Bakkehussamlingen

Bakkehuset d. 6 Mart: 1809

Deres Beredvillighed i at opfylde mine Ønsker, og den – virkelig ogsaa paaskiønnede – Godhed at skrive et saa langt Brev /: jeg kan dog herved ikke undlade at anmærke, at De en anden Gang ikke maae prale af Deres Brevs Længde, før det er fuldendt, thi denne Gang lovede De dog meer, end De holdt, hvilket iøvrigt ikke formindsker min Taknemlighed, da jeg anseer det jeg fik for Meget :/ til mig, havde rigtig nok fortjent, at jeg før havde takket Dem derfor, men da jeg gierne tillige vilde underholde mig lidt med Dem, om et og andet, saa har jeg af Mangel paa en Smule Roe udsat det til nu, da jeg – ingen Roe har. Imidlertid er jeg dog overbeviist om, at De ikke tvivler om min Taknemlighed, om jeg end ej yttrer den i Ord, og vist nok er den ogsaa i mit Inderste langt varmere og bedre, end mine tossede Ord formaae at sige det.
Tydskerne De sendte mig, vare – som De sagde – ganske maneerlige, især Bouterwek /: skiøndt han hører til den alvidende Slægt :/ som jeg med Opbyggelse har læst mere af, end det var min Agt at læse. Bertuch har mindre behaget mig, og hans Oversættelse kan jeg slet ikke komme tilrette med, som jeg overalt siælden kan komme tilrette med nogen Oversættelse, hvorfor jeg ogsaa kun takker // for Tilbudet, men ikke bryder mig om La Harpe, hvem jeg desuden ikke venter noget Tilfredsstillende af. Jeg vil nu hverken bryde mig om Oversættelser eller Lexicon, men frisk væk læse min Camoens, og bilde mig ind, at jeg er alvidende nok til at forstaae ham, thi derpaa kommer det fornemlig an, troer jeg. Da jeg ikke har troet, at det hastede saameget, har jeg ikke ilet med at sende Bøgerne tilbage, men jeg skal nok sende Dem dem i en af Dagene.
Det er smukt nok af Dem at love mig – thi det viser dog De har det Forsæt – at ville komme ud en Aften til mig, men jeg udsætter dog min Tak til jeg er saa lykkelig at see Dem.
Carls Ansættelse er ganske rigtig, og jeg takker for Gratulationen, endskiøndt jeg heller vilde, det var til et Præstekald De gratulerede. Hvis det var min Skik at see en Smule hen i Tiden, vilde det vist nok være mig tungt at tænke paa vor Adskillelse; men da dertil er et Par Maaneder endnu, tænker jeg: den Tid, den Sorg.
Naar jeg i mit sidste Brev ikke har talet om noget Ildebefindende, da er det ikke, fordi jeg mangler Anledning dertil – thi jeg har endnu aldrig til dagligt Brug følt mig svagere og uslere – men fordi jeg gierne undgaaer at falde Andre besværlig med Fortællingen derom. Det er mig kiært, at De ikke har havt nogen Uleilighed af den sidste besværlige Bakkehuus-Reise, og at De befinder Dem rask. De vilde vist befinde Dem endnu bedre, naar De giorde Dem mere Motion, især naar De gik ofte til Bakkehuset, thi vor Egn er sund og Pesthuus-Snak – som vi opvarter Folk med – er ogsaa // ret gavnlig for Mennesker, der ellers kun faaer lidt af den, og fremfor Alt er det gavnligt at omgaaes Mennesker, der holde saameget af Dem, som vi. Naar Job Mynster læste Slutningen af denne foregaaende Periode, vilde han beskylde mig for at skrive Kiærestebreve til Dem, og – da Rahbek kalder ham min Kiæreste – frabede sig Sligt, men da jeg haaber, at De er saa skikkelig ikke at sende dette Brev til Spiellerup, saa kunde jeg have Lyst til at slutte mit Brev endnu mere kiæresteagtig, dersom ikke den fordømte Fodpost stod, og giorde mig det reent umueligt at udtrykke mig noget kiæresteagtig. Jeg maae derfor slutte ligefrem, og forresten bede Dem undskylde mine Ords lyriske Uorden, der langt overgaae mine Tankers Uorden.

Deres forbundne og hengivne
K. M. Rahbek.