Bakkehussamlingen

[Rudkøbing 28. Juli 1804]

Nej, kiere Christiane! saa slet troede jeg ikke du havde været, Gud være lovet, saa slet troede jeg ikke. Thi min Angest og Sorg vilde da have været saa stor, at den vilde bragt mig i en trøstesløs Tilstand. Jeg vilde forsøgt paa at komme til dig, uden at kunne komme, og den meest qvælende af alle lumske Sorger Uvished vilde martret mig. Nu er Faren forbi, Gud være lovet! Du fortæller mig det Skibbrud du nær havde lidt du gode lille fromme Pilgrim, efterat du allerede først har naaet Land, hvor den qvælende Død ikke længer kan naae dig. Dersom jeg ikke, paa den ene Side, maaske kunde tilregne min Bortreise, at du blev stærkere angrebet, saa vilde jeg takke Forsynet fordi den bortfiernede mig i det Øjeblik da to af de Mennesker xxx //
Mit Digt voxer ogsaa Dag for Dag, hvormed jeg skal opvarte Eder naar jeg kommer hiem. – Da vi egentlig, hvad det angaaer at komme ud omkring paa Landet, har opsat næsten alt til Hans Chr. og Albertines Ankomst, saa har jeg ladet mig overtale til at bie til midt i næste Uge; men saa reiser jeg ganske vist. Et Par gamle Sagn som jeg skal have at vide om af gamle Folk herude paa Landet, til Digtet, bringer mig især dertil. Siig til Steffens at 14 Dage maa han idet mindste blive efter at jeg er kommen hiem, og at jeg i Morgen otte Dage vist er hiemme.
I Dag er det den 28 Julij. Kiereste gode Christiane!

Naar nær til Dødens lumske sørgelige Port
Du nylig trukket er af en usynlig Magt //
xxx
Og vænner Øjet sig til giennem Dæmringen
At stirre uforsagt og fromt, da seer den snart
En Glands at lue frem, hvor Mørket mørkest er.
Hvergang vi føres did en hellig Straale sig
Indtrænger i vor Barm og tænder Haab og Trøst
Og hellig Kierlighed og Tillid til vor Gud.
Velsignet være da din anden Fødselsdag!
Velsignet Englen som af Alterolien giød
En Draabe for at nære Luen i dit Bryst!

Din
Oehlenschläger.

[På konvolutten:]
tiane Heger.
i
Kiøbenhavn
Nørregade No 51 og 52