Bakkehussamlingen

den 16^de Maj [1870]

Min kjære højtærede Frue!

Jeg takker Dem for Deres sidste Brev, der vidner saavel for Deres Sympathi og Godhed; thi De kunde nok vide, hvor nedslaaet jeg maatte være ved at se de mange haanende Ord rettede imod mit Arbeide. Ja nedslaaet var jeg sandelig! Haabet er saa villig til at give os gyldne Løfter, naar vi ere taabelige nok til at laane Øret dertil. Alt skal imidlertid kunne bæres – og om muligt saaledes // at ikke Aanden synker, men snarere løfter sig under Byrden. Maaske var jeg bleven for sikker i min Sag, hvis Alt var gaaet saa gladt, som jeg drømte. Nu er jeg vist tilbage til det Punkt, hvorfra Maalet sees i hele dets Fjernhed og Vanskelighed, og jeg ser for mig en svær, maaske umulig Vej at passere. Dette Syn paa Fremtiden har været saa nedslaaende for mig, at jeg har været og er endnu, syg og tung paa Sjæl og Legeme; men haabløs er jeg dog ikke. Deres Brev gjorde mig godt – og sandelig, hele Deres Syn paa mit Arbejde har givet mig en god Styrkning ved Siden af Kritikens bittre Piller. // Jeg har derfor ogsaa efterhaanden kunnet læse dem om igjen, og med Ro indsamle de oplysende og belærende Udtalelser. De skulle komme mig til Nytte! -
De spørger mig, elskede Frue, om jeg agter at begynde paa et nyt dramatisk Arbejde. Javel agter jeg det. Min Debut er aligevel ikke saaledes, at jeg vil skamme mig for at komme igjen. Rom blev ikke bygget paa en Dag! Gud i Himlen opretholde Deres Liv og Heldbred, Fru Hejberg, da skulle vi nok endnu i Forening levere en Træfning imod Hulhed og Fladhed og meget Andet, som vi ere enige om at ønske langt borte. Hvad jeg vil skrive om er imidlertid ikke let at forklare skriftlig, kun skal De faa Alt at se og gjennemse. // Kunne vi maaske træffes isommer, men De kommer vel ikke til Norge, og jeg rejser til Jylland i de første Dage af August. Senere kommer jeg til Kjøbenhavn – tror De da jeg faar mit Stykke at se? Her skal det opføres førstkommende Fredag. Direktøren har bedt om min Indvilgelse til en hel Del Forkortninger, som han mener skal være saa heldbringende for Stykket; jeg har sagt ja, og lader ham besørge den Ting selv – thi jeg er dog endnu for lidende til at kunne taale en saa haard Berørelse; jeg har en Fornemmelse af mit Arbejde, som af et stort Saar, der smerter mig ved den blotte Tanke. Lad nu de Fremmede tumle med det. Man har, for at stemme Publikum, citeret // Erik Bøegh’s hele Opsats i Avisen her – i Bjørnsons Avis! –
Nuvel, jeg har dog Mod til at møde den daarlige Forventning; thi jeg skal dog give den Noget at overveje. Jeg haaber forresten en Del paa Læsningen af mit Stykke, og glæder mig til, at det vel nu snart tør komme frem i Boghandelen. –
Med Bjørnsons Avis, som ovenfor er sagt, menes dog ikke Norsk Folkeblad, men Aftenbladet, hvis hele Æsthetiske Arbejdsstok ere Bjørnsonianere. –
Deres lille Billede af Øjnenes sympathiske Møde i Parkettet mellem Dem og min Sara, har noget levende ved sig, thi jeg ser // det gjentage sig for mig hvergang jeg tænker paa hin Aften, der sandelig for mig herhjemme ikke var let at komme over. Nu, min elskede Frue, vær takket og velsignet for hint Blik, som for hvert andet kjærligt og trofast Møde med hvad mit er! Gid De havde opnaaet lidt mere Glæde af Deres Arbejde og Beskyttelse; men det tør endnu komme. Jeg hilser Deres Børn kjærligst. Naar Stykket er gaaet her, vil jeg tage mig den Frihed at meddele Dem Udfaldet.

Deres hjertelig hengivne taknemlige
Magdalena Thoresen