Bakkehussamlingen

Christiania den 10^de Novem [1869]

Kjæreste Fru Hejberg!

Jeg takker Dem for Deres Brev. Det var mere for mig end De kan tænke Dem; thi vel kan De forstaa – og bedre end mange Andre, at jeg i denne Tid har havt et haardt Vejstykke at passere, men De ved dog aligevel ikke hvor Det traf mig – i hvilken Stund jeg derved modtog en varm Haandsrækning! Jeg har nu i fulde tre Maaneder siddet med Liv og Sjæl bøjet over et dramatisk Arbejde – bestandig med det brændende Spørgsmaal in mente: Vil det lykkes mig? Jeg har føler jo, og har altid følt, dramatisk Evne – om jeg saa kan sige – i min Natur; i Alt hvad jeg har // skrevet hidindtil, har denne Evne højlig hjulpet mig; det maatte da endelig forsøges, ved en Consentration heraf, at løfte et Arbejde op paa Scenen – er nu dette lykkedes mig? Se der er det brændende Spørgsmaal atter! Mit Hjerte banker i lidenskabelig Spænding og Forventning – og nu venter jeg Svaret fra Dem! Jeg sender Dem nemlig – med min Aksel, der ellers har været altfor undseelig til at vove sig ud til Dem, det nævnte Arbejde, sluttet igaar, og i samme Stund indpakket og paaskrevet til Dem. Se det har De nu Dem selv at takke for! Da Deres Brev kom til mig kan jeg sige – for at tale poetisk – at det lynede gjennem min Aand! Jeg fik den Tanke: Hun er dog den // Eneste, som her kan raade og dømme. Hun er maaske den Eneste, som ret vil forstaa – at paa Scenen, som overalt, hvor Aanden forky[n]der sine Love – skal Kvinden tale med! Der er indenfor de lukkede Døre en Kampplads, hvor der modtages og gives Saar, som i sine Følger ere langt farligere for Samfundet end dem Krigeren og Statsmanden udvæksle paa de offentlige Arenaer. Og her har Kvinden et vel saa skarpt Syn paa Aarsag og Virkning som Manden. Det hører – eller rettere: det bør høre hen under det Traditionelle, at Kvinden ikke kan skrive for Scenen. Har en Kvinde et stærkt Kald at følge, da vakler hun heller ikke i Midlerne – Jeg tror at Scenen // kræver en stærkere Sammenslutten og Uddyben af Væsenet end nogen anden Retning i den æsthetiske [rettet fra: Æsthetiske] Litteratur forlanger af sine Arbejdere – det har jeg havt for Øje, og derefter har jeg handlet. Jeg har taget et af de brændende Samfunds-Spørgsmaal for mig, og fra mit kvindelige Syn paa Sagen, givet min Kjendelse. Om jeg nu har truffet de dramatiske Pointer – ja hvem ved bedre at svare herpaa end De? Jeg sender det da til Dem, beder Dem kjærligt beskytte og hjælpe det – og forsikkrende Dem: at fremad skal det gaa, og aldrig skal der arbejdes Begyndelsen til Skam!
Hvis nu Stykket, efter Deres Mening kan træde frem paa den danske Scene, // vil De da lade tage en Afskrift deraf, og saa snarest ske kan sende mig Manuskriptet tilbage – for Indleveringens Skyld her og i Stokholm? Det bør naturligvis trykkes før det opføres; thi det har jo virkelig vist sig med disse nyere dramatiske Arbejder, at de netop give Folk Lyst til at se Opførelsen – hvorimod de Fleste ikke gider læse et Stykke, naar de have set det – med mindre, naturligvis, det er et større Digterværk. Skulde der nu være Noget at stryge – jeg beder Dem, stryg væk! jeg sanktionerer.
Og nu, ja hvad havde jeg ikke at sige Dem! Skulde jeg blot glimtvis oplyse Sjælens mange Tilstande, hvormegen Lidelse vilde De ikke se! // Men Lidelsen er jo ikke givet os til at plapre ud, den er bestemt til at skulle rense og klare Aandens Himmel, og da maa vi ogsaa lukke os inde med den, hvor strengt det end er, og lade Arbejdet foregaa uhindret. Der sker jo og ved den direkte Meddel[el]se, kun en Udsættelse og ingen Formindskelse. Hvad Individualiteten foraarsager Mennesket – af Lidelser og Smerter – maa Individualiteten selv forsone – da beriges den ved sit eget Produkt ligesom Træets afrystede Løv gjøder Jorden omkring Rødderne. Maaske kan jeg engang tale med Dem om disse Ting, skrive dem op kan jeg ikke. Jeg har mistet Bjørnson – og i mere end en Forstand – jeg naaede aldrig til at kunne give Dem fuld Forstaaelse af mit // Væsen, disse to Ting – eller rigtigere: disse to Tab, har paa en Maade lukket Døren til for mig og ladet mig staa alene. Nu, denne Ensomhed – thi jeg tager jo, som De vil forstaa, Alting helt ud – i Ondt og Godt – helt! – den har gjort mig stærk, til enhver Kamp. – Dog nu, min ædle højtærede Kunstnerinde! kom De jo med det gode Hjerte og den gode Forstaaelse af mit lille Arbejde – igjen og gav mig Haanden! Vær takket! Jeg tager imod den, som den bydes. Vi stride jo dog for det Samme, vi mødes i de samme Interesser, vore Naturer have den samme stærke Fordring paa Liv og Arbejde – ja maaske paa Kamp; thi vil ville dog hellere rives tilblods i Striden, end vi, paa jevn Kvindevis, ville // sidde stille i en Krog og visne hen. Vel, Fru Hejberg, lad os slaa Følge paa den Vej – Naturen har i saahenseende ment Noget med os, som vi ikke bør bringes til at fornægte. Det glæder mig, at De tog Ibsens Arbejde! Det vokser under Opførelsen – men løst er det jo. Det er en dygtig Forfatter, som har skrevet det – ingen Digter. Her maa det siges at have gjort en storartet Lykke – trods Mishagene – jeg føler imidlertid en Smerte ved, at vi saaledes skal ud og vise os for Verden. Vi er dog bedre end dette Stykke siger. Vi har nok Svulst og Humbug i Ungdommens Iver; men vi have midt i dette dog baade Kjærlighed og Tro. – Tillykke med den voksne Datter! Skulle vi ikke hellere drage mod Syden en Vinter? Roma staar dog endnu, som den lune Kunstnervugge! Her er stridt – partisk – og koldt!

Deres hengivne
Magdalena Thoresen

Min venligste Hilsen til Etatsraad Krieger.