Bakkehussamlingen

[efter 15.7.1800]

Nei Christiane,

jeg bliver da alt lykkeligere og lykkeligere! Du troede nok at mit Nei var en Benægtelse? Ha ha! Det var kun for at sætte dig i en lille Skræk. Der kan du see hvilken impertinent indbildsk Knægt jeg er. Men hvor kan jeg ogsaa andet end blive indbildsk naar saadan en Pige elsker mig som du.
Jeg maa til Svar paa dit Spørgsmaal sige at om end alle Elementer satte sig derimod saa var jeg en ussel søvnig nederdrægtig Krabat om jeg ikke satte min Lyksalighed i at komme.
Du er den sødeste Tøs der kan gaa i to gule Saffians Skoe. Afskeedkysset, det søde, lange stjaalne Afskeedskys brænder endnu paa mine Læber. Du gjorde meget rigtigt i at blæse Lyset ud! Hvor den uraniske Kjerlighed brænder maa saadan en ussel Praas som havde prostitueret sig ved at lyse søvnigt over Rødspetterne i Aftes ikke understaae sig at brænde.
Jeg veed ikke om du kan læse mine Vittigheder, thi jeg føler, at jeg skriver forbandet gemeent, men det kommer af at Portnersken // sidder paa min Skidentøiskasse og venter
Svar med. Jeg maae altsaa holde op at sladdre med min søde Tøs.
Du seer hvor glad og overgiven jeg er
Det er Virkninger af lyksalig Kjerlighed.
Hils din Fader og siig ham at han er den sødeste meest vel velsignede, gode, rare, fortræffelige, ypperligste Mand jeg i mine Levedage har kjendt.
Her er en Vise med. Den staaer bedere end dette Brev, for at rose og laste mig selv paa eengang.

Farvel
Din
Øhlenslæger.

[På konvolutten:]
Til
Jomfrue Christiane Heger.