Bakkehussamlingen

Søndag den 29 Jan 88

Kjære elskede Fru Hejberg!

Hvis jeg havde kunnet var jeg kommet selv til Dem, men jeg er lidt sygelig i disse Dage, og da maa Pennen træde isteden, og saa godt den kan udrette Hjertets Ærinde.
Jeg erfarede igaar at Deres Svigersøn er død, hvor det gjorde mig ondt! Det er sandt og vist, at man nok kan sige – næstefter det: Guds Vilje ske! – at det under nærværende Forhold var en stor Lykke baade for ham og hans Efterladte; men det er netop de Forhold, som ved denne pludselige Afslutning, paatrænger // sig en, og ialfald hos mig vækker en saa levende Sympathi.
Jeg kjender til hvad det vil sige at kæmpe med Livets skadefro Magter, og jeg ved hvilke Kræfter der maa sættes ind, hvis man skal opnaa at faa Slangens Hoved under sin Hæl. Min Gud! det kunde den unge Mand ikke, og nu har han bødet for sin Skyld med en tidlig Død – en brat overskaaret Livsbane. Det gjør saa ondt at tænke paa. Han var en elskværdig Person, og da jeg en Gang – sidste Gang – saa ham hos Dem, var der et saa nervøst Udtryk i hans Ansigt, og tillige saamegen Aand, at min Tanke var den: han lever ikke længe, han er saa lig de Børn, der ved Sygdom bliver tidlig modne, fordi de tidligt skal dø. Han gjorde da et stærkt Indtryk paa mig, og Tanken gik som sædvanlig // hen til mine egne unge Sønner, som en altfor tidlig Død tog fra mig. Men Døden er ikke det Værste Livet kan byde os, det lærer man at forstaa med Tiden.
Gud give nu denne Skjæbne ikke maa ryste Dem for stærkt, min kjære elskede Fru Hejberg!
Da jeg første Gang var sammen med Deres Døttre, som Smaabørn ude i Rosenvænget, husker jeg, at jeg lignede dem med Smaafisk i en Glasskaal, der snapper efter Brødkrummer – idet de bestandig søgte at skyde hinanden tilside, for at gribe Mamas Haand. Da var Alting sollyst omkring dem – Fiskene spillede i det blanke Vand! Nu har Livet plumret det, og en af dem er gaaet // tilbunds, – men Gud være lovet! I Mamas gode, trøstefulde Hjem skinner Solen, det vil nok klare over Vandet og drage den lille Fisk op i Lyset igjen!
Man maa tage det som man vil, Sorg og Smerte kan dog ikke skilles fra den Sag, og derfor siger jeg endnu en Gang: Gud give det ikke maa ryste Dem formeget, min kjære elskede Frue!

Deres hengivne
Magdalena Thoresen