Bakkehussamlingen

Min Christiane!

d. 15 Julii 1800.

Nu kan jeg da, Gud være lovet! kalde dig min! Søde, elskede Pige jeg er usigelig lykkelig! Tak for det herlige øjeblik i gaar Middags. Kunde jeg kun snart komme i Selskab med dig igjen, – kunde jeg kun snart – ja det er endnu vanskeligere – kunde jeg trykke min yndige Pige i mine Arme – kunde jeg trykke tusinde brændende Kys paa dine deilige Læber, o Christiane! ligesom en Hjort higer efter Vandstrømmen, saa higer min Sjel til dig.*)
Maaskee jeg kunde nyde den usigelige Glæde at haab være i Selskab med dig i Morgen Eftermiddag. Jeg var paa Frederiksberg i Aften og der fik jeg at vide at man skal gjøre Kunster i Morgen for det kongelige Huus, paa en stor Plads nede ved Staldene. Det er ingen anden end Italienerne fra Dyrehaven, du indser altsaa let at det ikke er for deres Skyld jeg byder dig derud, søde Pige, men det kunde maaske // være et passende Paaskud til at faae dig der ud for min Skyld.
Kan Du komme saa veed jeg vidst du vil. Det er desuden min Søsters Fødselsdag i morgen, saa kunde du jo gjøre hende den Fornøielse at see til hende.
Carl skulde vel med og jeg tænker at han vel ogsaa vil med siden han ikke har seet den Stads før.
Om han ikke skulde vilde, saa maa min Englepige selv bedst vide om hun troer hendes ædle Fader havde noget imod at hun gik ud med den han har antaget til sin Svigersøn, med Tiden, jeg troer det ikke, men min Troe gjelder ogsaa til Wandsbek.
Den guddommelige Iris, som jeg formoder at blive vaer i Morgen naar Auroras Purpursmiil har forjaget Halv kuglens sørgelige Mørke – den guddommelige Iris tog sig vel paa at bringe mig Svar – og du min Christiane! tager dig vist paa at skrive mig eet.
Farvel du elskværdige Glut! O at jeg kunde – nei det var et afskyeligt nederdrægtigt Ønske, som jeg skammer mig ved at // sige, dog siden jeg skal være oprigtig mod dig[,] mit Ønske var: Gid jeg kunde trykke dig fordærvet i mine Arme! Gid du var nærværende at din søde lille Haand kunde straffe mig med det stærkeste Ørfigen den kunde give mig, jeg vilde ansee det for et kjelent Klap – og – kiender jeg din Ømhed og Overbærelse, det blev vel heller ikke andet.

God Nat, søde Pige.

Din
Øhlenslæger.

*)For at tale paa Præsteviis! [fodnoten er indsat på originalens side 1]

[På konvolutten:]
Til
Jomfrue Christiane Heger