Bakkehussamlingen

xxxxxxxxxxxxxxxx

De to Breve.
____________

Tryk disse Breve til dit Bryst,
Dit moderligt-trofaste Hjerte!
De har dog altid nogen Trøst, –
Skjøndt, ak! de avle ogsaa Smerte!
___

Nei! Drengens Haand var ikke fri,
Og selv hans unge Tanke bunden;
Saa der er ingen Sandhed i,
Thi grusom Tvang fik lukt ham Munden.
___

Jeg mellem hver en Linie saae
Det Spørgsmaal: “ak, hvi maa jeg ikke
Min Moder hilse?” – og der laae
En yndig Vemod i hans Blikke.
___

Thi han har arvet just dit Sind,
Han har det samme Dyb i Tanken;
Ham lokkes Taaren frem paa Kind,
Just som hos dig, ved Hjertets Banken.
___ //

Han glemmer ei, det har jeg sagt,
Thi jeg det veed, at ingensinde
Dit Øies og din Stemmes Magt
Kan af et Hjertes Tanke svinde.
___

Og naar den kommer da, den Dag,
Da Han og Du skal atter mødes,
Vil der i begge Hjerters Slag
Den gamle Himmel fuldt gjenfødes!
______