Bakkehussamlingen

Den 28 Julii 1800.

Med Taareblik, med Veemod i mit Bryst,
jeg Harpen tog ved Dagens Morgenrøde,
thi hen i salig Fryd mit Hjerte døde
ved Mindet om sin Lyst.

”Dag!” – tænkte jeg – ”paa hvilken Almagts Bliv
stolt dannede af Støv det bedste Hjerte,
hvis ømme Kjerlighed mig elske lærte
et koldt og usselt Liv!”

”Dag” – tænkte jeg – ”paa hvilken Almagts Raab
af sorten Muld fremtryllede et Øye,
hvis Ild har hævet mig til ham, den Høje!
og til et evigt Haab.”

”Der smiled første Gang til Dydens Møe,
som, øm og ædel blev mit Hjerte givet;
hun i hvis Favn jeg froe vil nyde Livet
og smilende vil døe.”

”En ædel Qvad jeg ømt vil offre Dig!
uvante Strenge! spænder Eder; bæver
høit, som den Glæde der mit Hjerte hæver
og sødt henriver mig!” //

Saa raabte jeg, og rørt jeg Harpen tog
og lod min Haand ad gyldne Strenge glide
og tænkte paa Din Kjerlighed, Du Blide
og varm jeg Harpen slog!

Og vildt og inderligt mit Hjerte svang
sig høit paa Følelsens azurne Vinge
men lavt og kraftløs monne Harpen klinge
uædel var min Sang!

Forgieves greb min ubevante Haand
at finde Lyd, som kraftig kunde sige
hvor høit Din Kjerlighed, Du ædle Pige
opsvingede min Aand.

Jeg satte Harpen hen, saa sørgelig;
den lave Sang, som trætter og som kjøler
som ei udtrykker høit hvad Hjertet føler
bør aldrig hæve sig.

Og taus og mørk og modløs sank jeg ned
og spurgte med et veemodblandet Øye:
”Hvi gav Du mig ei Kraft, o Evighøje
at prise Kjerlighed?”

O aldrig tænkte jeg ved Harpens Lyd
at tvinge kold Beundring af min Lige
jeg vilde tolke kun den ømme Pige,
min Salighed, min Fryd.” //

Da blev jeg vaer en ung og fager Mand;
med Pensel i sin Haand han længe skued
i Østen hen, hvor Morgensolen lued’
ned i den gyldne Strand.

Og ofte saae jeg ham at male ned;
men svage var’ hans Træk og uden Lykke
da raabte han med Fryd: ”Hvad kan udtrykke
Natur Din Herlighed

Og over Fjeld jeg hørte Echos Lyd
og gjennem unge Roser Zefir tale:
”Natur Dit sande Liv kan ingen male!”
”O mindre Elskovs Fryd!”

”O mindre Elskovs Fryd!” gjentog mit Bryst
og glad jeg skyndte mig til Den, som lærte
mit mørke, svage, uerfarne Hjerte
at kjende denne Lyst.

Vel Christiane faar Du ingen Sang
paa denne kjere Dag, men elskte Pige!
stem i med mig: ”For Kjerlighed maa vige
den bedste Harpes Klang !”

Din Øhlenslæger