Bakkehussamlingen

Capriccio
i Anledning af, hvad der er talt og skrevet mod den poetiske Ubetydelighed:
Erindringsblad fra Hovedstaden. *)

i Kjøbenha

-——

Alverden mig belærer, man mener det saa godt,
Ja selv i Morgenposten besynges jeg saa smaat;
Een er jeg al for barnlig, en anden, alfor rask,
Men enig’ er de begge, at jeg fortjener Dask. –
- Det Herlige, det Skjønne begeistrer stolt mit Bryst,
Men Ørneungen stiger ei strax mod Solens Kyst,
Først Vingen ret maa voxe, og Blikket øves maae;
Kun for det sande Store, kan Skjaldens Hjerte slaae!
Det Usle maa han spotte, hvad Navn det ogsaa har
Om end, som Helgenbilled’ man det paa Brystet bar! –
Varmt slaaer mit unge Hjerte for ædel Qvindelighed,
Jeg skatter Natviolen i Livets Blomsterbed;
Det barnlig, rene Hjerte og Qvindens Aand og Viid!
Men hvor det kun er Sminke, der vadskes skal med Flid.
Thi har jeg da skizzeret et enkelt Compagni;
- Den ædle, sande Qvinde, gaaer Skudet jo forbi. –
Er Digtet ikke kraftig, er Skylden dog ei min,
Det er et sjeldent Stykke, at gjøre Vand til Viin. //
Som sagt, mod Compagniet jeg brugte Pen og Blæk,
At Mundens Hurtigpræsser dog kunde faae et Knæk;
Men der skal store Kræfter just til saa grov en Tvet,
Og med den bedste Villie det gaaer dog ei saa let!
Hvordan jeg vendte Stoffet, hvordan jeg tog det fat,
Saa fandt jeg ikke andet, end hvad man kalder: ”Pjat”!
Og tænk, nu er der Mandfolk af hines Compagnie
Der er bleven vrede fordi de reent gik frie.
Vel kan jeg ikke nægte, da Sagen er bekjendt,
At til den ægte Pjatten de har et stort Talent,
Skjøndt de er lidt bevendte og uforskammet her,
At tro, naar han man laster, saa gjelder det Enhver;
De vil ei tie stille, de trænge mere frem –
Ak, vil de bare vente! jeg skal nok bruge dem.
Jeg samler Characterer til et og andet Digt,
Snart skal jeg dem benytte – og det ei blot af Pligt.

-—

H.C. Andersen.
_____

*)see Kjøbenhavnsposten No …