No. 506 af 584
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Magdalene Thoresen [+]

Afsendersted

Christiania (Oslo)

17.1.1870 Johanne Luise Heiberg
Original
Dokumentindhold

Magdalene Thoresen ønsker Johanne Luise Heiberg et glædeligt nytår og beretter om sit livsforhold. Johanne Luise Heiberg har skrevet i sit sidste brev, at det ville være bedst for Thoresen, om hendes intime forbindelse med vennen Bjørnstjerne Bjørnson ophører. Thoresen er enig med Heiberg. Hun skriver om sin forventning i forhold til det skuespil, som hun har skrevet. Skuespilleren Wilhelm Wiehe har ifølge søsteren Johanne Wiehe givet positiv kritik på det.


Chrst: den 17de Jan. 1870

Kjæreste, kjære Frue!

Et glædeligt Nytaar ønsker jeg Dem af min hele Sjæl, og jeg takker og velsigner Dem for vort Møde i det nu henrundne. Da jeg sidst skrev Dem til maatte jeg slutte med Hastværk, det led saa nær ind paa Tiden, og da jeg bor et godt Stykke udenfor Byen, indfinder der sig stundom Vandskeligheder med Bud og deslige. Jeg vil imidlertid haabe at jeg fik sagt det Nødvendige. Hvad jeg imidlertid aldrig faar ret sagt, det er hvad jeg maaske helst kan tie med, men hvad jeg i en mærkelig Grad altid saa gjerne har villet tale til Dem om: mit hele Livsforhold.
Men vil det nogensinde blive anderledes – jeg tror det ikke. Jeg har et indvortes Menneske, der som oftest sletikke staar i nogen Forbindelse med det udvortes – men dette ydre Menneske har været meget ubesindigt, dumt og latterligt, og sandelig vidst at paaføre det indre den ene Sag vanskeligere end den anden at klare og ordne, // ja tilmed at forsone. Se dette gjemte Menneske er det, som undertiden gjerne vilde finde en Lettelse ved at tale om det Ansvar, det bærer, og den Uret det saa mange, mange Gange har lidt. Nu er en Fortrolig ikke let at finde; thi den findes kun paa den stille Vej, hvor Væsenet lever for sig, og hvor ikke Personen tager det i Brug – lige til den alleryderste Tilsyneladelse. Et saadant indvortes, uberørt Væsen er det jeg har fornummet i Deres Nærhed – men saa kommer som en Hindring for den fulde Hengivelse, at Deres indvortes Menneske ikke har draget de tusinde tunge Suk, og ikke grædt de brændende Taarer for det Udvortes, som mit. Der staar jeg altsaa stille foran Dem, og tier; men paa dette Punkt er det Digtninger foregaar. Hvad der kke kan siges til den Enkelte – hviskes ind i et Øre, hvor Sjælen bøjer sig henimod med lyttende Andagt, det kan Forfatteren udbasunere fra Taarnene og Tribunerne. Han kalder sin egen Angst og Smerte for Hans og Grethe, klæder dem paa // som bedst, og forsøger nu med dem en Gjentagelse, til Forsoning eller til en ny Bedrøvelse, som det kan falde; thi ligesaalidt som man er istand til at samle sit Væsen i en hel Fremstilling, ligesaalidt er man istand til at tvinge en Fantasiens Skabning helt ind under sin egen Viljes Lov, fordi man er dens Skaber. Den faaer uvilkaarlig selv en Vilje, hvis den har Natur og Liv; og den bøjer ofte af – ifølge Konsekvensen, hvor Forfatteren havde ment at styre den lige paa. Deraf kommer, at Væsenet selv herfra[rettet fra: heraf] faar nye Bekymringer og Ansvar, og mangengang fornyede Ubesindigheder at udsone. – De skrev i Deres sidste Brev, at det dog maaske var bedst for mig, at den intime Omgang med Bjørnson var ophørt. Deri deler jeg Deres Mening. Bjørnson gav meget; men han tog ogsaa. Nu var imidlertid Forholdet mellem os omvendt, idet han vandt for Digtningen hvad han modtog af mig; medens jeg tog Alt til mig som personlig Næring – til Sjælens Mæt- // telse og Beruselse. Tabet af ham har jeg lidt Punkt for Punkt; fra den Stund jeg mødte ham fik mit egentlige Væsen Styrke til at vokse, og det voksede sig fast til ham, nu er det Stykke for Stykke døet hen – jeg har ham kun med mig som et Lig. Men Altsammen er min Skyld. Jeg misforstod denne Udfoldelse af mit Væsen; at det var Digtningen, som fik Vinger, det ved jeg først nu, og denne Viden har forsonet Meget. Nu tilhører jeg Verden med min Gjerning, den bliver saa stor eller liden, som Herrens Naade vil forunde mig Evne til – før skrev jeg ligesom for ham. Ak ja, jeg har stridt og lidt, kun Et trøster jeg mig med, og det er: at jeg aldrig har vaklet et Sekund i mit strenge Forsæt, at jeg har bunden min Fantasi, som man binder en Vanvittig, at jeg aldrig har skyet at drysse det ætsende Pulver i Saaret for at faa det renset og Sygdommen lægt fra Grunden. Det er det jeg har kunnet byde til Udsoning, og for det har Gud givet mig Kjærlighedens Varme // Varme fordoblet til Menneskene og den hele Verdens Husholdning. – Jeg ved nesten ikke hvad jeg skal kunne sige mere om disse Ting uden at gjentage det allerede Sagte – for saavidt jeg tager det Væsenlige til Omtalelsen – om en Masse Fakta eller Vrøvl, der som Masker hænge i hinanden og danne det ydre Forhold kunde der jo tales nesten i det Endeløse. Men for mig have de saalidet Værd, at jeg knap endser dem mere end Fluer, der vel kunne irritere ved et vist Paahæng; men som dog en Haand kan forjage. Det er sandt, at Smaabegivenhederne jo nok kunne tages med i Betragtning hvor et stort Forhold enten brister eller bærer; men ikke bekymrer jeg mig med at fange en eneste af de Mus, som have gnavet det stærke Baand over, forbi er forbi, og Hovedsummen af det hele Skrabsammen er sagte med et Ord – Løgn. // Ja nu har jeg skrevet Saameget om hvad De jo allerede ved – jeg siger ikke Dem Noget Nyt – men hver den, som udtaler en Sjælerystelse eller en af de smertefulde Oplevelser, hvor de satte et helt Livs Varme ind og kun fik en opsminket Løgn til Gjengæld, der taler Mennesket altid som den Eneste, eller ialfald som den Enkelte, der paa sligt Højdepunkt ikke kan se sig faldende sammen med det Hele og danne Massen. –
Ja, jeg vil nu skrive, raskt fremad, da gaar det ogsaa bedst. Uden Arbejde lider jeg meget af Tungsind, men ved og under dette er jeg i fuldkommen Ligevægt. – Jeg bæver nu af Forventning overfor mit Skuespil; thi uagtet Alt hidtil er gaaet glædeligt, kjender jeg dog det danske Publikums Fladhed // altfor vel til ikke at frygte for Aversjonerne ved en stærk Anretning. Nu, Gud være lovet, at jeg har Dem med mig! Ogsaa blev jeg inderlig glædet ved et Brev fra Hanna Wiehe, hvori hun fortæller om sin Broders fornøjede Udtalelse derover. Han siger blandt Andet, at hun kan hilse: ”Han tror nok han skal klare den Fyr”. Jeg tænker, De faar det frem i denne Saison, ikkesandt? Ak, jeg kan være død inden den næste Sommer; forresten, kan dette jo ogsaa ske inden denne slutter! Men aligevel tror jeg det vilde være mit Held, om Stykket gik denne Vinter. Tror De ikke, Fru Hejberg, at der burde gaa et lidet Syngestykke forud? Et Syngestykke giver Stemning, men et almindeligt Theaterstykke vil blande sig ind i. Under alle Omstændigheder maa mit Stykke slutte. Folk bør gaa hjem med Indtrykket usvækket, hvad enten det saa bliver til Ondt eller Godt. Der er en Person i Stykket, som jeg i allersidste Scene ligesom tabte af Syne; men som efter dets Afsendelse har hævet sig levende frem for mig i Karakteren. // Det er Bogholderen. Han maa nødvendigvis være rørt og grebet af hvad han ser, og ligesom han har noteret de onde Dage, saaledes tager han vist ogsaa nu sin Bog og aabner den for at nedskrive Datoen; men han er rørt, han tørrer sine gamle Øjne – det hele med pedantisk Andagt og imedens de Unge omfavne hinanden og Teppet falder. Vil De ikke arrangere dette for mig? –
Maa jeg saa bede Dem hilse den elskværdige Etatsraad paa det venligste og taknemmeligste fra mig? Jeg har modtaget 100 Rblr – som man under visse Omstændigheder modtager Gaver fra Himlen – og for hvad jeg videre aner og tror, at han har været mig behjælpelig med. Det har været godt og løftende for mig at fornemme Venner! Fra Hegel har jeg havt Svar om Trykningen. Han mener nok det var bedst at have det liggende ferdigt til Tiden var der; men om Tiden skrev jeg til Dem i mit forrige Brev, og haaber paa et godt Raad fra Dem. Derefter vil jeg da bestemme. Jeg tror dog nok jeg lader det trykke efter Manuskriptet. – -
Og nu mit Levvel! Min kjære lille Dorothea er desværre syg bestandig, i Brystet, og det er en Skygge over Alt. Gud lade Dem og Deres Børn have det godt!

Deres taknemmelige
Magdalena Thoresen

Emneord
Magdalene Thoresen og Bjørnstjerne Bjørnson · Magdalene Thoresens forfatterskab
Personer
Bjørnstjerne Bjørnson · Johanne Luise Heiberg · Magdalene Thoresen · Wilhelm Wiehe
Sidst opdateret 01.12.2015 Print