme nogen Vej her – saa siger hun. Hendes Mand følger hende, men vil leve privat. Dette er Sagen i sin Helhed, hvad videre der kan siges om den ved De selv, og er overflødigt at udvikle nærmere. Hun har jo en forbavsende Ungdom over sig, uagtet hun er 35 og hun [har] en stor Naturfylde. Det nordiske Drama vilde tilvisse kunne fremelskes ved hendes Person, naar hun fik Dem til Leder og Raadgiver. Maa jeg nu bede Dem bringe den elskværdige Etatsraad Krieger min venligste og forbindtligste Hilsen. Jeg takker ham meget for den tilsendte Bog ligesom for hans Godhed under Opholdet her. – Jeg var sandelig ved at græde af Glæde, da jeg saa ham staa der mellem mine Børn midt i Stuen. – Nu min inderligste Kjære! Vil De nu tænke med Godhed paa Deres taknemlige og hengivne

M Thoresen

[På konvolutten:]
Til
Fru Johanne Louise Heiberg
Rosenvænget

Arkivplacering
Arkiv 1. Thoresen, Magdalene
Emneord
Magdalene Thoresen og Bjørnstjerne Bjørnson
Personer
Bjørnstjerne Bjørnson · Johanne Luise Heiberg · A.F. Krieger · Magdalene Thoresen
Sidst opdateret 01.12.2015 Print