Bakkehussamlingen

Zürich den 23 Juni [1879]

Min kjæreste Fru Hejberg!

I Herrens Navn, hvad har De dog gjort! berøvet Dem selv, hvad De sikkerligen fuldtud behøvede for at understøtte mig. Men kjære! hvad skal jeg gjøre? Deres Gave er mig usigelig kjær – mere kjær end jeg kan udsige, thi den Aand og det Sindelag, som følger Dem, eller som den egentlig er udgaaet fra regner jeg for det Bedste Verden nogensinde har budt mig. Jeg siger Dem altsaa min Tak af Hjertens Grund, og regner mig Deres Opoffrelse til Ære, – Gud give jeg kunde glæde Dem igjen! – Jeg mindes fra et Brev, som jeg engang modtog fra Dem, da jeg boede i Kristiania – og tilmed under de pinefulde to Aar, hvori Bjørnson havde vendt baade sin egen haarde Uvilje tilligemed en stor Del andre Menneskers, som sletikke kjendte // mig – imod mig, og jeg i min Vaande skrev ned til Dem; da sagde De: ”jeg har altid erfaret, at naar Skjebnen lukker en Dør i for os, aabner Haabet allerede saa snart en anden – vi skulle aldrig opgive at haabe.” Omtrent saaledes var Deres Ord. Nu skrev jeg i Lørdags til min kjære Sara, at hun maatte være belavet paa at støtte mig til Efteraaret, og at se til at opfinde to meublerede Værelser for mig og min Søn ved Slutningen af October; thi Udsigterne til at gjøre en lille Rejse til Italien bleve saa at sige for hver Dag som gik mindre, og hvis min Søn var nødt til at tage hjem uden Ansættelse, maatte vi paa det strengeste indskrænke os. – Nuvel, da var Deres Brev jo allerede ved min Dør, og uagtet jeg sletikke havde sat al min Glæde i at se Italien, er det dog – jeg kan godt sige: en Ungdomsdrøm, som jeg uden Sorg skulde opgive hvor Pligt og Nødvendighed forlanger det; men som jeg med stor Oplivelse nu gaar imøde. // De nævner Norditalien, – ja netop : Venedig og Florents staa for mig som lysende Maal, og af to Ting, vil jeg hellere dertil end til Rom. Saa gaar jeg ved Deres kjærlige Haand derhen, min kjære, kjære Frue! O det er ikke Rejsen, det er tusind Gange mere Deres Hengivenhed; thi om end Ingen forstod min Færd i alle disse hængende Aar, da har De dog forstaaet Den, og det er mig en mægtig Støtte. – - Med min Søn gaar det smaat, men det gaar dog fremad. Han er saa god og elskværdig, og han er flink, men han er lidt vild. Dog har det givet sig betydeligt. Man skal give Menneske Tid til at modnes, Nogle bliver saa hurtigt ferdige Andre bruge længere Tid, det er forskjelligt efter de forskjellige Naturer. – Alt hvad han nu maa forsømme har imidlertid Professor Veith tilbudt ham at tage igjen i Ferien, idet han har tilbudt ham, at fuldføre sin sidste, store Tegning i […?]plads hos ham og under hans Tilsyn, og dette er jo en stor Glæde for mig, og baade Ære og Lykke for min Søn. Vi blive her da til de sidste Dage i October – hvilken Bestemmelse jeg da tager med ham ved jeg endnu ikke. Tiden kan jo give ham et Tilbud ogsaa – en af de Døre, De ved nok, kan ogsaa aabne sig for ham. –
Det gjør mig uhyggelig ondt for Bjørnson, jeg havde længtes saa efter Drik af hans rige Sjælevæld, og nu siger De, at det paa en Maade ingen Sjæledrik er. Jeg kunde sige: ve ve! Det Menneske slaaes immer med Engelen. Men De kan tro mig, at dette Stadium er hos ham ikke noget blivende, han vender tilbage til sit Udspring; thi han vil længes efter sin egen Sjæl, og den er i sin Grund religiøst anlagt – der er han Digter! –
Saa lev nu vel saalænge min høje Frue! Sommeren vil vist blive god – og gjør den det, vandrer De jo i skjønne Egne. Hils Deres Børn mange Gange, jeg talte længe om dem igaar med Professorinde Morf fra Lausanne, som er en y[n]defuld[?] Person. – Naar nogen Tid er gaaet skal jeg tage mig den Frihed at skrive til Dem igjen. Farvel, og Gud bevare Dem! Deres taknemlig

hengivne Magdalnea Thoresen