No. 217 af 503
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Adam Oehlenschläger [+]

Afsendersted

Zürich

16.09.1808 [+]

Dateringsbegrundelse

Oehlenschlägers egen datering (nederst på tredje side af brevet).

Kamma Rahbek
Christiane Oehlenschläger [+]

Modtagersted

Bakkehuset, Frederiksberg

Værktitel

16.09.1808

Original
Dokumentindhold

Den følgende tekst er den fjerde “Hundepost” (nummereret af Oehlenschläger som den 49de), et “tidsskrift” eller brev, som Adam Oehlenschläger sendte til Bakkehuskredsen (hovedsageligt til sin gode veninde, Kamma Rahbek, og til Kammas søster og Adam Oehlenschlägers forlovede, Christiane Heger).
Heri udbreder Oehlenschläger sig først satirisk om et møde med en kat, der har skrevet en “prosaisk poetisk” afhandling om at tilvejebringe “den lyriske uorden” – en velbevandret term i Bakkehuskredsen. Herefter kommer et lidt mere personligt brev, hovedsageligt tiltænkt Kamma Rahbek, hvor Oehlenschläger beder hende hilse og takke Knud Lyne Rahbek for økonomisk hjælp og samtidig beder hende fortælle Rahbek, at tragedien Axel og Valborg er på vej til København. Oehlenschläger gør sig desuden gentagne gange gennem brevet morsom på digteren Jens Baggesens bekostning, ligesom i de øvrige numre af Hundeposten, her i form af en række parodier på de baggesenske digte.


[Titelblad] Den med Posten [Pesten?] til Forsendelse attene pravalagerede Honde Tidinge

For intæ at spælle Papipet har Udgiveren af disse Blade fonnen sai beföiet til at hænge hele Borgeren i en Gynge. Den höire Arm (egentlig den venstre, men ved Kobberstikket ved man af Erfaring bliver alt rechts links). Altsaa – der linke Arm er blevet noget links uagtet den skulde være rechts; dette haabes Syndernes Forgivelse. – Apropos! hvordan lever Schmidt Fiiseldræk og Prof. Sander?
Jeg haaber kiære Veninde indseer Nyttens Dobbelthed i at Honnen blæser i Trompet paa Hellebarden, hvilken tillige konstigen er inrettet til en Tobakspive. Bagved gaaer en gamel Madam og stikke Hænderne ind i Honnerumpen, bildende sig ind at det er en Bolognesermuffe, som det ogsaa i Honnens levende Live er. Med Spidsen af Hellebarden stanger en Cherubim sine Tænder efter Maaltidet. Omne tulit punctum qui miscuit utile dulci.
Af Katte har jeg ingen truffet af Vigtighed uden én Killing saa sort som Satan hos Boghandler Cotta i Tybingen. Det var Satan til Bæst; jeg spurgte ham paa Schwabisk “Habe Sie auch Schillers Tragoediæ ausgebe?” Katten antwortede paa godt fransk non, min Herr! O Kat! raabte jeg henrykt, du bilder dig ind at tale fransk, og saa taler du som en hollansk Ost, eller i det höieste som en hollansk Sokat. Over dette gudaammelige Ingfald blev Kadden saa glad at den beed sig udi Svandsen og löb trende gang[e] rundt som Værmölle, notabene horisontale, inte bærbendikkelaar, eller lær. – Herre Jämmerlig hvordan lever Peer Lær? siden vi taler om Lær? Han er vel bleven stor og stærk nu – men jeg vender mig tilbage til Honden – Altsaa min Kath! sagde jeg, hvorden seer Du ud. Gadden tog et Stykke Kridt og malede sig selv lyslevende af fölgende Sgiggelse [indsat tegning af kat].

O min Gat! raabte jeg, det er Barnestræger! Thi eben solche Stræger skrev jeg ogsaa med Krit som Barn paa Boret. Nu mærkede jeg tydelig en Taare i Killingens Øje. O raabte han, maa du ikke takke mig at jeg vækker Barndommens Fölelser i dit Hjerte: Husk: “Ingensteds er Rumperne saa röde og ingensteds er Risene saa smaa, og ingensteds er Musklerne saa blöde, som dem vor Barndoms ungdom hvilte paa” Under disse deilige Baggesenske linjer (en Rahbeks Talemaade)[f] faldt mit Øje hen paa en lille Grenadeer Katten havde sat ved Rendestenen, som et Ridderslot ved Rhinström. Jeg vilde just recitere: “Du Plæt af Jord hvor Livets Stemme, löd förste Gang fra spæde –” da jeg blev afbrudt. Jeg seer De har megen æsthetisk Dannelse sagde Kaden! Ja overantvortede jeg, jeg har læst Kruses æsthetiske Forsög. Lagaards Kruse? fragte Kadden. Nej Lauritz Kruse, svarede jeg – ha ha sagde Katten, det er en anden Savl. – Værte!

Nu spurgte jeg Kadden om den aldrig havde giort æsthetiske Digte? Nej, sagde Kadden men jeg har engang i mine unge Dage skrevet en lyrisk Afhandling, hvor jeg især har stræbt efter at tilveiebringe den saakaldte lyriske Uorden, som man beundrer hos de gamle Dægtere. Torde jeg udbede mig et Stykke af denne Afhandling sagde jeg. Mæ störste Fornoi Else! antwortede Kadden – og hvorom er denne Afhandling? – Om Poesiens Ypperlighed i det virkelige Liv! – Formodentlig i poetisk Prosa? – Ney umgekehrt, saa wird ein Schu daraus, sagde Kadden, i prosaisk Poesie. Skarmant! I Jamber, Trochæer, Spondæer, Anapæster, Daktyller, Amphibracher, Molosser, Dromedarer, eller Malebarer, spurgte jeg. I Pester og Amphibier svarede Kadden. Godt! hav den Godhed at begynde. Kadden begyndte.

               O Poesie Du Himlens Gave                Stig ned til os paa Jorderig
               Som Madam fyldet har min Mave
               Saa fyld og nu mit Hierte mig.
               Min Hierne kanst du ogsaa fylde
               Og Ild i mine Aarer tylde.
               I evig Lyst Du mig begrave
               Sæt mig i Paradisets Have.
               Da skal jeg ganske dig forgylde
               Ton höit fra Nordcap ind til Trave
               Fyld ned dub Aand min Digterhylde
               O Poesie jeg er din Slave
               O Poesie jeg elsker dig!

Fortræffeligt, sagde jeg. Kun kommer det mig for at Verset har an Anticlimax og er ikke saa kraftigt i Enden som i Begyndelsen. Det er den menneskelige Natur, svarede Katten. Enden er aldrig saa kraftig paa Mennesket, som Begyndelsen, eller Hovedet! Meget psychologisk rigtig sagde jeg videre. Kadden;

               O Poesie som saa höit fandt
               Saa ligestor paa langs som tvers
                xxx Du gode gamle Generallieutnant
               Nu kommer det tredsindstyvende Vers!

En fortræffelig Overgang sagde jeg. Ja sagde Kadden, det er den Naivitet og Humor som er nödvendig forbunden med sand Poesie.
Paa denne maade levede vi lykkelige Timer sammen i Tybingen og da jeg reiste bort skrev Kadden i min Stambog “Arma virumque cano” det kraftigste Sted i Vergil, efter hans Mening, nemlig Begyndelsen. Til Giengæld skrev jeg paa Bengelsk i hans igien:

               I love but one and only one
               And you are only the,
               Love you but one and only one
               And let that one be me.

Tilfældigviis traf jeg en Maaned efter dette samme Vers skrevet paa mit Kammervindue i Zürich, saa forunderligt træffer det sig ofte i denne Verden; og det forunderligste, det var ogsaa her til en Kat, thi Overskriften löd: Miss Lucy – Min Kat heeder Mis slethen.

________________

Indsendt

Udgiveren af Hondebladet (dette kunde egentlig kaldes et Katteblad) har tilladet mig bedste Camma! at tale et Par fornuftige Ord med Dem, hvori Hondesludderen til næste No tilsidesættes. det förste jeg har at giöre er at bede hilse den kiære Rahbek, takke ham for sit Venskab i Anledning af de mig tilsendte Penge, og forkynde ham at Axel og Valborg ankommer xxx. Har Hakon og Palnatoke fornöiet Eder, saa tvivler jeg ikke om at Ax: og Valb: ogsaa vil giöre dette. For Publikum er det udentvivl det af mine Stykker, som hidindtil vil have med Interesse, og som lettest lader sig opföre. Jeg haaber Palnat: er nu antaget og betalt; saa at mine Venner atter kunne giöre sig betalte. xxx Dette Stykke önsker jeg ikke Betaling for, forud, men det kunde man give mig den 3die Aftens Indkomster af, efter gammel christelig Skik og Sædvane.
Uagtet hvad vi havde talt og aftalt sammen, reiser jeg dog til Italien. Mine Grunde vil De alle finde i Christianes Brev, jeg kiender hende og Dem for godt til at I skulde miskiende mig. Jeg troer absolut Fornuften og Tingenes Natur byder mig at handle som jeg giør, og altsaa i Guds navn afsted. Til Foraaret kommer jeg med den fuldkomneste Vished; dersom mit Fædreland vil have at jeg skal kommer.
Jeg har begyndt at nyde den schweitzeriske Natur, og det glæder mig meget at drage min Aande paa de raske Bierge, at see de muntre Floder bruse, og de höie Bierge taarne sig. Oder paa Toppen af Grimsel eller paa St. Gothard vil jeg dog neppe skrive. Dr: Roemer, en herlig Botaniker, min Ven her, har allerede anmærket, at jeg har mere Sands for Menneskeliv og Menneskevirkning, end for Naturoptrin, og deri har han udentvivl ret. Det andet forekommer mig upoetiskere og kiædsommeligere end de fatale Naturskildringer; jeg vilde hellere have dygtig Stokkeprygl end gien[nem]læse et Bind af Fr.Bruns Skrifter; dog kiænder jeg Poeter som skildrer slige Scener med Interesse og det er Homer og Honnen. Jeg troer det derfor ikke upassende, at ende dette Blad, paa Udgiveres Vegne, med en ny Ode, som Honden har giort paa Spidsen af Montblanc:

                              1.
               O vee vee! jeg frygter som en Hund!
               Meer end uendelig Gysen betager mit Bryst
               kolder’ end Iis er min Snude; men i Himmel!
               Sundhed betyder det ey som i Dalene
               Dödfrost isner dens Top.

                              2.
               Vau, vau, vau! er ingen Rædning mer.
               Stille! Naturen en liliehvid Engel i snee
               Smiler med Dydens forkiölede Smil ak!
               Smiler paa Isens bestraalte Chrystaller.
               Snart besmiles mit Lig.

                              3.
               O Natur, höitidelig og skiön
               Gaae Du ad Helvede til! Gid jeg laa i min Krog
               Gid at jeg laae i min Krog under Arnen
               Melkvand hist i min Skaal, og en god Stump
               Pölse her paa mit Fad.

Een Balle Vand, to Balle Vand, tre Balle Vand, fire Balle Vand
Fem Balle Vand, sex Balle V. syv B.V. otte B Vand
Ni Bal. Vand, ti B.V. elleve B.V. tolv B.V.
Tretten Balle Vand, fiorten Balle Vand.

________________

Nichts mehr das ist schön?
Rahbek kan til Charis faae et Digt af Sophie over Madonna i Dresden og af Ørsted nogle af de bedste Oversættelser af Goethes lyriske Digte. Jeg har i Øyeblikket intet Smaat at byde ham. Adieu! min Veninde, hils Carl og den gode Fader, og Rahbek og alle venner fra Eders

Oehlenschläger

Extra Blad. [side 2, langs Kattens Ode]
Dersom Johansens er komne til Khavn, saa kan de ogsaa give Rahbek nogle Digte af mig til Charis, eller Tilskueren.

Arkivplacering
Arkiv 1: Oehlenschläger (Opfølgning mangler)
Andre referencer

Brevet er trykt i Peter Braams Valore (Udg.: Bakkehusmuseet): Hundeposten – Adam Oehlenschlägers breve til Kamma Rahbek, Kbh., 1999

Emneord
Adam Oehlenschlägers "Hundeposter" · Adam Oehlenschlägers forfatterskab · Bakkehussproget · Den danske Tilskuer · Oehlenschläger-Baggesen-fejden
Personer
Friederike Brun · Carl Heger · Adam Oehlenschläger · Christiane Oehlenschläger · Joachim Conrad Oehlenschläger · Kamma Rahbek · Knud Lyne Rahbek · Sophie Ørsted
Sidst opdateret 27.11.2017 Print