Bakkehussamlingen

†
Sophie Gade født Hartmann
#
En Moder rives bort fra sine Smaa,
Saa ung og livsglad, hun den hjertevarme,
Hun døer, – det kan Forstanden ei forstaae,
Vi maa os give hen i Gud alene,
Kun der vi Klarhed og Fortrøstning see,
”Det er det Bedste, det Gud lader skee!”
#
I Smaa for hvem sit unge Liv hun gav,
Fra os kun skal I Eders Moder kjende;
Hver Rose frisk og fiin paa hendes Grav,
Vil Eder vise Billedet af hende.
Men vi gjensee I Eders Moders Blik har det Moder Blik
Som I fra hendes klare Øine fik.
#
i Afskeds Timen var’ de sidste Ord:
”Er det nu Rosentid? Er det nu Sommer?
O Gud, hvor er jeg glad!” – og fra vor Jord //
Hun steeg did hvor den Gode sikkert kommer;
Guds Rige! Husk, dets Grændser til os naae;
En Moder slipper ikke sine Smaae.
______