No. 603 af 604 |
Dokumentstatus | ||
---|---|---|
Brev | ||
Afsender | Dato | Modtager |
Magdalene Thoresen | 21.11.1890 | Johanne Luise Heiberg |
Original | ||
DokumentindholdMagdalene Thoresen ønsker Johanne Luise Heiberg tillykke med fødselsdagen den følgende dag. |
Den 21 November 1890
Kjære elskede Fru Hejberg!
Det er imorgen Deres Fødselsdag, og da jeg erfarer, at man ikke kan træffe Dem, beder jeg Dem modtage min Hilsen paa denne Maade. Gud velsigne Dem, kjære skjønne Menneske! Gid De maatte faa Heldbred og gode hvilende Dage – og Glæde! Glæde trænger man i hvad Alder man er, thi det varmer jo Livet. Et stakkels ensom-forfrossent Hjerte er jo en levende Død – men Hjerters, som Deres // kan ikke blive ensomme – kan ikke forfryse, dertil er de for rige og gode – dertil er de altfor ligesom gjennemvirkede af skjønne Oplevelser. Paa hver Mærkedag i Deres Liv – aa kjære Frue! hvad er det dog for en Saga De kan tage frem og fordybe Dem i! Hvad har De dog oplevet og ladet andre opleve med Dem! Ak, hvormange kan gjøre det min kjæreste Frue, uden tillige // i Oplevelsens Mængde at finde Steder, som med bebrejdende – ja straffende Øjne ser op paa dem? Nej kjære højtelskede Frue, tro mig, De er blandt de Faatallige, som trygt kan bladre i Fortidens Billedsaga, uden at møde et vrængende Ansigt. – Saa læs i den min dyrebare Frue! og er jeg saa lykkelig, at De paa et af Bladene finder mit Navn, da skjend ikke paa det; thi det nævner et Menneske, hvis Kjærlighed og Beundring for Dem har været urokkelig, og hvis Taknemlighed først ophører med Livets.
Deres Magdalena Thoresen
Personer | |
---|---|
Johanne Luise Heiberg · Magdalene Thoresen |