Bakkehussamlingen

Christiania den 7^de Jan [1869]

Kjæreste Frue!

Jeg føler en dyb Trang efter at tale med Dem en Stund om flere Ting, der ligesom vælte sig ind over mit Hjerte, og tager mig over i baade glade og smertende Tanker. Dog lad mig først ønske Dem et glædeligt og velsignet Nytaar, og sige Dem min Tak for det Gamle. Med Guds Hjælp vil det Svundne i Kamp, Mislyd og Smerte ikke tage sig op igjen; thi jeg tror mig mere forberedt paa hvad der kan komme, det vil sige af Ondt, end jeg var det ifjor. Nu venter jeg det, det gjorde jeg ikke da. Jeg havde Brev fra min Forlægger forleden Dag, hvori han mælder mig, at min Bog ingen Afsætning har, og følgelig ikke slaar an i Danmark. Dette kan De vide// er et Slag, som rammer lige paa Hjertet. Min Bog er godt udarbejdet, den er mit[rettet fra: min] modneste Arbejde, og, saasandt den offentlige Mening om mig før, ikke var en Løgn, da maatte jo denne Bog afgive Bevis for en Fremgang, som fortjente Ære, og ikke Haan og Skam. Der er sagt, at jeg har stykket mine Charakterer sammen af Ubetydeligheder, at jeg er langtrukken og trættende. Dette er Uret. Der er i min Bog en hel Række af Personligheder, som skulle udvikles, og da jeg med Vilje har taget mine Spirer i en jevnt, dyrket Jordbund, kommer ingen voldsomme Naturrystelser til, som enten bryde, eller drive frem i unaturlig Hast til en Modenhed, som paa andre halve Kulturstadier, hvor det Ene bryder sig paa det Andet og fremkalder større rystende Begivenheder. Jeg har villet skildre en Række af Charakterer, hvis Sammenstød skabe og udvikle Begivenhederne, og ikke i omvendt Orden. Jeg har villet vise, at Kjærligheden mellem Mand og Kvinde // er Hovedbasis for et højere Kulturliv, at det er den Varme, som udvikler alle gode Spirer, og hvor det driver det Onde i et Menneske, der er det ingen sand Kjærlighed, men kun en Bastard, der kalder sig Gud og fordrer med guddommelig Myndighed, men lyver sig til Helvede. Ak! jeg maa nesten smile over mit voldsomme Udtryk – men der er dog kun to Veje i Kjærligheden, til Lys eller Mørke. – Og endelig har jeg villet have det sagt, at Kjærlighed og Forsagelse ikke gaa samme Vej, og at Glæden i Gud er Glæde over Livet; thi al sand Glæde er Tak, al sand Glæde er Gudstilbedelse, og Pietismen er en Forargelse. Men hvor finder jeg nu et Menneske, som havde Godhed nok for en kæmpende Sjæl til at sætte sig ind i dette og udtale det offentlig, saa Verden fik Øjnene – og jeg kan sige Sandsen aabnet for et Arbejde, som vel ellers synker ned i Intetheden, medens en Anden læser sig et Stof til en Bog ud af det, og da med et Par Basunblæseres Hjælp træder op og forkynder sin nye Idé. // Ja heri ligger en Strid for mit Sind, som jeg beder Gud give mig Styrke og Stilhed til at udholde. Det er jo ogsaa en mærkelig Tid – for en Forfatter, som mig, en forfærdelig Tid! Jeg er ikke med i det Gamle, tvertimod, jeg er med i hele Folkeaandens Rejsning imod det Ferdige. Men dette unge Parti har en Raahed, som jeg gyser tilbage for, og det Gamle har en Hulhed midt i Finheden, der ligner en glindsende Puppe, hvoraf Sommerfuglen er udfløjet. Se, dette Pinlige, at stødes fra begge Sider, og som Goethe siger ”mitten durch zwej Feuer gehen” – Ja er det ikke en forskrækkelig Omstændighed, at hele det Høedtske udtørrede Princip raader for hele den æstetiske Bladkritik i Kjøbenhavn, saanærsom ”Fædrelandet” og der staar Upaalideligheden med hele Evnen og Forstaaelsen til det Modsatte – men som sagt: Upaalideligheden! Ja tro mig, her er et nyt Cylla og Carybdis – for Mange, og desværre ikke mindst for mig, der slætikke er saaledes // anlagt, at jeg ikke behøver at tage Parti. – Jeg har nu endelig været sammen med Bjørnson og Kone. Der var sagt mig fra flere Sider, at Fru B. var saa bedrøvet over dette Brud mellem hendes Mand og mig, ja, hun havde grædt for Flere derover, og Fru Sars havde det Bud til mig fra Bjørnson, at hvad han havde sagt var refereret galt, han havde ingen saadan Mening havt, som den jeg antog. Vel, tænkte jeg, det koster altid en stærk Mand saameget at gjøre det første Skridt, maaske fordi han synes endnu at have saamange før han naar Graven – thi da bøje Alle sig, selv de stolted Nakker, det har jeg erfaret! Godt! jeg gik mod ham og bød ham min Haand og sagde ham: et glædeligt Nytaar! – Han svarede formelt og kjedeligt. Siden kom da Fruen, sejlende i Fløjl med Perlekronen om sin Tinding. Nu ja, jeg kjender jo hende, ligesaagodt som jeg kjender ham, og jeg gav hende min venligste Hilsen, saa taltes vi ved en Stund, hvori jeg ilede med at give hende den helligste Forsikkring, at jeg aldrig havde villet kopiere // hende eller ham i min Fortælling, Noget hun syntes at betvivle, uagtet jeg gjorde hende opmærksom paa, at man havde beskyldt baade hendes Mand og Flere for det Samme, uden at Bjørnson, rimeligvis ønskede en slig Fortolkning af hans Skrifter. Nu, saa kom hun jo med en Del Usandhed, men det kjender jeg forud og tog det, som jeg altid har taget det – som Noget, der hængtes paa hende i Opdragelsen, og som hun ikke kan frigjøre sig for; men desværre med Tiden faar en finere og mere udviklet Evne til at fortsætte. To Dage efter var jeg atter sammen med dem til en Middag. Vi sad ligeoverfor hinanden. Ak Fru Hejberg, der kom Bølgegang i mit Sind, og jeg følte hvorledes Taarerne vilde briste frem i store Strømme! Der sad disse to Mennesker, som hver paa sin Vis havde været nær ved at tage Livet af mig, og de sad der med det kolde Præg. De Utaknemmelige, thi det er de Begge – jeg vil ikke forklare Alt, men utaknemmelige ere de Begge. Saa drak de sammen med Fru Sars Deres Skaal – og vi havde 1½ Alens Bordbredde imellem os, // og mit Øje saa mildt paa dem; men de agtede det ikke, de gjorde det med saamegen Blæst, som behøvedes forat jeg kunde faa det at vide og erfare, at Fru Bjørnson havde havt Brev fra Dem. Nuvel, den som vil gjøre noget Godt, maa ikke være bange for Modstanden, jeg taug og tænkte. Senere talte B. til mig og havde en Opfordring til at være med i det Tidsskrift, som nu udkommer under Rudolf Smidts Navn, men med R Nielsen, Goldschmidt og C. Petersen. Jeg svarede ud og ind, som man svarer paa de Ting, man endnu ingen Mening har om, og følgelig hellerikke kan afgjøre. Siden efter Bordet gik jeg lige hen til B. og talte videre om dette, og under denne Samtale fik jeg Anledning til at sige ham hvad jeg mente om hans Væsen imod mig, han fragik da omtrent Altsammen, det vil sige han vendte det om til Godt, hvad der jo vel egentlig taget, eller væsentlig taget, hellerikke fra hans inderste Grund har været ondt ment. Nu ja, jeg tog det godt op; thi jeg vilde jo helst Fred og ingen Strid. Saa talte jeg igjen mildt og godt med hans Kone – men da nu hun // saa mig saa imøde kommende og kjærlig, saa fandt hun det passende at vise Verden en Scene, saaledes, at det dog idetmindste kunde se ud, som om hun veg for en ædel Indspiration, og tilgav mig. Hun var meget hovmodig i sit Væsen og som sagt, hun søgte at vise, at det var mig, som havde tigget Naade af hende. Men der kom Draaben, som bragte Kalken til at flyde over. Hun kunde gjerne i Smug staa og sige mig en hel Del Usandhed; thi det var jeg forberedt paa; men jeg har en offentlig Anseelse – saavel for mine Børns Skyld, som for min Virksomheds, og den maa hverken hun eller Nogen saare; thi da rejser jeg mig. Nu, hun er en uædel Kvinde, det vidste jeg jo; men det er forunderlig, hvorledes den snedige Kvindelist altid kan lokke mig i sine Garn, jeg er bogstavelig i det Stykke som en Mand. Deres bønlige Blik, deres Taarer og Smil kunne lokke mig over i al Slags Selvfornægtelse og Dumhed. Men nu har hun, som sagt, jaget den bugnende Fylde ud over Randen. Nu taler jeg med hende i Fremtiden som med hver pyntet Dame, som med hver Udenforstaaende, mit // Hjerte har hun grundig tabt – og hun kunde have vundet det for hele Livet. Det er sørgeligt hvorlidet Menneskene agte paa det Væsentlige i ethvert Forhold, hvorledes de tage hinanden for Verden, men ikke for det stille Samfund. Men endnu sørgeligere er det at se, hvorledes de forføre hinanden til Eftersnak og Udtalelser, som for et Øjeblik eller en Time før, ikke var tænkt af dem – ja mangengang endog tænkt i modsat Aand. Dog at paavise den menneskelige Fejghed i alle dens Nyancer vilde for mig være lige saa frugtesløst som ubelejligt. Jeg har i en Sag, som jeg nu en Gang er begyndt at tale med Dem om, følt Trang til hel Meddelelse. Jeg har med inderlig Beredvillighed villet vise hende Kjærlighed og Hengivenhed, og jeg har villet glemme, men naar hun spiller den Komedie, at jeg skal gjøre Kur til hende, da er jeg ikke med. Farvel til den Sag! – Og nu har jeg en Tredje at fremføre, det er nemlig om Theateret, som De jo i Deres kjære // Skrivelse til mig selv omtaler, ellers skulde jeg ikke hidføre Noget, som De maa være baade led og kjed af. Da Hejerdal kom hid efter sin Kjøbenhavns Rejse, talte jeg straks med ham, og jeg maa tilstaa, jeg skjendte dygtig paa ham for det Resultat han havde ført Scenen til; men da jeg spurgte ham, om De havde havt Noget med den Sag at gjøre, sagde han, nej, og det ved jeg specielt han har gjort til Andre ogsaa. Fra hvilken Side jeg har undersøgt det paa, da er det sagt, nej, Hejerdal har aldrig fremført Fru Hejberg, som Autoritet i den Sag. Derimod siges det om Brun selv. Paa Theaterbestyrelsens Side er der jo og den Undskyldning, at den har firet og lokket for Bjørnson saameget, som en Komitte, sammensat af praktiske Folk, er nogenlunde istand til. Jeg synes der altid bliver den Hage ved Bjørnson, at han for en Bagatel[s] Skyld lader en Sag – en Hjertesag for ham – staa hen og // lide Tab og Skade hver Dag – blot af Forfængelighedshensyn, og intet Andet! Jeg forsikkrer Dem, at naar den Sag kommer paa Tale, da føler jeg den er min Hjertesorg! – Men lad mig nu ikke glemme en Ting, som for nylig blev Tale om, og som jeg lovede, hvis jeg skrev til Dem, eller til En, som kunde spørge Dem fra mig, jeg da skulde forhøre mig hos Dem – om en Kasse med Fuglevildt, som blev afsendt herfra omkring den 19^de November med Dampskibet Uffe fra Kapitain Heyerdal er kommet Dem tilhænde? –
Ak, hvad er dog et Brev, om noksaa stort et Opus, imod en Samtale, hvor man trygt aabner sig, og hvor intet Ord tabes! Jeg havde i min kæmpende Stilling Saameget at sige Dem og Saameget at spørge Dem om. Forbausende er det, at en Magt, som den Høedt i længst forsvundne Tider har villet udøve, nu skal komme til Blomstring! // Det minder om de bekjendte Frøkorn af Mumierne, som spire efter Tusinder af Aar. Men det glæder mig, at han har kastet Masken, saa Verden kan se Personens Finhed; thi den har altid staaet for mig, som et oppudset Meubel fra en Marschandiserbod. Ak, hvor flad maa ikke en Tid og en Evne være, hvor han kan rejse en Storm og sætte Kursen – thi jeg forsikkrer Dem, det ved jeg specielt, den Mand gaar omkring og indblæser sin Aand i det æstethiske Dommerlag; rigtignok ser jeg det ske paa den Maade, hvorpaa, som bekjendt, man kalder paa Djævlen, nemlig ved at fløjte gjennem et Nøglehul ved Midnat. Ja ja, Fru Hejberg, Alt har jo sin Tid! Aanderne skal jo igjennem de tørre Steder, saa synes det, gid deres Flugt ikke maa blive lang, og gid Skoven maa staa rig paa Frugt og Skygge til de Forsmægtende! – Og nu tilgiv min lange Snak, min hjertens inderlige Kjære! Jeg sender Dem min Tak og min Hilsen, og jeg beder Dem hilse den kjære Etatsraad med andre gode Venner fra Deres

Magdalena Thoresen