No. 465 af 545
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
H.C. Andersen [+]

Afsendersted

København

11.6.1869 J.M. Thiele [+]

Modtagersted

København

Dokumentindhold

H.C. Andersen har læst J.M. Thieles “Livshistorie”, hvori Andersen er beskrevet. Thiele var en af de første til at se Andersens talent, da han kom til København fra Odense som ung dreng, men Andersen føler alligevel ikke, at han kan genkende sig selv i det billede, Thiele har tegnet af ham i livshistorien. Thiele har efterspurgt Andersens erindringer om Bakkehuset, hvilket Andersen derfor beretter om.
Andersen besøgte af og til en af Bakkehusets mange lejere, Engelke Colbiørnsen, og i kraft af disse besøg blev han introduceret for Kamma Rahbek i Bakkehuset. Andersen læste op af sine værker for Kamma og hun var den første, der kaldte ham ved titlen digter. Andersen beskriver også sit møde med K.L. Rahbek. Rahbek var sammen med Jonas Collin medvirkende til, at Andersen fik støtte til at komme på latinskole. Før afrejsen til latinskolen i Slagelse, aflægger Andersen Kamma Rahbek endnu et besøg og hun opmuntrer ham.
I eventyret Et Stykke Perlesnor (1859) har Andersen beskrevet Bakkehuset.


Kjøbenhavn 11 Juni 1869.

Kjære Ven.

Tak for hvad de har læst for mig af Deres ”Livshistorie”; ogsaa jeg træder frem omtales i den og tilvisse De maa kunde tegne mig, De som fra min første Optræden saae med milde Øine paa den store opløbne, underlige Dreng, der endnu var saa ganske Barnet der troede paa alle Mennesker og aabent udtalte hver Tanke som den kom. De har tilvisse med Hjærte og god Villie seet paa mig, men i de forskjellige Levealdere seer man Personer og Begivenheder gjennem et forskjelligt Glas, jeg kan i den nedtegnede Skikkelse ikke ret gjenkjende mig selv, særligt i Maaden jeg udtrykker mig paa, den mangler den barnlige Freidighed, som nok var mit Særkjende, men jeg troer Dem imidlertid paa Ordet.
De ønsker at jeg giver Dem, som et Bilag til Deres Skrift, mine Erindringer fra Bakkehuset, men da maa jeg for en Deel gjentage hvad jeg andetsteds har nedskrevet.
Enken efter Danmarks berømte Statsmand Christian Colbjørnsen, som var een af de første af høiere Stand der venligt modtog den fattige Dreng, boede om Sommeren paa Bakkehuset; til hende kom jeg og fandt endnu flere venlige Mennesker paa dette Sted. De, kjære Ven, boede her og Rahbeks dramatiske Yndling Madam Andersen, som, da hun et Par Gange havde hørt mig fremsige Digte, gav mig i Spøg Navnet: ”Der kleine Declamator”. Jeg kom saaledes ogsaa snart ned i // Fru Rahbeks Stue, hvor den livlige, aandfulde Kone morede sig m[?]ed at tale med mig og høre paa mine første dramatiske Forsøg. Jeg havde skrevet en Slags Comedie, den læste jeg for hende og strax ved de første Scener udbrød hun: Men der er jo hele Stykker skre deri, De har skrevet ud af Øehlenschlæger og Ingemann – ”Ja men de ere ogsaa saa deilige!” svarede jeg i al Uskyldighed og læste videre. En Dag, da jeg fra hende vilde gaae op til Fru Colbjørnsen, rakte hun mig en Haandfuld Roser og sagde: ”Vil De tage Dem til med op, det vil vist fornøie Conferentsraadinden at faae dem af en Digters Haand.” Det var tilvisse i Spøg at disse Ord bleve sagt, men det var første Gang mit Navn blev sat i Forbindelse med Digter-Navnet, der kom Taarer i mine Øine og jeg veed, at fra dette Øieblik var min Tanke[rettet fra: Tanken] vakt for at skrive og digte, det havde før kun været en Leeg, nu var det Maalet.
Rahbek selv talte aldrig til mig derude, den eneste Tilnærmelse var en Dag i Haven; han styrede lige hen mod mig, som vilde han sige et Par Ord, men i det han var mig nær og fæstede Øinene paa mig vendte han pludseligt om igjen. Den første og eneste Gang Rahbek talte til mig var i ”Theaterdirectionen”, hvor jeg blev kaldet op efter at have indleveret en Tragedie Alfsol og denne var læst. Rahbek overleverede mig Skriftet og sagde at Stykket var ubrugeligt for Scenen, men at man dog havde fundet deri ”saa mange Guldkorn”, at man havde det Haab, at jeg ved alvorlige Studier, ved at komme i en Skole, og forfra lære hvad der hørte til, vilde maaskee engang kunde levere den danske Scene Arbeider, som der vare værdige at opføres!” og nu meddeelte Rahbek mig, endvidere // at Collin havde talt min Sag hos Kong Frederik den Sjette og at jeg aarligt fik en Sum fra Finantserne, samt at der var skjænket mig fri Underviisning i Slagelse Latinskole. For dette sidste skulde jeg bringe Biskop Münster, der var den meest afgjørende her i, min Tak. Jeg kom til denne høithædrede Mand, han talte om den Lykke der forundtes mig, talte alvorligt og strængt om hvor uvist det var om man havde taget Feil af mig eller ei, hvorvidt der vilde komme et heldigt Resultat; paalagde mig Flid og Taknemlighed. Det var tilvisse velmeent og efter hans Anskuelse den rette Maade at tale til den forunderlige, phantasifulde Dreng, han vidste ikke hvor blødt mit Sind var, hvor Ordene slog mig som Svøber; jeg gik bort og græd bittre Taarer. Ogsaa paa Bakkehuset, hvorhen jeg søgte før Afreisen, flød Taarer, det men det var Glædens over al den Venlighed, den Deeltagelse, de Alle her, De kjære Ven, Madam Andersen og Fru Rahbek viiste mig. Det var et heelt Omslag i mit Liv, ja en heel Reise ud til Slagelse. Fru Rahbek fortalte mig at hun havde en noget større Reise for til næste Foraar, en Reise hun til Hamborg, en Reise hun oftere havde gjort i det hun der hentede Papir til de smukke Æsker, der var hendes kjæreste Haandarbeide. Den Gang var en Reise til Hamborg, som nu en Reise for os til Paris eller Wien. ”Saalangt kommer jeg vist aldrig!” tænkte jeg. Fru Rahbek trykkede min Haand,og ønskede at jeg om et par Aar maatte blive en god Student og ”saa groer nok Poeten!”
Strax da jeg havde taget Examen artium udkom, som bekjendt, min min ”Fodreise”. Den var mig en Livssag, jeg troede at alle Venner og Bekjendte maatte blive lige saa opfyldte af den, som jeg var det. Eet af de første Exemplarer // sendte jeg til Fru Rahbek. Hun laae syg. Et Par Dage efter hørte jeg af Admiral Wulff at hun var død. Mit første Udbrud var: ”Mon hun fik læst min Fodreise!” ”Menneske!” raabte Admiral Wulff. ”Nei det er for galt! troer De man bryder sig om Deres ”Fodreise” naar man skal ind hos Vorherre!” han rystede alvorligt paa Hovedet. Men min Mening var at jeg saa gjerne undte hende en Glæde, og den meente jeg da maatte være at læse min nye Bog.
Jeg xxx stod ved hendes Grav, hvor Synet af den stille betagne gamle Rahbek dybt bevægede mig. Der gik mange Minder gjennem Tankerne, Minder om hendes venlige Ord og den kloge Sjæl der lyste ud af hendes Øine.
Mellem Eventyr og Historier har jeg i ”Et Stykke Perlesnor” givet et Slags Vignet-Billet af Bakkehuset,
”Nær ved Bakken hvor Frederik den Sjettes Slot ligger, Øehlenschlægers Barndoms Hjem, skinner i Læ af Søndermarkens Skovgrund een af Perlerne, man kaldte den Philemon og Baucis Hytte, det vil sige, to elskelige Gamles Hjem, – - og nu? Siig ikke, ”Ak hvor forandret!” – nei, endnu er det Aandens Hjem, Drivhuset for den sygnende Plante! Blomsterknoppen, der ikke er mægtig nok til at udfolde sig, gjemmer dog skjult alle Spirer til Blad og Frø. Her skinner Aandens Sol ind i et fredet Hjem og opliver og levendegjør. Verden rundt om straaler ind gjennem Øinene i Sjælens ugrandskelige Dybde: Idiotens Hjem omsvævet af Menneskekjærligheden, er et helligt Sted, et Drivhuus for den sygnende Plante, der skal engang omplantes og blomstre i Guds Urtegaard. De svageste i Aaanden samles nu her, hvor engang de Største og Kraftigste mødtes, vexlede Tanker og løftedes opad, – opad blusser end her Sjælens Flamme i Philemon og Baucis Hytte!”
Og hermed, kjære Ven, min hjerteligste Hilsen!

H. C. Andersen.

Til Hr Etatsraad J. M. Thiele, Ridder af Danebrogen & &

[På konvolutten:]
Høivelbaarne
Hr Etatsraad J.M. Thiele
Ridder af flere Ordener
i
Kjøbenhavn.

Emneord
Bakkehusets bygninger · H.C. Andersens forfatterskab · Æskemageri
Personer
H.C. Andersen · Engelke Colbiørnsen · Jonas Collin · B.S. Ingemann · J.P. Mynster · Adam Oehlenschläger · Kamma Rahbek · Knud Lyne Rahbek · J.M. Thiele
Sidst opdateret 01.03.2018 Print