Bakkehussamlingen

Fiorenze den 19^de Novbr [1879]

Min kjæreste Frue!

Herfra min første Hilsen til Dem, som er mit første Ord til Danmark. Men foruden dette er og min kjærligste Lykønskning til Deres Fødselsdag, om jeg er saa lykkelig, at det naar til Dem i rette Tid. Jeg havde ikke tænkt mig, at Forholdene skulde stille sig saaledes, at jeg heri kunde være usikker, thi længe før jeg rejste fra Zürich, stod det for mig som en kjær Bestemmelse, at sende Dem mit første Brev i Anledning af den 2 Gange 11^te November; men mit Ophold i München hos Ibsens blev længere end jeg havde tænkt mig, og saaledes er denne min Glæde bleven usikker. Jeg syntes mangengang, at Luften i Zürich var haard og usund, // men da jeg kom til München fik jeg dog sande det gamle Ord, at der er Høg over Høg: thi Luften der var endnu skarpere, saa efter tre Dages Ophold var jeg komplet ødelagt af Brystkatarh og Feber, og uagtet min Pleje var den omhyggeligste og kjærligste af Verden, medgik dog 14 ^ten Dage, før jeg turde vove mig til en ny Rejse. Længselen efter Syden og Italiens forjettede Land var dog saa stor, at jeg brød med Sygdommen eller rettere med Rekonvallesentsen, og derfor har gjort min Debut paa italiensk Grund med temmelig faa Kræfter og endnu mindre Mod. Her er ogsaa hundekoldt, og uagtet jeg har en lille Buket Orangeblomster foran mig paa mit Bord, hvis vidunderlige Duft nok formaae at vække Illusioner, behøver jeg dog kun at se ud af Vinduet i Via della scala for at fange Bevis // for den nøgterne Virkelighed; thi Menneskerne fare frem for den skarpe Blæst som blege Skræmsler, og Intetsteds har jeg set mere blegnæbbede Ansigter og skjælvende-smale[?] Ben end paa Fiorenzas forfrosne Sønner, skjønt de ere indhyllede i Peltsværk til op over Ørene. – Og desuagtet er her et andet Liv end det jeg hidtil har iagttaget. Da jeg imorges vaagnede tyktes det mig, at jeg hørte Sang fra alle Kanter – det var Udraaberne! forunderlige, tonende Røster, og i en stor Overensstemmelse med de frysende Miner. Men alene disse Lyde have stemt mit Mod lidt højere – gjort mit Haab lidt lysere, og hvem ved hvad der endnu kan ske ved Hjælp af dem – naar Farver kommer til!
Jeg burde jo ikke have skrevet Dem til, min dyrebare Frue, før jeg havde noget Bedre at sige Dem, men da havde jeg skuffet mit Ønske, som har været og er endnu i denne Stund: at sende Dem min første Hilsen // fra Italien. Tag da venligst til Takke, det skal nok blive bedre med Tiden. Jeg er jo i mine Ungdomsdrømmes Land, maaske giver det mig Virkelighed for Drøm. –
Nu har De nok min Bog kjære Frue, gid De maatte finde noget af det Evige i den, saa vil det ikke trætte Dem at gaae et Aarhundrede tilbage og følge min vilde Præst i Skjæbnekampen. De skal ikke lægge Skjul paa Deres Dadel, hvis Bogen maatte rejse en saadan i Deres Sjæl, og hvis De vil glæde mig en Gang ved Lejlighed at sige mig Deres Mening. Deres Dom er mig kjær og vigtig, selv om den gik imod min egen Mening.
Jeg ved ikke, om min Søn har vovet sig hen til Dem, i Zürich havde han godt Mod derpaa, men det turde nok hænde, at det sank lidt ved Deres Nærhed. – Han skiltes ikke meget trøstefuld fra mig, thi Fremtiden laa jo for ham i det usikkre Lys, men maaske finder han sig dog en lille Ansættelse til at begynde med, og imens kan Tiderne forandres.
For denne Gang mit kjærligste Farvel og min Hilsen til Deres Børn. Med Guds Hjælp skal De snart høre Mere fra Deres taknemligt hengivne

Magdalena Thoresen