Bakkehussamlingen

Den 22 November 1883.

Vær lykønsket Frue Kjære! –
Ikke jeg et Blomster finder
i den Krans som Vintren binder,
der kan plukkes Dem til Ære.

Duftens Bæger har sig lukket, -
for Naturens store Vænge
Kuldens barske Aander stænge,
Farvens Regnbuskjær er slukket.

Men i Hjertet, kjære Frue!
kan jeg endnu mellem Løvet,
hvor det hvirvles hen i Støvet
af min Ungdoms stærke Lue, //

finde frem en høstlig Blomme –
Ak maaske det er den sidste,
som kan huske hvad den vidste
fra en Tid, som længst er omme! –

Den er Længslen efter Skjønhed.
Men jeg tror paa samme Ranke,
Skjønheds Lys og Godheds Tanke
sætter Knup i hellig Enhed.

Thi jeg ved – hvad længst jeg tro’de,
At De frembar dybt i Sindet
Kunstens Barn i Skjønhed lindet,
og dets Fostring var det Gode. –

Saa skal Blomsten sige nøje:
Naar mit Haab af Koldsind trængtes,
naar min Sjæl mod Skjønhed længtes,
stod De ofte for mit Øje, – //

skjønhedsgod i unge Dage;
siden ældet i den samme
underfulde Dobbeltflamme –
Skjønt og Godt blev altid Mage

Derfor Tak min Frue kjære! –
Gid den Dag, som nu oprinder
lægge Godt til gode Minder,
himmelsk Haab til jordisk Ære.

Deres Magdalena Thoresen