Bakkehussamlingen

Englehulde Pige!

Jeg havde først givet Portnersken mundtligt Svar, men saa tænkte jeg en lille Seddel fra din Øhlenslæger vilde ikke være dig uvelkommen især i den Stemning du var da du skrev til mig du stakkels Pige. Jeg kommer til Middag. Aligevel vil jeg dog skrive lidt om hiin Sag, da det vel er meget vemodigt at vi ikke kommer til at tale ene sammen. Skulde du vel troe at da jeg læste din Drøm fik jeg to ganske modsatte Følelser. Først overrumplede Billedet af denne Farverdreng /: som jeg kiender speciel:/ mig saa meget, det kom mig saa løierligt for at han kunde sige dig det at jeg maatte lee. Da jeg siden tænkte – eller strax derpaa tænkte paa min velsignede Piges Melankolie saa er det jo naturligt Engel at der kom mig et Par Taarer i Øjet. Jeg elsker dig til Døden. Lad den simple men inderlige Forsikkring trøste dig i ethvert Uheld der kan ramme os.
Du skal blive min. Lad det altid være din Glæde // som det er min.
At jeg ikke kommer til din Fader gode Christiane er naturligt. Ofte kom jeg der saa aldrig, thi han har jo aldrig bedet mig komme undtagen ved enkelte Leiligheder, og de Gange jeg har været havde næsten allerede været for mange, dersom min Kjerlighed til dig ikke stod høit over min Delikatesse.
At jeg nu ikke kommer der vil jeg oprigtig tilstaae er fordi jeg føler Uvillie for ham. Ikke fordi han afbrød vore søde uforglemmelige Sammenkomster; oh nei! man maa jo rette sig efter den kolde Verden. Det var faderligt – maaskee ret! Jeg har Styrke til at taale det, jeg kan undvære Glæde og lindres ved Haab. Men Maaden hvor paa han har gjort det maa jeg først vide maa jeg vide Christiane. Troer du ikke han formoder at du allerede har sagt mig alt. Dersom nu min Tone til ham var smigrende særdeles forekommende, som sædvanlig, kunde han ikke da troe at jeg var et Kryb som taalte alt. Det maa du sige mig min Elskte! Farvel, jeg kommer til Middag.
d 19 Octbr. 1800.

Din
A. Øhlenslæger.

[På konvolutten:]
Til
Jfr: Heger