Bakkehussamlingen

Gode Christiane!

Bliv ikke vred forbi du intet Brev fik i gaar. Jeg havde skrevet Øllets Lovsang af og lagt den i et Papir hvori der stod: ”Jeg er halv bange for at denne Sang ikke kommer tidsnok til Urtekræmmeren, der er mange Poeter som frygte for det modsatte.” Ulykkeligviis husker jeg nu at det er en Hørkræmmer, hvor Brevet skal aflægges, altsaa er jo hele min rare Vittighed spildt. Her er da Øllets forlangte Lovsang. Jeg var først færdig med Afskrivningen Kl 12 l/3 i Gaar, det kunde altsaa ikke gavne at bringe ham den. Især da jeg havde Lyst til at skrive dig lidt mere til end det Par Urtekræmmerlinier. Det blæser og stormer i disse Dage, er koldt! Jeg var efter gammel Sædvane lidt melankolsk igaar. Dersom det kan interessere min gode Pige saa vil jeg skrive nogle Linier af jeg kastede hen i Aftes og dedicerede dig:

”Tree forskiellige Glæder har tilsmilt mig paa Jorden:
Barndoms stille milde ubekymrede Fryd,
sønlig Kjerlighed i Moderens hellige Arme,
Elskov og din rene rosensmilende Lyst!
Snart den første svandt, kommer aldrig tilbage
Blidt med Oldingens Sølvhaar vist erindrer jeg den
Modnere blev min Aand! Da følte jeg elskede Moder!
hvo der havde giort min Barndom smilende skjøn.
og jeg favned dig med mine bævende Arme
svor at lønne dig med værdig glædefuld Daad!
Moder thi du gav mig hvad jeg eier paa Jorden //
Villie til det Gode! Varme for Skjønhed og Dyd.
Ak! da smilte du saa huldt og blegned og døde;
hist det simple Kors alt hælder over din Grav.
Bittert er mit Savn! dog Elskov dræbte min Smerte
Christiane da du trylled den i mit Bryst
svinder eengang den – - -! da staar jeg – Vandrer i Ørken!
træt af Qval og takker Støvet som hvirvler mig ind!

Lev nu vel min Elskede Pige! Du som kan omtrylle mig den arabiske Sandørken til et Paradiis, og du som kunde omtrylle mig et Paradiis til den arabiske Sandørk. Hils den kjere gode Tante ret hiertelig. Rahbek fortalte mig at Tilskueren for i Dag kommer iblant andet til at indeholde det forventede Digt.

Farvel! Din Øhlenslæger.

Du kunde maaskee have Lyst til at læse Baggesens, eller om du saa vil Daggesens Brev til mig, her er det; forvar det vel! //

Øllets Lovsang.

Braga Du gamle fra Hedenold! smiil fra din Throne
smiil fra det høieste Sneefieid. Skandiens Zone
gyd i mit Hierte den Ild, som opfunkler Dit Øie
Evige! Høie!

Kald Dig o mægtige Asa de henfarne Dage
skiønne paa Skialdfantasiernes Vinger tilbage
Da Du blandt skinnende Brynier og Sværde saa skarpe
rørte din Harpe.

Mind Dig den Tid da Valkyrien venlig Dig rakte
styrkende Horn, som Din Aand til Besielelse vakte
o da afvexled Din Harpe med Nordhavets Brusen
Vestvindens Susen.

Hvad der opglødede Gudernes Bryst vil jeg siunge
Slaer mine Strenge og veiled min stammende Tunge
o Du besieler tnig alt Du opfunkler mit Øje
Tak skee Dig Høje!

Trofaste sunde, ærværdige Drik Du fornemme
denne Henrykkelse Braga har lagt i min Stemme
Du som saa herligt med Sundhed og Styrke belønner
Skandiens Sønner.

Sandrue Humle! hist seer jeg hvor kraftig Du trænger
ærlige Bryst mod de faste og kneisende Stænger
vintergrøn er Du som Venskab Du kraftig kan male
uden at prale.

Billed Du er paa det værdige Venskab i Norden
det som er lige bestandig i Solskin og Torden
saadan staar Vennen hos Vennen naar broderlig Varme
slynger hans Arme.

Prægtige Guldhav, som bølger for viftende Vinde
lad over vuggende Flade min Hymne hensende
Svulmende Ax! som betegner vort Dannemarks Grøde
straal mig i møde.

Thi det er Marven af Dig, som kan Guldhornet klæbe
styrkende, nærende fast til den tørstige Læbe
og det er Dig, som opspænder de nordiske Sener
alt Du forener.

Men hvo er du, som bedøver min lydende Stemme?
styrtende Biergfos! Kan intet din Rasenhed hemme
vild som den fraadende Bersærk med knusende Arme
høres Du larme!

Dog – o hvad dræbte min Tanke – o klare Krystaller!
sprudler og skinner med Farven af tusind Metaller
selv kan I tone den Priis som de Strenge her lyde
ikke kan yde.

Thi af de sølvklare Børger som vældigt sig tumle
mellem Guldagerens Ax den blomstrende Humle
fremsprang i straalende Horn jo den herlige Væde
Gudernes Glæde!

Gudernes Glæde, o længe du Cimbrene fryde
Nordiske Nektar hør festligen Harperne lyde
Siunger I nordiske Sønner, vor jublende Stemme
Valhal fornemme.

Vandet skal Sundhedens blomstrende Rose beskierme
Maltet gier Styrke naar Fiender dristigt sig nærme
Humlen er Venskabets Urt, der forener vort Norden
rædsomt for Jorden!

[På konvolutten:]
Til
Jfr. Christiane Heger
Paa
Springforbi.